Tre aktuelle udgivelser, som er et lyt værd – i denne uge udvalgt af Jesper Nykjær Knudsen.
Anderson.Paak – Malibu (album)
Hvis du er til Kendrick Lamar (og hvem er ikke dét i vore dage?), så få omgående hørt det brillante nye album fra Anderson .Paak. Den californiske rapper, sanger og producer skriver registrerende, personlige rim og folder det hele ind i fremragende produktioner, der består af lige dele guldalder-hiphop og klassisk soul. Det her bliver et af 2016’s store album.
The Shitz – How Long
De belgiske brødre David og Stephen Dewaele udgør ikke bare DJ-duoen 2manydj’s. De er også medlemmer af bandet Soulwax, som netop har udsendt soundtracket til filmen “Belgica”, der får premiere i marts. Og det har de grebet ganske originalt an. De har simpelthen dannet 15 fiktive bands, der hver bidrager med ét nummer i forskellige stilarter. Et af dem har fået navnet The Shitz, og deres ‘How Long’ er en ualmindelig smittende, moderne omgang rock’n’roll. Det pseudonym må de gerne bruge igen.
Jamie XX feat. Romy – SeeSaw (Club Version)
På debutalbummet “In Colour” fra sidste år inviterede Jamie XX på club-crawl gennem Londons vildtvoksende undergrund. Et af albummets bedste numre, ‘SeeSaw’, havde bandkammeraten fra the xx, Romy, i front, og hendes regngrå vokal bølgede trist og smukt henover et spændstigt breakbeat. Nu har Jamie XX udsendt nummeret i et klubremix med et mere stringent housebeat, og det findes der simpelthen ingen undskyldning for ikke at kunne danse til.