Det er en svær erkendelse, når jeg nu elsker byen. Men stressende, larmende og beskidte London er ikke længere, hvad den mangfoldige storby har været. I hvert fald ikke for mig.
Forandring er jo uundgåelig, og byen er heller ikke død, men et ord som sjælløs trængte sig alvorligt på, da jeg for nylig vadede gennem Soho og det øvrige centrum af den by, der har givet mig så mange oplevelser og så mange kulturelle og livsstilsmæssige input. Og her taler jeg ikke kun om pubøl og salt’n’vinegar-chips …
Tanken overvældede mig nærmest, da jeg – for muligvis 117. gang – besøgte den engelske hovedstad. Jeg har altid elsket at gå igennem Soho med dens mylder, pladebutikkerne, boghandlerne, barerne, den overraskende oase-agtige ro på Soho Square, klubberne, spillestederne, grøntmarkedet i Berwick Street, tøjbutikkerne i Carnaby Street med den gades centrale placering i Swinging London-perioden og den allestedsværende musikhistorie. Hjemsted for alt muligt alternativt. Og så naturligvis det fremmedartede og farlige omkring sexklubberne og gangsterne ved Walkers Court. En blanding af råt og pænt, nyt og historisk. Og derfor både levende og spændende. Men det er gået ned ad bakke for byen midt i al dens fremskridt de senere år, og nu er der knap nok risiko for at blive røvet eller snydt af en gadehandler længere.
Mit seneste besøg fandt sted kort efter en episode uden for legendariske Madame Jojo’s, hvor dørmændene havde været involveret i en grimmert af en voldssag. Vi taler baseball bat og lokale gangstere og en sag, hvor der tydeligvis ligger mere begravet under overfladen. Men den enkeltstående voldsepisode alene førte til byrådets lukning af natklubben, der gennem 50-60 år ellers har budt på alt muligt fra burlesque og strip til indiekoncerter og hiphop-arrangementer. Og Lorde har lige optrådt der.
Klubben og de nærliggende bygninger er nu også i farezonen (det er mit eget værdiladede ordvalg) for at blive revet ned og genopbygget som endnu et kønsløst byggeri med kaffe-kædebutik i stueetagen. Det kan man læse meget mere om f.eks. her og her og her og her og her – og ikke mindst i kommentarerne under artiklerne hos The Guardian.
Så da jeg passerede Madame Jojo’s i Brewer Street, var stedet lukket, ligesom flere af sexklubberne i nærheden var lukket ned med brædder hamret for døråbningerne og stilladser foran bygningerne. En masse klubber og spillesteder i Soho er også lukket gennem de senere år, men det var måske først nu, jeg for alvor erkendte overfor mig selv, hvor sjælløst det hele var ved at blive med. Byforandring, ’gentrification’, som englænderne snakker om. Herskabeliggørelse, kaldes det vist også på dansk, og kan i en vis grad også bruges om f.eks. Vesterbro i København. Det er pænt. Og pænt er kedeligt.
Det samme er ved at ske i og omkring Denmark Street, der har haft en central placering i Londons musikhistorie i mere end 100 år.
https://www.youtube.com/watch?v=20DL6Sf_RD4
Rolling Stones indspillede deres debutplade her, Sex Pistols boede her, Rod Argent fra Zombies havde en keyboard-butik i gaden, Small Faces er dannet her, Elton John skrev ‘Your Song’ her, David Bowie hang ud her, Jeff Buckley spillede sin første London-koncert her osv. osv. Det var Londons svar på New Yorks Tin Pan Alley, hjem for publishing-firmaer, musikbutikker, studier og meget mere. Det nu destruerede spillested Astoria lå lige rundt om hjørnet på Charing Cross Road som et af Londons førende spillesteder og tilsvarende natklubber fra midten af 80’erne frem til 2009. Hele området omkring Astoria er stadig under renovering, og hvad der kommer i stedet er fortsat usikkert. Bortset fra, at der helt sikkert kommer nogle kontorbygninger …
https://www.youtube.com/watch?v=pLRrUuxb0VA
Personligt har jeg selv købt en masse musikbøger i Helter Skelter og interviewet Karl Hyde fra Underworld på et kontor i Denmark Street – og på grund af navnet er det naturligvis en gade, der altid har været interessant for en dansker. Nå ja, så har The Kinks naturligvis også sunget om gaden …
Jeg har efterfølgende læst en del om byens udvikling, Denmark Street og Madame Jojo’s-episoden, og de er langt fra enestående i byen, hvor kvadratmeter-priserne nærmer sig det vanvittige og obskøne. Det hele drejer sig om finanser, og på det punkt har London altid været et af verdens vigtigste centre, så det skal nok gå …
Oxford Street er jo decideret helvede på jord, hvor pladebutikkerne bortset fra en enkelt tilbageværende HMV er forsvundet, og indgangen til den gamle rock- og punkklub 100 Club er bortset fra en enkelt koncertkalender så diskret som opgangen til en klinik for kønssygdomme.
Inden mit besøg i Soho forvildede jeg mig undtagelsesvist gennem naboområdet Mayfair, som jeg ellers ikke har besøgt i mere end 15 år. Det er her, man lige kan købe sig en Rolls Royce eller blot bo på nogle af verdens dyreste hoteller. Her finder man de gamle penge – og der er gudsjammerligt kedeligt!
I hvert fald for en rock-romantiker, der kan lide rendestens-historierne om David Bowie, The Clash, Sex Pistols – og fra andre storbyer tilsvarende om Oasis, Stone Roses, Ramones, Velvet Underground osv. Rockbands, der har dyrket low life, storbyens rendestene og arbejdet sig op, ud, væk. Soho er ved at blive magen til Mayfair. På mange måder er en bys centrum dens sjæl, som indbyggerne spejler sig i, så hvad skal de unge i byen vokse op til? Hvad skal de blive inspireret af? Hvis vores opfattelse af storbyens hjerte engang var rock (og disco, techno, hiphop, whatever), rendestene og drømme om at komme op af den, giver London så i dag indtryk af, at man kan stile efter andet end at blive rig nok til at købe en masse ting?
Sådan gik jeg smådeprimeret og tænkte og mindedes koncerter på nedlagte Astoria, håndfulde af øl på heldigvis stadig eksisterende Crobar, en tur på Trash eller til Gilles Peterson-aften på Barrumba. Pladekøb, bogkøb, biografture. Og mennesker. Typer. En spraglet mængde med punkere, clubbere, lads, bowlerhatteklædte finansfolk, turister fra hele verden, bouncere, geezers og meget mere. Soho har for mig altid både været et lille udsnit af verden og Londons navle, men ikke så meget længere. Alt og alle ligner hinanden.
Og nu ved jeg godt, at det er mange år siden, at Soho var ’the shit’ og ikke bare shitty. Men det er som sagt ikke kun Soho, der er under forandring. Det er en klassisk kamp over alt, for der er bare flere penge i så meget andet end musik og f.eks. en masse andre kulturinstitutioner. Men det resulterer ofte i en mere kedelig bydel. En anden omtalt episode i London i de senere år drejer sig om The George Tavern, hjemhørende i en 700 år gammel bygning i Stepney i Østlondon. Det kan man læse om her. Og ellers i et par minutter nyde Pulps ‘Common People’, der er indspillet i Stepney’s Club med lysgulvet i den nu forladte nabobygning:
Camden, Old Street, Hoxton, Angel osv. har i mange år haft deres perioder som kreative epicentre, mens det – vist nok – nu især er Shoreditch, Dalston og Brixton, der er de smarte steder, hipster-områderne. I Dalston var jeg f.eks. på en bar søndag aften med jazz, tysk øl og bratwurst på menuen. Jazz & Bratwurst – det er det, de unge vil ha’!
London er stadig en smeltedigel af mennesker med forskellig kulturel baggrund og en attraktion for mennesker fra alle mulige steder i verden, men jeg kan også læse flere steder, at der samtidig foregår en hastig fraflytning fra byen af mennesker fra de kreative miljøer. Fordi de simpelthen ikke har råd til at bo der længere og kan få meget mere for pengene i andre byer som Birmingham og Manchester. Eller bare er trætte af udviklingen. Og fordi de kan lave deres ting andre steder. Men musikken er der stadig. Heldigvis.
Engelsk er stadig den vestlige musiks hovedsprog, så London med de mange mennesker kan simpelthen ikke undgå at have en betydning, og i dag er f.eks. den digitale soul og klubmusikken fra London stor med en tydeligt britisk klang. Den har bare ikke meget med byens centrum at gøre. Selvom en masse pladebutikker og spillesteder er lukket, åbner der også nye pladebutikker og steder at fremføre musikken. Bare ikke i centrum.
Når jeg som her senest tilbringer nogle dage i byen, står den altid på koncerter, udstillinger og besøg i både velkendte og nyåbnede pladebutikker. Og fodboldkampe, hvis det kan lade sig gøre …
Koncertkalenderen byder stadig på langt flere attraktioner, end man har mulighed for at nå, og denne gang nåede jeg både en gennemført sublim Damon Albarn-koncert i smukke Royal Albert Hall, en småkedelig koncert med Zola Jesus i Koko i Camden (fordi Kiesza-koncerten i Brixton var udsolgt), samt en naturligvis fremragende Jack White-koncert i O2 Arena.
Sidstnævnte er et andet frygteligt sted, der også er et eksempel på den omtalte ’gentrification’. Et fuldstændig sjælløst område med ligegyldige kæde-restauranter og en sponsornavngivet svævebane på tværs af Themsen ude ved ellers historiske Greenwich. Men koncerten var god. Og tingene fungerede. Ølsalget foregik uden den store kødannelse, og briterne formår stadig at holde visse ting i hævd. Så når en hvid stribe på arenagulvet markerer en én meter bred gang i yderkanten af gulvet, bliver den naturligvis kun benyttet som gang til det ølhentende publikum og ikke til at opholde sig i. Briterne er stadig verdensmestre i at stå i kø ved bussen, vise hensyn til andre mennesker og tale høfligt.
Det sidste gælder også i pladebutikkerne, selvom man med lidt held stadig kan finde High Fidelity-stilen (mere her).En af de værste i den kategori – eller bedre om man vil – er ejeren af Haggle Vinyl på Essex Road. Han sidder bare bagerst i lokalet bag disken, spiller høj jazzmusik og udgyder sure, sarkastiske og ironiske kommentarer. Han kan nu også være ret sjov, hvis man bare vælger at ignorere det mest perfide, men han har ikke den store interesse i plader eller kundebetjening, og han lukker også butikken med udgangen af december.
Da jeg var derinde til det igangværende ophørsudsalg fandt jeg en håndfuld vinyler, som jeg gav den unge assistent. Da han kunne ikke finde indholdet til den ene, spurgte han gamle Haggle til råds, men fik svaret ’oh no, I’m not interested in records. Find it yourself.’
Haggle lukker altså, der er ikke meget tilbage i Camden, og i Notting Hill er Music & Video Exchanges tre afdelinger blevet til en enkelt. Men der skyder også nye butikker op. I Shoreditch er både Sister Ray og Flashback fulgt i Rough Trades fodspor og har åbnet ny afdeling, i Dalston er Kristina Records åbnet, og i den sydlige del af byen er der også gang i den, kan jeg læse hos Vinyl Factory.
Og selvom der er røget nogle Tower, Virgin og HMV-butikker i centrum, så kan man stadig bruge nogle timer i Soho i Black Market, Reckless, Music & Video Exchange, Phonica, Sounds of the Universe/Soul Jazz og Sister Ray. Sidstnævnte er flyttet over på den anden side af Berwick Street i pænere lokaler med mere hvidt end sort på væggene, og det er selvfølgelig et minus. Men forandring er jo ikke altid skidt, heller ikke i Soho, og den nye butik er rigtig fin. Men det omkringliggende område er godt nok en sløj omgang for én, der ikke interesserer sig synderligt for tøjbutikker. Og ikke drikker kaffe. Musikken vil altid trække mig til London, og heldigvis er en kampagne i gang for at redde Soho og Londons sjæl. Velment, men givetvis uden effekt.
