For nylig spillede Haim i Lille Vega en af efterårets hypede koncerter, og dagen efter kunne man læse et Rolling Stone-interview, hvor gruppen fortalte, hvor svært det var at vente med at udgive deres debutalbum. Det er klart.
Et nyt band har krudt i røven, men de tre unge søstre har taget sig tid og arbejdet med tingene, og det skal de så sandelig ikke høre noget for …
Men der er andre, som godt kunne tage at få fingeren ud, for nu har de ligesom arbejdet med tingene i en del år efterhånden, uden at der er kommet et album ud af det. CV Jørgensen – du ved, hvem du er!

Hvem kan til gengæld helt alvorligt sige, de har store forventninger til det kommende album med The Stone Roses. ’The Turd Coming’, som blogbroder Smølle så spydigt kalder albummet, der sandsynligvis en dag dukker op.
Med mindre Manchester-drengene er så fornuftige, at de stikker de velfortjente comeback-koncertmilliarder til side og vælger at blive uvenner igen.
Og venter vi helt ærligt på et nyt Guns N’Roses-album efter ’Chinese Democracy’ fra 2008, selvom der også er dukket et nyt nummer op med Axl og lejesvendende? Eller et nyt Suicide-album for den sags skyld.
Pavement har kategorisk afvist at indspille nyt. Deres seneste album, ’Terror Twilight’, udkom i 1999, og otte år inden det album hørte vi det – måske/måske ikke – sidste album fra Pixies.
Frank Blacks tropper er – uden Kim Deal – angiveligt i gang med mere ny musik, men har vi virkelig brug for det efter ’Bagboy’-nummeret for nylig?
Talking Heads har også mange gange afvist, men der er andre. Åh ja, der er andre, som vi stadig venter på at høre nyt fra efter årelange pauser.
Her er første del af en stribe kunstnere, som blogholdet venter spændt på at høre nyt med – nogle mere realistiske end andre:
Bill Withers, fraværende i 28 år
Mange musikere er rasende på deres pladeselskab eller musikbranchen i det hele taget. Men det er de færreste, der tager konsekvensen og holder op med at indspille musik. De kan blive tvunget til det af økonomiske omstændigheder. Det er bare noget andet at sige fuldt stop, lægge op og give det hele fingeren. Det gjorde Bill Withers i 1985 efter albummet ‘Watching You, Watching Me’. Han gad ikke høre mere pis.
Ikke tage flere møder med pladeselskabsfolk, der kunne finde på at foreslå ham at indspille udgaver af ‘In The Ghetto’ og ikke kendte hans historie. Så hellere droppe ud, få set noget tv og – det var Bill Withers’ fordel – klippe kuponer og høste royalties for de gamle sange. De sange har gjort, at Bill Withers på en måde ikke har været væk, selv om han har været musikalsk tavs i 28 år.
‘Lean on Me’, ‘Ain’t No Sunshine’, ‘Lovely Day’, ‘Use Me’ og de andre enkle stykker singer/songwriter-soul bliver stadig genudgivet, spillet i radio, lavet i nye fortolkninger og dukker op i film. ‘Who Is He and What Is He to You?’, ‘Harlem’, ‘Grandma’s Hands’ – mægtige klassikere, som matcher al den soulmusik, man ellers kan finde fra 1970’erne. Hele tiden med Bill Withers som kølig og billedskabende fortæller og nogle fabelagtige melodier.
Dokumentarflmen ‘Still Bill’ fra 2008 fortæller hele historien om manden, der droppede ud, og når Bill Withers en sjælden gang udtaler sig, er der absolut ingen tegn på, at der kommer mere musik fra hans side. Han er 75 år gammel. Børnene er gået ind i familievirksomheden og skal være med til at sikre, at de gamle sange forbliver i rotation. Giv dem en hånd: Spil pladerne ‘Just As I Am’ (1971) og ‘Still Bill’ (1972). Spotify har dem – og tænk på, hvor vildt det ville være, hvis Bill Withers fik lyst til at optræde igen. (fez)
Roxy Music, fraværende i 31 år
På parnasset er det de to, måske tre første Roxy Music-albums, der er de fineste. Glam! Futurisme! Eno! Men selv om det har en svag aroma af Thatchers og yuppiernes æra, har den polerede og dånende smukke ‘Avalon’ fra 1982 en stor plads i mit hjerte.
Siden da: En gendannelse, nogle koncerter, nogle rygter. Men intet album. Og 31 år er der gået. Kunne det så være andet end pinligt? Ja, lige i Roxy Musics tilfælde tror jeg, det kunne. Allerede fra starten sukkede Bryan Ferry jo som en mand, hvis liv var ved vejs ende.
Og tiden er den rette. Lyt igen til ‘Avalon’: Roxy Music var det ultimative chillwave-navn allerede da. Kom tilbage. Vis alle kassettebåndsentusiasterne præcis hvordan det skal gøres! (smølle)
The Avalanches, fraværende i 13 år
Øh, hvad sker der lige? Man kan da ikke bare dukke op ud af det blå, lave én forrygende samplebaseret elektronisk plade efter et par indledende ep’er, og så forsvinde igen.
Men det gjorde The Avalanches i 2000 efter mesterværket ‘Since I Left You’ – en titel, der desværre er alt for rammende. For nok er det blevet til enkelte numre, et mixtape og en håndfuld remix, men album-opfølgeren er stadig undervejs. Trods en masse rygter, meddelelser fra bandet selv og sågar en pressemeddelelse fra pladeselskabet Modular om album nummer to helt tilbage i 2006 …
Den australske trio er omtrent så hemmelighedsfuld som Daft Punk spærret inde i Fort Knox, men for lidt mere end to år siden fortalte de i radioprogrammet hos de gode folk fra Soulwax, at de var i gang med et album. De havde sågar materiale nok til fire plader. Jamen!?!?
Selv Modular turde igen forvente nyt, men uden det store held. I fjor dukkede så et mixtape op fra duoen, og rygterne om et kommende album startede forfra. Men det er indtil videre blevet ved, at de har medvirket på et nummer til musicalen ‘King Kong‘! Wtf?!? (snab)
The Bathers, fraværende i 14 år
The Bathers og Chris Thomson blev aldrig nogensinde store, men for pokker hvor jeg savner dem. ‘Pandemonia’ i 1999 er den sidste nye plade, og det gør ondt.
For Thomson læste bøger og nød kunst. Han drømte drømme, og blev forelsket. Han pakkede det ind i smukke ord og smukke billeder.
Han var alt, hvad man beder om fra en begavet husven med sans for skønhed. Men jo mere sofistikeret alt blev, jo mere ligeglad var verden. Og en dag gad de ikke mere. Velmenende mennesker har drillet med snak om nyt materiale, men det ser ud til at være slut. Heldigvis er der de seks albums, men det syvende holder jeg ikke op med at håbe på endnu. (smølle)
http://www.youtube.com/watch?v=Y2uJStO2fug
Selvom der indrømmet står ‘del 1’ i overskriften bør Sort Sol og Lars Hug vel næsten straks nævnes i samme uendeligt langsomme åndedrag som CV?!?
Nøj, hvor har du ret, Jens! De er på listen over sløve bavianer.