Da jeg læste, at Grev Christian af Rosenborg var død, var min spontane reaktion at råbe ”Bongo-Christian!” og pladre løs om hans pladesamling. Men så gik det op for mig, at der var tale om en forveksling, og at den pladesamlende greve af Rosenborg har været død siden 1997.
Men det er stadig en god historie, som ikke er særlig kendt, så her får I den lige.
Grev Christian (1932-1997) havde ganske enkelt en af Danmarks sjoveste pladesamlinger. Han var ekstremt musiktosset og spillede selv ved festlige lejligheder. Han spillede congas og bongotrommer i sine unge år, deraf kælenavnet ”Bongo-Christian”.
Jeg stødte på hans historie i sommeren 1998. Et år efter hans død blev pladesamlingen sat til salg hos Accord i København, og det var en fantastisk kulørt og mangfoldig ophobning stor kunst og det skøreste kitsch.
Accord havde dengang en afdeling på Kgs. Nytorv, og grevens plader fyldte det meste af kælderen. Det var en guldgrube af latinamerikansk musik, masser af jazz, og samlingen vidnede om en mand, der godt kunne lide, at musikken var underholdende. Jeg købte en mægtig liveplade med Sarah Vaughan (”Sassy Swings The Tivoli”, 1963) og en skarp gang latinsang med Beny Moré (”La Época de Oro de Beny Moré”, 1968).
Christian var en minutiøs samler, og bag på alle album havde han skrevet sit navn og et nummer. Der blev ført regnskab med vinylerne.
Pladerne stammede primært fra fyrrerne, halvtredserne og tresserne og mellem feinschmecker-eksemplarer stod indslag af rasende dårlig smag.
Det var cubanske originaler fra før revolutionen og seriøs jazz side om side med partymusik fra Tahiti. Der var i hvert fald masser af rytmer.
Greven, der var Kong Frederik IX’s halvfætter, skrev i en periode om jazz i Søndags B.T., og han indspillede endda et album i eget navn med et 12-mands danseorkester under ledelse af Ole Høyer, ”Knights at Rosenborg” (1950). Det siges, at han studerede hos Perez Prado og endda fik lov at optræde sammen med latin- og easylistening-legenden Edmundo Ros.
Pladesamlingen viste klart, hvor han fik inspirationen fra. Der var mambo, cha-cha-cha og bossanova – plus et stort afsnit med klassisk musik og mexicanske mariachi-bands, soundtracks og oceaner af plader fra Polynesien.
Jeg husker covers med piger i bastskørter, og omslagene var faktisk noget af det sjoveste ved samlingen.
Grev Christian blev 64 år gammel, og han var selv kunde hos Accord, når han var i København. Derfor havnede de mere end 5000 album i butikkens kælder og siden hjemme hos dj’s på jagt efter grooves, latinelskere, jazzfans og andre, der bare lod sig rive med af historien om ”Bongo-Christian” – den royale musiknørd.
Udover jazzskriblerierne i Søndags B.T. var han også beatanmelder i Se & Hør, hvor han den 28. juli 1967 havde fornøjelsen af at anmelde Eik Skaløe og Steppeulvenes “Hip”. Han skrev bl.a., at “gruppens sanger er en monoton herre, musikken er bedre end solisten. Der er tegn på, at det kan blive helt godt. Foreløbig må man konstatere, at der er tilløb til noget temmelig spændende.”
Bongo-Christian var hip!
(og hej Jan, jeg har lige med fornøjelse læst din Skaløe-bog)
Han lyder sgu mere interessant end sportsprinsen…
Tak for oplysningen, Niels. Jeg var lige ved at ryge i vandet dér. For som du nok kan forestille dig, købte også jeg en mængde plader i Accord fra det, der altså var et dødsbo, og hvor der var uendelige mængder són, salsa, rumba, marriachi, cumbia og ikke mindst nogle kostelige ting fra Stillehavet. Og ligesom dig havde jeg visionen om hvor ven, der troligt tampede løs på sine bongotrommer (ligner nu ellers mere congas på billedet, men det får være) oppe på Sorgenfri Slot. Så du fik fat i mig med denne blog lige inden den humoristiske nekrolog over “verdensmusikkens royale ambassadør” var tonet frem på gaffa.dk.. For det ER en god historie, og også jeg udbrød “Bongo-Christian!” med grin i stemmen (jeg er lige landet fra Casablanca/Essaouira, og hører først om det nu) ……