Bongo-Christian!

   


Bongo Christian

 

Da jeg læste, at Grev Christian af Rosenborg var død, var min spontane reaktion at råbe ”Bongo-Christian!” og pladre løs om hans pladesamling. Men så gik det op for mig, at der var tale om en forveksling, og at den pladesamlende greve af Rosenborg har været død siden 1997.

Men det er stadig en god historie, som ikke er særlig kendt, så her får I den lige.

Grev Christian (1932-1997) havde ganske enkelt en af Danmarks sjoveste pladesamlinger. Han var ekstremt musiktosset og spillede selv ved festlige lejligheder. Han spillede congas og bongotrommer i sine unge år, deraf kælenavnet ”Bongo-Christian”.

Jeg stødte på hans historie i sommeren 1998. Et år efter hans død blev pladesamlingen sat til salg hos Accord i København, og det var en fantastisk kulørt og mangfoldig ophobning stor kunst og det skøreste kitsch.

Accord havde dengang en afdeling på Kgs. Nytorv, og grevens plader fyldte det meste af kælderen. Det var en guldgrube af latinamerikansk musik, masser af jazz, og samlingen vidnede om en mand, der godt kunne lide, at musikken var underholdende. Jeg købte en mægtig liveplade med Sarah Vaughan (”Sassy Swings The Tivoli”, 1963) og en skarp gang latinsang med Beny Moré (”La Época de Oro de Beny Moré”, 1968).

Christian var en minutiøs samler, og bag på alle album havde han skrevet sit navn og et nummer. Der blev ført regnskab med vinylerne.

Bongo Christian lper

 

Pladerne stammede primært fra fyrrerne, halvtredserne og tresserne og mellem feinschmecker-eksemplarer stod indslag af rasende dårlig smag.

Det var cubanske originaler fra før revolutionen og seriøs jazz side om side med partymusik fra Tahiti. Der var i hvert fald masser af rytmer.

Greven, der var Kong Frederik IX’s halvfætter, skrev i en periode om jazz i Søndags B.T., og han indspillede endda et album i eget navn med et 12-mands danseorkester under ledelse af Ole Høyer, ”Knights at Rosenborg” (1950). Det siges, at han studerede hos Perez Prado og endda fik lov at optræde sammen med latin- og easylistening-legenden Edmundo Ros.

Pladesamlingen viste klart, hvor han fik inspirationen fra. Der var mambo, cha-cha-cha og bossanova – plus et stort afsnit med klassisk musik og mexicanske mariachi-bands, soundtracks og oceaner af plader fra Polynesien.

Jeg husker covers med piger i bastskørter, og omslagene var faktisk noget af det sjoveste ved samlingen.

Grev Christian blev 64 år gammel, og han var selv kunde hos Accord, når han var i København. Derfor havnede de mere end 5000 album i butikkens kælder og siden hjemme hos dj’s på jagt efter grooves, latinelskere, jazzfans og andre, der bare lod sig rive med af historien om ”Bongo-Christian” – den royale musiknørd.

 

Kommentér indlægget