BBC-året 2013: Songs That I Sang In The Shower – McGuires yndlingsplader

   


2013 var et fantastisk år for countrymusikken. Og et elendigt år. Fantastisk af den grund, at musikken var bedre, end den har været i mange år, og bød på helt nye musikalske ambitioner fra folk som Brad Paisley og Kacey Musgraves; elendigt, fordi en eller anden åndssvag video forsøgte at overbevise folk om, at countryen i 2013 ikke var andet end liderlige mænd med pick-up trucks. Fantastisk, fordi kvinderne var bedre, end de længe har været – mindre fantastisk, fordi det interne opgør, der har været tiltrængt i så mange år, blev slået hen som en mindre ubetydelighed under CMA Awards i november.

Fantastisk, fordi George Strait var den første traditionelle countryartist, der vandt Entertainer of the Year i en menneskealder. Elendigt, fordi CMA alligevel så sig nødsaget til at censurere Kacey Musgraves sang om at ryge joints. Eller om at lade være med at ryge joints. Fantastisk, fordi serien Nashville på både ærlig, sandfærdig og underholdende vis fortalte historien om countryens hjemby, hele vejen fra toppen af Music Row til bunden af den musikalske, desperat-efter-at-spille-for-flere-end-fem-mennesker-i-den-samme-bar-mandag-efter-mandag fødekæde. Elendigt, fordi Garth Brooks proklamerede sit comeback. Og elendigt, fordi George Jones, Ray Price, Cowboy Jack Clement, Tompall Glaser og Slim Whitman døde…

Men i det hele taget har det været et år fyldt med masser af gode plader og endnu flere gode sange. I lang tid troede jeg, at Holly Williams havde lavet årets bedste plade. Så troede jeg, at Jason Isbell havde lavet årets bedste plade, men i sidste ende viste det sig, at Brandy Clark havde lavet årets bedste plade. At vælge de bedste, har været sværere i år, end det har været i mange år. Hvis du vil have hele listen, så sig til.

Årets bedste plader

1. Brandy Clark – 12 Stories

At vælge mellem denne her og Jason Isbells ”Southeastern”, er som at skulle vælge mellem sine unger (hvilket i øvrigt ikke altid er så svært, som folk siger). Det er begge to fantastiske hovedværker i hver deres genre og plader enhver burde unde sig selv at lytte til, men når Brandy Clark alligevel vinder, er det fordi ”12 Stories” aldrig bliver mindre end fantastisk. Uanset om hun synger om soccer-moms, der ryger sig skæve (”Get High”), om morderiske koner, der kun skåner deres utro mænd af fashion-mæssige årsager (”Stripes”) eller synger countryballader, så selv Tammy Wynette ville fælde en tåre (”Hold My Hand”, ”What’ll Keep Me Out Of Heaven”).

2. Jason Isbell – Southeastern

Ikke siden Willie Nelsons ”Phases & Stages” – eller George Jones ”The Grand Tour” – eller Richard Buckners ”Bloomed” – eller Ryan Adams ”Heartbreaker – eller Justin Rutledges ”No Never Alone” – er et break-up blevet beskrevet så perfekt og nærværende som på ”Southeastern”.

3. Holly Williams – The Highway

På papiret virkede Hanks barnebarns tredje album noget generisk, med dets sange, der næsten alle kredsede om livet på landevejen som rejsende i hjertesorger. Men i virkeligheden var The Highway Hollys helt eget opgør med sin fordrukne far og de skeletter, der har rumsteret rundt i Williams-familien lige siden farfar stillede støvlerne på bagsædet af en Cadillac for 51 år siden.

4. Brad Paisley – Wheelhouse

Det nemmeste, Brad Paisley kunne have gjort for at cementere sin plads som Nashvilles største mandlige stjerne, var at udgive et countryalbum, alle kunne forstå. Men i stedet for at gå ligeud, gik han til venstre, og lavede en plade, der muligvis er det nærmeste, vi nogensinde kommer på ”Sgt. Pepper’s Lonely Heart’s Club Band” i denne genre.

5. Allan Olsen – Jøwt

Eksisterer den der åndssvage kulturkanon stadig? I så fald, burde Allan Olsens ualmindeligt rammende hymne om det helt almindelige nordjyske udkantsdanmark skrives direkte ind i den. I kan bare smide Kashmir ud, hvis der mangler plads.

6. Ashley Monroe – Like A Rose

Med undtagelse af en solodebut, der desværre er out-of-print, kendte de fleste hovedsageligt kun Ashley Monroe som en tredjedel af trioen Pistol Annies. Men bag det nuttede dukkefjæs gemte der sig en gammel sjæl med en plade fuld af sange, der meget vel kunne virke sukkersøde ved første gennemlyt, men som siden har lært mig at forstå, hvorfor min egen kone altid er så skidesur.

7. Reckless Kelly – Long Night Moon

Der sker sjældent noget nyt på den Texanske red dirt scene. Sangene om de kortlivede lyksageligheder med de langbenede high sweethearts,  og de festlige fredag aftener, der bliver til langsommelige lørdag morgener, kan stadig underholde mig mere end det meste andet. Men en gang i mellem er der alligevel nogen, der sætter barren lidt højere, og i år var det Reckless Kelly og deres hidtil mest ambitiøse væk, der ville andet og mere end det samme som alle de andre. Alene den måde, de sidste tre sange på pladen afløser hinanden, står som ikke mindre end genialt, i en subgenre, der ellers sjældent rækker ud efter andre stjerner end den ene, der er i det texanske flag.

8. Sam Baker – Say Grace

Sam Baker sad i midten af 80’erne i en togvogn på vej op til Machu Picchu i Peru, da guerillabevægelsen Den Lysende Sti detonerede en bombe i toget. Sam Baker var blandt de få overlevende, og den texanske sangskriver har siden brugt det meste af sin kunst på at nå frem til en eller anden form for forståelse og tilgivelse. At vi så ikke var meget mere end 12 mennesker til stede, da han en grå lørdag aften i vinter gav koncert i Vanløse Kulturhus, er stadig uforståeligt. For Sam Baker er en af de eneste musikere, jeg kender, som ikke lyder som alle de andre, jeg kender.

9. Diverse kunstnere – Nashville

Jeg tror vitterligt ikke, at jeg har været så begejstret for et soundtrack siden vi kinddansede til Dirty Dancing hjemme hos Birgitte i 94. Nu hjælper det selvfølgelig også, at folk som T-Bone Burnett, Kacey Musgraves og toppen af Nashvilles sangskriver-elite har skrevet sangene, der – i tråd med den i øvrigt fremragende serie – spænder fra countrypop til Americana.

10. Guy Clark – My Favorite Picture of You

My Favorite Picture of You Guy Clarks farvel til sin hustru Susanna Clark, der døde i 2012, og hver eneste gang, Guy Clark laver en plade, sidder jeg altid med den lidt nervøse fornemmelse af, at det kan blive den sidste. Og det er næsten ikke til at bære.

11. The White Buffalo – Shadows, Greys & Evil Ways

Jake Smith synger som et jordskælv. Jeg har vitterligt aldrig hørt nogen synge med så meget rumlen og torden og  buldren som denne sydcaliforniske særling med det enorme korpus.  Men på trods af, at hele lortet gynger, når han synger, lyder han som en hvid Barry White, der spiller gamle, glemte Neil Young-sange i en eller anden tilrøget kælder ved verdens ende. The White Buffalo synger den slags sange, der får gamle mænd til græde, mens mødre, eks-koner, døde kæledyr og forliste drengedrømme svæver forbi det indre blik…

12. Thieving Birds – Gold Coast

En af de plader, der ryger med på listen, mere eller mindre alene på grund af ét nummer. Thieving Birds spiller southern rock, men på ”Reasons” tager de årets musikalske sidespring. Egentlig er den bare en helt almindelig countryrock-sang, men den er så skarpt skrevet, at repeat-knappen stadig gløder.

(“Reasons” er ikke på YouTube, så du får et andet hit i stedet)

13. Amos Lee – Mountains of Sorrow, Rivers of Song

Amos Lee har et lidt besynderligt karriereforløb. Han startede som den hvide souls nye boy wonder, fik et karrieremæssigt skub af Norah Jones, og sang egentlig mest til tøserne i salen. I 2011 udgav han så folk-albummet ”Mission Bell”, hvor der både var duetter med Willie Nelson og Lucinda Williams, og selv om det gav ham den lidt tvivlsomme ære af at være den kunstner, der er gået nummer ét på Billboards albumhitliste med færrest solgte eksemplarer, førte sporskiftet ham i den rigtige retning. Den nye plade er for lang og for rodet, men alt er tilgivet, når man har prøvet at stå på en kulsort, frostramt villavej på Amager med ”Chill In The Air” i høretelefonerne og ventet på, at hunden fik skidt færdig, og alligevel have lyst til at blive stående og høre sangen igen.

14. Steve Earle – Low Highway

Jeg har haft det svært med Steve Earle de seneste år. Ingen af hans plader på New West har været værd at skrive hverken ud eller hjem om, han kunne finde på at opføre sig som et røvhul på scenen (eller endnu værre, slæbe en DJ med), og meget tydede på, at den gamle rebel nu var blevet så konform og kedelig i sit nye ægteskab med Alison Moorer, at viljen til at skrive gode sange var røget samme vej som håret. Men at han spillede sit – og vel nok også mit – livs koncert i Malmø tidligere på året, gav mig troen på Steve Earle – og hans seneste plade – tilbage.

15. John Fogerty – Wrote A Song For Everyone

Countrystjerner, der fortolker Creedence-sange? Jeg er ret sikker på, at det udgør de to nederste lag i min musikalske behovspyramide.

16. Patty Griffin – American Kid

Mens de fleste talte om Led Zeppelin-reunion, opdagede de færreste, at Robert Plant endnu en gang har haft fingrene med på en countryplade – denne gang sammen med sin egen kæreste, Patty Griffin. Vi når ikke helt Raising Sand-højder, men Patty Griffins sangskrivning er som altid smuk, sjælefuld og omtrent så ilter som hendes røde hår.

17. Chris Eckman – Harney County

Selv om Chris Eckman brugte det meste af 2013 på at turnere med The Walkabouts, fik han alligevel tid til at udgive sit fjerde soloalbum, Harney County. Eckman bor stadig i Slovenien, og der er stadig et rend af lokale musikere og poeter på hans plader, men Harney County er hans forsøg på at skabe et mørkt, moderne ”Nebraska”.  Det er en af de plader, hvor sangene flyder sammen i én strøm, et ganske hypnotiserende værk uden de store musikalske virkemidler. Men det virker. Og den stemme, altså…

18. Alan Jackson – The Bluegrass Album

Alan Jackson spiller bluegrass. Det lyder godt. Hverken mere eller mindre.

19. Sturgill Simpson – High Top Mountain

Hvert år kommer der en ny plade fra en ung amerikaner, der lyder som Waylon Jennings. Sidste år var det fra Waylons egen søn, Shooter. I år er det Sturgill Simpson, der lyder som en, der lyder som om, at de seneste 40 år i Nashville aldrig er sket…

20. LeAnn Rimes – Spitfire

LeAnn Rimes druknede lidt i al snakken om Kacey Musgraves og Ashley Monroe, men hendes seneste plade er faktisk en rigtig fin moderne countryplade. Man skal lede længe efter de store hits, som pladeselskaberne ellers har stopfodret LeAnn Rimes med de seneste år, men der er noget helt fornøjeligt ved at høre en kunstner skære den sidste marionet-dukke-tråd over.

De 5 bedste genudgivelser

 1. Townes Van Zandt – Sunshine Boy – The Unheard Studio Sessions & Demos 1971-72Townes døde den 1. januar 1997, efter at langt liv som alkoholiker. Ironisk – og tragisk – nok, var det hans kones forsøg på at gøre ham ædru, der i sidste ende slog ham ihjel. Townes er , og vil altid være, den største i min verden, og demo-opsamlingen “Sunshine Boy”, de fleste indspillet i forbindelse med “High, Low & in Between” albummet fra 1972 viste, at Townes i virkeligheden var bedst uden Cowboy Jack Clements produktioner.

2. Lee Hazlewood – There’s A Dream I’ve Been Saving – Lee Hazlewood Industries 1966-71
I fortællingen om Lee Hazlewood, glemmer folk ofte, at ham også var en særdeles dygtig og visionær pladeselskabsmand, der foruden sin egen musik, også gav Gram Parsons sit gennembrud i front for The International Submarine Band.

3. Fleetwood Mac – Rumours
35 år efter mesterværket udkom første gang, fik Rumours atter en tur i mediemøllen. Et monumentalt og historisk værk, der hører med til at forsøget på at blive rigtig voksen.

4. The Waterboys – Fisherman’s Box – The Complete Fisherman’s Blues demos
Helt ærligt – har du virkelig brug for at høre en klaverudgave af “Fisherman’s Blues” eller høre Mike Scott pløje sig gennem 27 forskellige country-numre med vanlig skotsk stafage? Ja. Det har du.

5. Drive-By Truckers – Alabama Ass-Whuppin’
Denne her har været udgået i adskillige år. Nu er den blevet genudgivet, til min overordentligt store begejstring. Også selv om det bare er en flok unge rednecks, der vælter rundt i deres øvelokale og prøver at lære at spille på deres instrumenter. Sydstatsrock med stort ROCK. Og SYDSTATS!

 

 

De 20 bedste sange

1. Jason Isbell – Songs That She Sang In The Shower
2. Holly Williams – Without You
3. Thieving Birds – Reasons
4. Brandy Clark – Pray To Jesus
5. Ashley Monroe – Used
6. Allan Olsen – Hjørringvej
7. Brad Paisley – Southern Comfort Zone
8. Holly Williams – Drinkin’
9. Reckless Kelly – Idaho
10. Hayden Panettiere – Undermine
11. Pistol Annies – Hush Hush
12. Steve Earle – Love’s Gonna Blow My Way
13. Will Hoge – Strong
14. Brandy Clark – Hold My Hand
15. Zane Williams – Overnight Succes
16. Jason Isbell – Travelling Alone
17. Ashley Monroe – You Got Me
18. Amos Lee – Chill In The Air
19. The White Buffalo – This Year
20. Kacey Musgraves – Follow Your Arrow

 

 

Kommentér indlægget