‘Janie Jones’.
Åbningsnummeret på et af de største album fra den engelske punkbølge i sidste del af 70’erne, nemlig 1977-debutalbummet fra The Clash.
Men Janie Jones er meget mere end det.
Det er også navnet på den syngende bordelmutter fra Swinging London, som nummeret omhandler. Selvom hun egentlig er døbt Marion Mitchell og stammer fra en minearbejderfamilie i en mindre nordengelsk by i Durham.
En farverig karakter, der bl.a. sang og dansede i cabareter, mødte frem topløs til en filmpremiere og selv havde et par mindre hits. Størst var ’Witches Brew’ fra 1965.
Janie Jones ’Witches Brew’:
Og hendes musikforbindelser er – udover Clash-nummeret – mange. Hun var angiveligt ’bekendt med’ musikere som Tom Jones, Cat Stevens og Engelbert Humperdinck, der sammen med bl.a. filminstruktøren Roman Polanski alle nævnes i hendes 20 år gamle selvbiografi ’The Devil & Miss Jones’.
Hun kom i kredse med kunstnere og politikere og kendte folk som Marc Bolan, Peter Sellers, Dusty Springfield m.fl. Og så var Janie Jones i en kort periode sidst i 60’erne endvidere gift med heroinvraget John Christian Dee, der skrev Pretty Things-hittet ’Don’t Bring Me Down’ fra 1964.
The Pretty Things ’Don’t Bring Me Down’:
http://www.youtube.com/watch?v=QPJPfbglyYE
Og så var hun derudover involveret i en gigantisk BBC-skandale i 70’erne – payola-skandalen, hvor stationens dj’s og chefer blev betalt med sextjenester af pladeselskaberne mod at sørge for, at udvalgte sange blev gjort til radiohits.
Janie Jones lagde hus til sexfester – noget med med bl.a. skolepigeuniformer, orgier, s/m og envejs-spejle – og røg på forsiderne af tabloidaviserne. Hun blev ikke selv dømt for at være involveret i skandalen, men hun fik en dom på syv år i spjældet for at ’organisere’ prostituerede, selvom hun selv hævder aldrig at have modtaget penge.
Da hun havde afsonet tre af de syv år blev hun løsladt, netop som The Clash udgav debutalbummet med åbningsnummeret med linjerne He’s in love with rock’n’roll, whoa / He’s in love with gettin’ stoned, whoa / He’s in love with Janie Jones, whoa / But he don’t like his boring job, no. I teksten er der såmænd også et hint til skandalen i linjen there’s no payola in his alphabetical file.
The Clash ’Janie Jones’ (live 1977):
Men det er ikke den eneste forbindelse til The Clash.
Et af gruppens mere obskure numre har nemlig Janie Jones som sangerinde. Det er indspillet for præcis 30 år siden som Janie Jones & The Lash og hedder ’House of the Ju-Ju Queen’.
Det blev kun udgivet som en 7”-single, der i dag er halvsjælden, og siden på en obskur opsamlingsplade med Janie Jones, og selvom de fleste nok kunne regne ud, at The Clash var backingband, måtte de af kontraktmæssige årsager ikke stå som afsender på nummeret – der da heller ikke ligefrem hører til blandt højdepunkterne i punkrockernes karriere …
Janie Jones & The Lash ’House of the Ju-Ju Queen’:
Nummeret er både skrevet og produceret af Clash-frontmand Joe Strummer, der lavede denne demoversion:
Joe Strummer ’House of the Ju-Ju Queen’:
På Janie Jones-versionen medvirker udover Clash-kollegerne Mick Jones på guitar og Paul Simonon på bas også flere medlemmer fra Ian Durys Blockheads, samt saxofonisten Mel Collins.
Et flot ensemble! Men det bliver nummeret nu ikke bedre af … Og egentlig burde man slet ikke nævne B-siden, som er en jammerlig version af James Browns ’Sex Machine’ …
Janie Jones & The Lash ’Sex Machine’:
Numrene blev indspillet i Wessex Studios (en tidligere victoriansk kirke), hvor bl.a. ’London Calling’ blev indspillet med den gale producer Guy Stevens, hvor Sex Pistols indspillede ’Never Mind the Bollocks …’ og hvor Queen har indspillet flere plader. Tre Talk Talk-plader, Coldplays ’Parachutes’, ’Darklands’ med Jesus and Mary Chain og Nick Caves ’Murder Ballads’ er såmænd også blandt plader, der er indspillet i Wessex Sound Studios, der blev nedlagt i 2003 for at blive omdannet til lejligheder.
Og mht. Ian Dury, ja, så gæstede han i øvrigt The Clash på en live-version af ’Janie Jones’, som det kan ses her:
The Clash & Ian Dury ’Janie Jones’ (live 1980):
Og sådan kan musikhistorien indimellem blive ved at gå i ring, for Janie Jones-historien er slet ikke færdig endnu. I 2006 udgav det Pete Doherty-ledede Babyshambles en version af ’Janie Jones’ til et velgørenhedsformål.
Pete Doherty var naturligvis oprindeligt med i det stærkt Clash-inspirerede The Libertines, som i øvrigt også blev produceret af Mick Jones. I videoen til Babyshambles-versionen kan man se Janie Jones selv køre rundt i en Rolls Royce i Londons gader sammen med netop Mick Jones, mens flere andre musikere optræder i videoen, bl.a. The Kooks, Dirty Pretty Things (med Dohertys Libertines-partner in crime Carl Barat) og Jamie T.
Babyshambles ’Janie Jones’:
Og skulle man tage en enkelt musikalsk vinkel mere med på Miss Janie Jones, så kan man vælge den blodige omvej. Da hun sad i fængsel blev hun nemlig veninde med Myra Hindley, der var en af de to skyldige i en af Englands mest omtale mordsager nogensinde, de såkaldte ’Moors murders’ i 60’erne.
Sammen med sin partner Ian Brady stod Myra Hindley bag drabene på fem teenagere, hvoraf flere blev voldtaget og tortureret. I fængslet overbeviste hun dog Janie Jones om sin uskyld, og Jones forsvarede hende offentligt. Det varede dog kun, indtil Hindley erkendte de to sidste af de fem drab, som først i midten af 80’erne blev føjet til drabslisten. Og den musikalske forbindelse? Coveret til Sonic Youth-albummet ’Goo.
Illustrationen – som i øvrigt siden er blevet kopieret/parodieret flere gange, bl.a. af The Twilight Sad – forestiller Myra Hindleys søster Maureen og hendes mand David Smith. De var vidner i den meget omtalte sag, og Raymond Pettibon-tegningen er lavet på bagrund af et paparazzo-foto, taget af parret på vej til retssagen.
Raymond Pettibon har desuden lavet pladecovers for bl.a. Black Flag og Foo Fghters. Og sådan kan man blive ved …
Men lad os slutte ved Janie Jones og et par numre mere,’The Time Has Come’, ’Go Away from Me’ og ’Witch in White’.
Janie Jones ’The Time has Come’:
Janie Jones ’Go Away from Me’:
Janie Jones ’Witch in White’:
Og så glemmer vi ellers hendes ode til Joe Strummer med titlen ’A Letter to Joe’ …
Et ældre interview med Janie Jones fra Evening Standard med titlen ’Sex? It’s just a waste of time’ kan læses her.
En Telegraph-artikel, der linker Janie Jones, BBC-skandalen i 70’erne og pædofilsvinet Jimmy Savile kan læses her.
En ældre Independent-historie om Myra Hindley kan læses her.
