Blogchoices: Uge 14

   


Tre aktuelle udgivelser, som er et lyt værd – i denne uge udvalgt af Nikolaj Steen Møller.

En depri-sang, der har klemt sig ind på festplaylisten, en hjemløs singer/songwriter på jagt efter et ståsted, og en mundvandsfremkaldende lækker koncertsouvenir – det er ugens tilbud.

Tindersticks – Philharmonie de Paris

Skal du til koncert med Tindersticks 26. april ude i DR-koncerthuset? Så må du meget gerne tage en plade med til mig – for rygterne går på, at de sælger et livealbum ude i foyeren. Det er optaget i Paris foran et nærmest åndeløst publikum, så stille at det giver et gib i én, da der lyder et genkendelses-“WHOOO!” i starten af ‘Sometimes It Hurts’. Bedst af alt er en dobbelt filmmusikhyldest til Peggy Lees ‘Johnny Guitar’ og Julee Cruises ‘Into the Night’ – den fra Twin Peaks. De to er i sig selv hele albummet værd. Hvis man altså skal til Amager den aften.

 

 

Pet Shop Boys – ‘The Dictator Decides’

Jeg gav Electric, den store konfettibombe af et album fra sommeren 2013, et rent tital da jeg anmeldte den på disse sider. Det får Super under ingen omstændigheder. Der er lidt for mange sange med et lidt halvfærdigt b-side-præg – bagateller, hvor det virker som om Neil og Chris bare ikke gad skrive et vers, selv om det egentlig var planen. De har besluttet sig for, at i denne verden vil de ikke være triste – resultatet er et fint nok album, der bare må finde sig i at leve i en lang, glitrende skygge fra forgængeren. (Og i øvrigt lyder singlen ‘Happiness’ som et Rednex-nummer. Yeech). Men når der så er en enkelt sang, der drypper af vemod og bitterhed, så er jeg der også som et søm. Og det er denne sang.

 

Laura Gibson – Empire Builder

Det er måske ikke så sært, hvis Laura Gibson lyder en smule rastløs på sit nye album, Empire Builder. Hun mistede nogenlunde alt hun ejede, da huset hvor hun boede i New Yorks East Village sprang i luften en dag i fjor (hvor hun ikke var hjemme). Det meste af albummet handler, måske ikke så sært, om at søge ud, og om at finde sig selv – og måske finde andre, der kan hjælpe til at bygge det hele op igen. Hun har den perfekte, eftertænksomme stemme til at sætte farver på den jagt. Jeg er virkelig spændt på, hvad hun finder derude.

 

Kommentér indlægget