Blogchoices: Uge 10

   


Tre aktuelle udgivelser, som er et lyt værd – i denne uge udvalgt af Niels Fez Pedersen.

Sturgill er tilbage! Nordmand danser! Fransk discolegende! Plus en retrobonus.

 

Sturgill Simpson: ‘Brace For Impact’

Blogfavoritten rykker i bedste outlaw-tradition igen ved moderne countrymusiks teltpæle. ‘Brace For Impact’ sender Sturgill Simpson i en mere blueset retning, og det er et tungt boogie-riff, der skubber den nye single fremad. Første tanke er: “Det lyder ikke, som det jeg kunne lide ved gennembrudspladen Metamodern Sounds in Country Music”, men beatet sætter sig, og det samme gør gospelkoret og det sydstatsduftende orgel. Det nye album udkommer 15. april, og Sturgill Simpson optræder til sommer på Roskilde Festival.

 

Lindstrøm: ‘Closing Shot’.

Måske var det i virkeligheden udsigten til solskin, der gjorde det, men jeg fik lyst til være udendørs, da jeg hørte ‘Closing Shot’ med Lindstrøm. Den norske producer tænder op i den elektroniske varmelampe, og hans nye trackvil kunne holde selv den koldeste skandinav varm. Ellers kan man stampe fødderne taktfast i gulvet. ‘Closing Shot’ lever i mødet mellem 1980’er-synth, giftige håndklap og et tema, der vil kunne fungere som kending til et fodboldprogram på tv.

 

Cerrone: ‘2nd Chance’ (feat. Tony Allen).

Der var tre store figurer i europæisk disco i 1970’erne: Giorgio Moroder i München, Frank Farian i Frankfurt og Cerrone i Paris. Cerrone var klart den mest sære, og han opbyggede dybt personlige universer af spacedisco, symfoniske klange og beats hentet fra steder, man ellers ikke forbandt med livet op et discoteque. Check f.eks. hans hovedværk, ‘Supernature‘, fra 1977. Han er stadig aktiv, og der er en seriøs puls fra afrobeat blandet ind i hans nyeste numre. På ep’en Afro leger Cerrone med bl.a. Manu Dibangos ‘Soul Makossa’ og hygger sig sammen med Todd Edwards (de deler fanklub. Den hedder Daft Punk). ‘2nd Chance’ er rent guld med trommer spillet af Tony Allen, som engang gav Fela Kuti rygrad og senest har udforsket pop og afrobeat sammen med Damon Albarn.

 

RETROBONUS

Norma Tanega: ‘Walkin’ My Cat Named Dog’.

Den britiske journalist og forfatter Jon Savage (‘England’s Dreaming’) har skrevet en fremragende ny bog om 1966. Her beskriver han året måned for måned og bruger musikken som udgangspunkt til en stor fortælling om om kultur, samfundsudvikling, stoffer, borgerrettigheder og meget mere. 1966 er fuld af musik, og Jon Savage har heldigvis et bredt perspektiv. Han hylder f.eks. denne skønne sang – en fin lille folky melodi spillet af en meget sej dame, der knapt kan betegnes som et one-hit-wonder.

 

 

Kommentér indlægget