5 Sange om fædre – og deres sønner – der måske kan gøre dig til en bedre far

Lige siden Hank Williams sang my son calls another man daddy, har det til tider problematiske forhold mellem fædre og sønner været en af folk- og countrymusikkens lyriske granitstøtter. Og de svigtende fædre og beundrende børn er der i alle afskygninger;

Johnny Cash, der tæver sin far i en brandert, fordi han har døbt ham Sue, John Prine, der besynger alderdommens altopslugende ensomhed i Hello In There, eller Confederate Railroads afskedssalut til farmand, der aldrig var ”the Cadillac kind”. Glem faderlige skvatmikler, der med deres øremærkede barselsordninger så nødigt sætter et ben forkert i opdragelsen af deres sønner af frygt for, hvad der sker, når mor og mødregruppen kommer hjem.  Næh, hvis du fucker op som far i countrymusikken – og det gør du – så tager du straffen. Så kan du altid skrive en sang om det bagefter.

Det er der heldigvis flere, der har gjort gennem tiden, og det er der kommet en masse gode sange ud af. De står ikke alle på samme side af faderskabet, og mens nogle hylder farmand som familiens frelser, der trygt leder sine sønner gennem tilværelsens stormfulde vande, hænger andre ham ud som et evigt svigtende, surmulende og selvdistanceret røvhul.

Men fælles for dem alle er, at de – i hvert fald når det gælder den følelse af utilstrækkelighed, som vi alle vel føler fra tid til anden i forhold til vores egne fædre og sønner – først stopper, når du ligger face down in the mud. Eller sidder en sen aften i familiebilen og småskammer dig lidt over, at du endnu en gang har opført dig som et røvhul.

Harry Chapin – Cat’s In the Cradle

http://youtu.be/-s5r2spPJ8g

Cat’s In The Cradle fra 1974 er fyrtårnet efter hvilket alle andre sange om svigtende fædre navigerer efter. Sangen om den fortravlede far, der let og elegant ignorerer sin ellers så hengivne søn, for derefter i sit livs ensomme efterår at indse, at han nok burde have brugt lidt mere tid på sin nu fremmedgjorte knægt, er et svært velafrettet spark i klunkerne til os fædre, der selv har prøvet at efterlade en 7-årig dreng på fodboldbanen i baghaven med ordene ”sorry skat, jeg bliver simpelthen nødt til at arbejde.”.

Inspirationen til Cat’s In The Cradle kom fra et digt, amerikanske Harry Chapins kone havde skrevet om sin eks-mands problematiske forhold til sin egen far, men ender med at handle om Harrys frygt for at miste kontakten til sin egen søn – “frankly, this song scares me to death”, som han fortæller i videoen.

Sangen udkom i 1974, samme år som canadieren Terry Jacks hittede med Seasons In The Sun, og begge sange ramte effektivt ned i tidens trang til melankolsk og – i hvert fald i Terry Jacks tilfælde – morbid popmusik. Lige som det forrige årtis såkaldte Teenage Carcrash-bølge, hvor den ene smukke teenager efter den anden måtte lade livet i 60’er-poppens tjeneste, hamrede også Harry Chapin og Terry Jacks ind på hitlisterne med deres pladdersentimentale folk-pop sange om sygdom, sorg, svigt, død og anden tragedie.

Harry Chapin drev det aldrig rigtig til meget mere end Cat’s In The Cradle. Til gengæld får den mig ned med nakken hver eneste gang. Også i Ugly Kid Joes version…

Zac Brown Band – Highway 20 Ride

Hvis Harry Chapin først som ensom og efterladt pensionist opdager, at han ikke er fem flade ører værd uden sin søns kærlighed og tilstedeværelse, går det allerede op for Zac Brown, da han bliver skilt fra juniors mor. Nu er den kornfede Grammy-vindende amerikanske red-dirt country-stjerne med den ikoniske strik-beanie dømt til at tilbringe endeløse timer hver anden weekend på den amerikanske Interstate 20 (der skærer tværs gennem Syden, fra South Carolina i øst til Texas i vest) for at hente og aflevere sin søn hos eks’en, der tilsyneladende er rendt med forældremyndigheden. Tough shit, når du samtidig tilsætter countrymusikkens motorvejs-melankoli, hvor Zac Brown har all the time in the world til at tænke over, om sønnen nu vokser op i den tro, at det er farmands skyld, at hele familien er ødelagt. Og som om det ikke var slemt nok i forvejen, så sætter musikvideoen også lige det sidste stød ind, når farmand går glip af det første skolebal, den første svigerdatter og hvad junior ellers slæber med hjem til mor.

Heldigvis er fædres manglende ret til deres børn ikke det eneste emne, der optager Zac Brown Band på albummet. Der er også op til flere sange om friturestegt kylling…

Travis Meadows – Learning How To Live Alone

http://youtu.be/rxcYQ0QhBwo

Når…HVIS konen en dag smider mig ud på røv og albuer,  tror jeg, at jeg vil sætte mig ned og skrive en hel plade om at være fraskilt far. Li’som Travis Meadows. Det meste af hans debutalbum  Killin’ Uncle Fuzzy handler om at forsøge at finde hoved og hale i livet som fraskilt, enlig weekendfar. Om ikke at gå til bunds i elendigheden, selvmedlidenheden, whiskeyflasken eller hvad der nu står nærmest sofaen. Om at tage sig sammen, hanke op, rydde op og mande sig op og gå i seng klokken 10, så man er bare så nogenlunde udhvilet, når eks-konen afleverer junior næste morgen. Det vrimler ikke ligefrem med sange om IKKE at gå i hundene, når hele lortet ramler sammen, men de få, der findes, er nok til at give en lille smule ro i sjælen til de af os, der inderst inde godt ved, at lillemors tålmodighed er en brønd, der også en skønne dag løber tør…

Brad Paisley – He Didn’t Have To Be

Som far har du egentlig kun to opgaver. At lære dine børn at skifte en pakning i vandhanem og elske dem betingelsesløst.. Men hvis ungen ikke er din egen, og du mere eller mindre bare er along for the ride for at kunne duske hans mor, så behøver du ikke lægge mere tid i faderskabet end du allerede har gjort. Medmindre du altså er en rigtig far, der elsker knægten selv om han sådan rent biologisk ikke er din egen.

Omtrent sådan er handlingen i en af Brad Paisleys første #1 hit. Den handler om en bejler, der modsat alle de andre mænd på moderens dørtrin, gerne påtager sig faderrollen overfor lille Brad, som for første gang i en evighed også bliver inviteret med i biografen sammen med moren. Brad Paisley skriver flere sange om sin far, men ingen med helt samme beundring og hengivenhed som denne her.

Wade Bowen – Before These Walls Were Blue

Wade Bowen er en af de her firskårne, let bøvede amerikanske red-dirt musikere, der som regel holder sig til at synge sange om at drikke bajere på ladet af den lokale pick-up truck under den glødende texanske aftenhimmel. Absolut ikke et ondt ord om det; små 70% af min musiksmag består af den slags sange, men følelserne begrænser sig som oftest til lidt machoficeret klynkeri over, at naboens datter omsider er skredet og efterladt dig på, well, ladet af den lokale pick-up truck.

Men på Before These Walls Were Blue sker der pludselig noget. Drengerøven Wade bliver fra den ene dag til den anden pludselig selv far (som det ofte går med den slags), og skal nu vænne sig til at bruge al sin tid på bleskift, legetøjstog og pottetræning. Det har han nu ikke noget problem med, for han indser omsider, at han ikke er jack shit værd som mand før han står med babylort til op over baseball-kasketten. Og det kan han jo have ret i…