Så er den gal igen med ham Jack White …
Der er ofte en eller anden sjov detalje ved hans udgivelser – om det så er i eget navn, i pladeselskabet Third Man Records’ navn, med The Dead Weather, med The White Stripes eller som nu med albumaktuelle The Raconteurs.

Albummet ’Help Us Stranger’ er således udgivet i tre forskellige udgaver, alle med forskelligt cover.
Og den ene af udgaverne er vældig interessant – i hvert fald for sådan en som mig – for på den har Jack White og co. nemlig lavet en lille hyldest til The Beatles og en af de mest værdifulde plader i verden, det amerikanske album ’Yesterday and Today’.

Som på Beatles-albummet kan man nemlig skrælle det yderste lag af The Raconteurs-coveret, og det har nogle fans selvfølgelig Fundet ud af. Nedenunder dukker så et nyt cover op. Og det afslører bandet i en kopi af det notoriske Beatles-cover, hvor de fire beatler sidder iført hvide slagterkitler med børnedukker og afskårne lemmer.
Det var åbenbart tænkt som en kommentar til USA’s engagement i Vietnam-krigen, og det nåede også at blive udsendt. Men blev også trukket tilbage, fordi de kritiske reaktioner var massive.
Men nogle meget, meget værdifulde eksemplarer af det oprindelige cover eksisterer stadig, og så findes der en anden version, hvor det oprindelige cover blot er blevet overtrukket med et nyt cover. Man kan altså skrælle et lag af og finde det oprindelige cover nedenunder. Historien kan man få i denne video:
Det er præcis det samme, man kan gøre med det nye Raconteurs-album i den udgave, der er blevet udsendt til medlemmerne af pladeklubben The Vault, hvilket man kan se i denne YouTube-video:
I den kan man også se en anden lille detalje, nemlig 3D-effekten på det yderste cover, som skifter mellem to forskellige billeder (af signaler til en fodgængerovergang). De tre forskellige versioner af albummet ser således ud:

Indtil videre har jeg selv valgt at lade være med at skrælle “butcher coveret” fri. Men, æhh, så må jeg jo have købt mig et eksemplar mere, så jeg selv kan prøve at skrælle …
Problemet er bare, at det ikke er så let at finde et eksemplar mere, fordi det netop kun er sendt ud til de folk, der er medlem af Third Man Records’ pladeklub The Vault.
De fleste af medlemmerne er fans, der helst ikke skiller sig af med tingene, mens andre er medlemmer for simpelthen at sælge tingene videre og tjene penge på dem. Og allerede nu ser det ud til at blive svært at finde det under 1000 kroner.
I øvrigt glæder jeg til at høre historien om tilladelsen til at genbruge det oprindelige Beatles-cover …
På billedet her kan man se, at Raconteurs-medlemmernes ansigter blot er blevet indsat i stedet for Beatlerne – med Jack White på Paul McCartneys plads og Brendan Benson på John Lennons.
Det sjove er, at når man skræller det yderste cover af, kan man tilsyneladende kun gøre det, så man efterlader “white stripes” på butcher-billedet. God spas!
Så er der endnu en lille detalje, som også er sjov for fans – og musik- og/eller pladenørder, der kan lide de små variationer over samme tema. Som f.eks. en serie af pladeomslag holdt i samme layout-stil.
Den slags har Jack White mange af, men hos ham finder man også disse detaljer i sange og titler. På alle seks White Stripes-albums findes således en sang, der har ordet ’Little’ i titlen:
- ‘Little People’ fra debuten The White Stripes (1999).
- ‘Little Bird’ fra De Stijl (2000).
- ‘Little Room’ fra White Blood Cells (2001.
- ‘Little Acorns’ fra Elephant (2003).
- ‘Little Ghost’ fra Get Behind Me Satan (2005).
- ‘Little Cream Soda’ fra Icky Thump (2007).
Ikke underligt er der et fanforum, der kalder sig “The Little Room”. Hos Raconteurs er det variationen mellem ental og flertal, der går igen i titlerne:
- Sangen ’Broken Boy Soldier’ (ental) findes på albummet Broken Boy Soldiers (flertal).
- Sangen ‘Consoler of the Lonely’ (ental) findes på albummet Consolers of the Lonely (flertal).
- Sangen ‘Help Me Stranger’ (“me”, ental) findes på det nye album Help Us Stranger (“us”, flertal).
Således holdes en sjov lille tradition i hævd. Pladen er i øvrigt også god …
Læs også:
20 år siden debuten – tag med tilbage til White Stripes’ rå Detroit