BBC-året 2013: Årets comeback

   


The Year of the Comeback, hed det. Altså vel at mærke allerede i begyndelsen af januar. Men de fleste havde vel inden i år allerede affundet sig med, at Justin Timberlake var skuespiller, Daft Punk var has-beens, ditto Suede, Kevin Shields var næsten døv, og David Bowie var … ja, The Flaming Lips havde allerede spurgt ligeud “Is David Bowie Dying?”, og endda udgivet spørgsmålet som single. Og dog kom de alle sammen tilbage igen. Vi har allerede kigget lidt på dem, der stadig savnes – men her er de folk, vi var glade for at få igen.

Niels Fez Pedersen
Agnetha Fältskog

Abba åbnede et museum i Stockholm, og Agnetha Fältskog indspillede nye sange for første gang siden 1987. Der udkom godt nok et album med coverversioner i 2004, men i 2013 lød Agnetha igen frisk og perlende. Selv om om albummet ’A’ ikke lyder specielt nutidigt, har det en friskhed, man hører for sjældent i voksenpoppen.

Mens Abbas musik har spillet videre på jukebokse og i musicaler, har Agnetha holdt lav profil. Hun var i en årrække plaget af en stalker (læs Fredrik Strages bog Fans) og har kun talt offentligt ved få lejligheder siden 1980’erne.

I 2013 vendte hun tilbage og gav endda interview. I et af dem kom hun til at sige, at Abba nok vil markere 40 året for ’Waterloo’ i 2014. Det er blevet udlagt som optakten til et comeback, men det må ikke ske! Hvorfor smadre en myte, der lever fint? Desuden vil hendes eksmand, Björn, næppe gå med til det, og han er, endnu mere nu end dengang, chefen i firmaet Abba.

Søren McGuire
Garth Brooks

Garth Brooks. Garth fuckin Brooks.

Og det eneste, manden gjorde, var at meddele, at han havde tænkt sig at turnere igen i 2014. Men uanset, hvor mange plader, han lossede over disken fra 89 til 01 – han er stadig den amerikanske soloartist, der har solgt flest plader, kun overgået af Elvis, og sidder i skrivende stund på seks ud af de ti mest solgte countryplader nogensinde – er og bliver Garth Brooks for Nashville, hvad Katrina var for New Orleans. En altødelæggende kraft, der gjorde Nashville mere eller mindre ubeboelig for andre end de største fjolser.

Men egentlig var hans sange hverken værre eller bedre end alle de andre. Han var bare så ubeskriveligt bøvet, og så ubeskriveligt OVER DET HELE! Men hvem ved – måske bliver 2014 også året, hvor Garths lidende, og i de flestes øjne, dybt uforståelige rock-alter ego Chris Gaines gør comeback?

Chris Gaines

Danni Travn
David Bowie

Med ordene ’Think we’re in for a big surprise …’ detonerede David Bowies Twitter og Facebook bomben på sangerens fødselsdag 8. januar: Han var tilbage. Og der lå både en ny sang, en ny video samt datoen for et nyt album parat. I en tid, hvor de fleste nyheder siver, og alt rygtes, var det befriende, at en kunstner af allerhøjeste kaliber var i stand til at holde tæt og så virkelig sætte dagsordenen.

Albummet The Next Day viste sig samtidig at være blandt Bowies allerbedste siden 1970’erne. Langt fra noget mesterværk, men Bowie var såvel veloplagt som modent reflekteret, og musikverdenen har brug for den slags levende og vibrerende legender. Nu mangler vi bare den turné.

Peter Elsnab
Nile Rodgers

Disco er tilbage, så selvfølgelig er Chic-manden Nile Rodgers også tilbage efter at have holdt lav profil i 00’erne med soundtrack-arbejde. Og han er mere end funky guitar og disco-nostalgi. Hans numre er Daft Punk-albummets bedste, han har arbejdet med moderne, elektroniske popkunstnere som Disclosure, Avicii, David Guetta og Chase and Status. Det seneste fra den front er samarbejdet med Tensnake, som tegner yderst lovende.

Anders K. Sørensen
Paddy McAloon

To sande mestre, som man ikke turde håbe på, nogensinde ville udgive nyt materiale igen, gav lyd fra sig i 2013.

Først David Bowie, der en tidlig januarmorgen tog den hvide røv på os alle sammen og udsendte en fin, reflekterende single. Dermed begyndte musikåret overraskende godt – men desværre levede det lidt fodslæbende album, der fulgte efter, ikke helt op til den indledende genhørsglæde.

I juni dukkede så en anden excentriker frem fra sit skjul. Sange fra et tilsyneladende nyt album med britiske Prefab Sprout (der i dag er synonymt med sangskriver Paddy McAloon), dukkede op på Soundcloud – og blev hurtigt slettet igen – mens ophidselsen tog til på diverse fanfora.

Paddy McAloon of Prefab Sprout

Albummet blev officielt udgivet i oktober med titlen Crimson/Red, og det viste sig – trods Paddys velkendte musikalske pyntesyge – at indeholde 10 sange med perlende og perfektionistisk årgangspop af den hvide troldmand fra det nordøstlige England. 2013’s største overraskelse, og årets absolutte comeback.

Nikolaj Steen Møller
David Bowie

Sent om aftenen 7. januar havde nogen fra BBC åbenbart fået færten af et rygte om nyt fra Bowie, og ringet rundt – til generel blank respons:

Og så gik man i seng uden at tænke mere over det. And the next day

Jeg elsker Paddy McAloon. Jeg har en vis respekt for Kevin Shields fra My Bloody Valentine, selv om han er en dovenlars af den anden verden. Og jeg havde ikke set Daft Punk lave en interessant plade igen efter deres kiksede treer, og slet ikke set dem æde hele verden. Men der var intet comeback ved siden af David Bowies i år.

Intet besøg i New York er komplet, før man har stalket Bowies studie.

Intet besøg i New York er komplet, før man har stalket Bowies studie.

For pokker, jeg havde bare håbet at høre fra manden igen, og få en idé om han havde det nogenlunde. Ikke nødvendigvis, at han udgav en fantastisk plade. Eller bare en plade i det hele taget. Eller at han ville gøre det ud af det blå ved at sige “Her er en sang om Berlin, albummet kommer snart, og tillykke med de 66 til mig”. Eller at han ville blive ved med at pumpe gode sager ud resten af året.

Men vi fik alt det, og så endda uden at manden selv dukkede op til de udstillinger og prisuddelinger hvor han var hovedperson, eller lavede så meget som et eneste interview. Han gik ikke engang med full-face-hjelm. Indtil 2003 tog han aldrig nogensinde en eneste pause, men Bowie styrede et comeback, som havde han gået i klub til det i årevis.

 

 

Kommentér indlægget