Blogchoices: Uge 9

   


Tre aktuelle udgivelser, som er et lyt værd – i denne uge udvalgt af Nikolaj Steen Møller.

Københavnsk croon, American Gothic og texansk-mexikansk country i ugens anbefalinger. Hedder det sidste ‘Texaco’?

Carrie Rodriguez: Lola

Forbrugerhjælp: Hvis man på nogen måde holder af noget, Calexico har lavet, så er det bare at tage fat i denne fine plade. Carrie Rodriguez er en herlig sanger og fiolspiller fra Austin, Texas. Hun har lavet lidt genealogisk forskning på det seneste, og opdagede at hendes grandtante var en fremragende mexikansk sangerinde. Så Lola er en slags hyldest til hende, og et forsøg på at sætte country og ranchero sammen; to ord for det samme: Landlig musik nord og syd for grænsen. Det er helt enormt vellykket. Ikke mindst, da den herlige guitarveteran Bill Frisell er med hele vejen. Og han har taget al sin rumklang med.

 

Marissa Nadler: ‘Janie in Love’

Endelig er der mere American Gothic klar fra Nadler, der for et par år siden udgav albummet July. En perle, der blev beskrevet på disse sider som en lang, gådefuld REM-drøm – søvnfasen, ikke bandet. July var mere akustisk; ‘Janie in Love’ er større anlagt, uden frygt for bombast, og det får mig virkelig til at glæde mig til albummet Strangers i maj. Hvis man kan forestille sig, at Lana del Rey var mindre interesseret i at køre rundt og stalke kendte skuespillere i Hollywood, og mere i at kigge ind af vinduerne på forladte spøgelseshuse, så har man Marissa Nadler.

 

Nikolaj Nørlund: ViLLA

Der er jo flere forskellige måder at præsentere et nyt album på. Man kan stå og spille det fra en bærbar, mens 50 fotomodeller står og keder deres røv i laser, og så bagefter udskyde det en uge og kræve at folk abonnerer på Tidal for at kunne høre det. Eller man kan spille det hele i et fyldt Radiohus, med et helt perfekt symfoniorkester bag sig. Der er frit valg, men det er kun sidstnævnte, der er sublimt.

Men selv hvis man ikke fik Nikolaj Nørlunds uropførelse af ViLLA med, er det et album som nærmer sig et mesterværk. Uden større hensyn til radio-spillelisters praktiske krav om at fatte sig i korthed og lyde lidt indie, så er dette det storladne album, som Scott Walker og Kai Normann-Andersen aldrig fik lavet sammen i tresserne.

 

 

 

Kommentér indlægget