Blogchoices: Uge 12

Tre aktuelle udgivelser, som er et lyt værd – i denne uge udvalgt af Søren McGuire.

Konceptalbum fra Nashvilles egen Max Martin, honky tonk på den gode, gamle måde og ikke mindst ugens underlige udgivelse fra Sturgill Simpson.

Dave Cobb m.fl: ‘Southern Family’

Dave Cobb er for country, hvad Max Martin er for pop: manden, du ringer til. Selv om amerikaneren – modsat eksempelvis producer-kollegerne Buddy Miller, Joe Henry og Gurf Morlix – som sådan ikke har sin egen sound, må han alligevel besidde en evne til at få det bedste frem i folk som Jason Isbell, Chris Stapleton og Holly Williams, der alle kan tælles blandt Cobbs mange klienter – og venner. Og således er de alle (plus folk som Miranda Lambert, Shooter Jennings, Rich Robinson og John Paul White fra Civil Wars) samlet på “Southern Family”, et konceptalbum, der så vidt jeg lige kan sjusse mig frem til, handler om god, gammeldags Southern livin’: familie, venner, is-te på verandaen og den slags. Bedst er de mere afdæmpede bidrag fra Isbell, Holly Williams og Brandy Clark, samt ikke mindst Zac Brown Bands “Grandma’s Garden”. Hvad angår konceptet, står pladen dog stærkere som en playliste med 12 mere eller mindre fremragende sange, end som en klar fortælling om de gode sider af en ellers udskældt og på mange måder problematisk del af USA.


Margo Price: ‘Hurtin’ (On The Bottle)’

Ny måned, nyt håb, fristes man til at sige. For takket være Kacey Musgraves’ succesfulde nytraditionalisme, er vejen i den grad blevet banet for ligesindede, håbefulde honkytonk’ere med tårer i whiskyen og Tammy Wynette i hjertet. Lige netop i disse dage er der meget buzz omkring Margo Price her en lille måned før udgivelsen af hendes debutalbum, “Midwest Farmer’s Daughter” – som i øvrigt udgives på Jack White’s Third Man Records. Titlen er uden tvivl et utvetydigt nik til Loretta Lynns signatursang “Coalminer’s Daughter”, og musikalsk har den 32-årige Nashville-fødte Price også langt mere tilfælles med Loretta, end hun har med sin jævnaldrende Musgraves, som kun to plader inde i sin karriere så småt er begyndt at gentage sig selv. “Hurtin’ (On The Bottle)” er honkytonk af den gamle skuffe, og ironisk nok en påmindelse om, hvordan country lød dengang, 32-årige piger ellers holdt sig på behørig afstand af genren.


Sturgill Simpson: ‘In Bloom’

Jeg vil ikke lyve – min shitdetektor er så småt begyndt at vibrere nede i skuffen, her godt tre måneder op til udgivelsen af Sturgill Simpsons tredje album. For selv om han for nyligt (forgæves) forsøgte at berolige os alle med, at han aldrig ville lave andet end countryplader, så går det sgu den gale vej, når han få dage senere så udgiver en coverversion af Nirvanas “In Bloom”. Er det godt? Tja. Jo, det er det faktisk. Men giver det nogen som helst form for mening? Nej.


UGENS KONCERTTIP

Ryan Bingham i Vega, 26. juni

Efter et par skuffende plader, udgav den tidligere rodeorytter sidste år det fantastiske “Fear And Saturday Night”. Han var langtfra blændende, da han sidst spillede i Vega for fire-fem år siden, men med en sang som denne her, bør det gå bedre denne gang:

About the author