‘The Imperial Phase’ – Pet Shop Boys’ Actually fylder 25 år

“I felt at this time that we had the secret of contemporary pop music, that we knew what was required. We entered our imperial phase.”

7. september 1987. Det er 25 år siden i dag, det var en mandag, og klar i pladebutikkerne – oooh, på cd fra den allerførste dag! – lå Pet Shop Boys’ andet rigtige album.

Og det album, Actually, var nærmest indbegrebet af deres kejserlige popfase. Udtrykket, som popkenderen Neil Tennant allerede havde grublet over da han skrev for Smash Hits: Tidspunktet hvor alt fungerer, alt går éns vej, og alt havner i top 5. Hvis ikke som nr. 1.

‘It’s a Sin’ var den første single, og den blev nr. 1 med manér. Ved første lyt lød den måske i virkeligheden bare lidt som singlen inden, ‘Suburbia’, som var udkommet i en udgave med masser af hunde og sirener – det var bare sat endnu mere pompøst sat op, også i den saftige video af Derek Jarman.

De fem minutters syndsbekendelse var ét langt angreb på den katolske kirke og den måde den fucker med små børns hoveder – som minimum – og var egentlig ikke ment som første single. Det skulle have været ’Heart’. Det var Pet Shop Boys’ manager, Tom Watkins, der endte med at måtte give et vink med et vognstang om at den sang Tennant og Lowe havde kæmpet så længe med, og ikke rigtig været tilfredse med, var den mest kommercielle på hele albummet.

Den lå stadig på hitlisten, i hvert fald i England, da den næste blev skudt afsted. Og meget typisk for The Imperial Phase var der ikke det fjerneste i vejen for at prøve en idé, der virkede ret underlig på det tidspunkt: At indspille en duet med Dusty Springfield, der ikke havde haft det helt store held med sig siden Dusty in Memphis i slutningen af tresserne.

Der var heller ikke noget at være nervøs for her. Dusty så måske seriøst spooky ud med sit gelétørrede hår og noget generøse brug af mascara, men hun sang stadig fint, og passede perfekt ind i den tænksomme sang om et par der ikke rigtig kan holde hinanden ud, men heller ikke rigtig undvære hinanden. Igen var der tvivl om det skulle være en single i det hele taget. Igen virker det i dag helt grinagtigt, at man skulle have troet at idéen ikke ville fungere.

Godt nok blev singlen ikke nr. 1 denne gang – der var lige et Michael Jackson-comeback som kom i vejen – men nu var det hele klar til albummet. Hvis første indtryk var omslaget deroppe. Endnu et heldigt uheld, der var opstået ved indspilningerne til ’What Have I Done to Deserve This’. Det allerførste billede i en serie portrætter, og Tennant laver et behjertet, udmattet gab mens Lowe ser eddikesur ud – indrømmet, det har han gjort på 97% af alle fotos af duoen gennem tiden. Billederne blev egentlig taget til Smash Hits, men blev købt løs i sidste øjeblik til gengæld for en stribe nye fotos i læderjakker.

Pladen var, og er, blændende. Den lægger ud med en 12”-single, faktisk – det var meningen, at ’One More Chance’ skulle være en single, hvad den allerede havde været én gang i denne udgave, produceret af electrokongen Bobby O. Den blev genindspillet, remixet som en maxi, og stukket ind som nr. 1 på pladen – igen, Imperial Phase. Allerede inden det første vers havde vi allerede haft de første par samplede biluheld.

Dette var dekadencen fra den første plade, bare malet på et større lærred. Please havde en natlig atmosfære, der cirklede rundt om Londons klubber og taxierne hjem, og ’One More Chance’ var mere af det, men kun begyndelsen. Pludselig var der den underligt funky ’Shopping’, der lød som om det var en hyldest til firsernes forbrug i velhavende London, men ved nærmere lyt var en kritik af Thatchers privatiseringsliderlighed.

http://www.youtube.com/watch?v=-d0GARTk_Nk

Der var den rørende ’Rent’, om den fattige elsker og hans/hendes sugar daddy, som blev udgivet som single nummer tre i oktober – det gik stærkt, for allerede på dette tidspunkt trak det op til at ’Always on My Mind’, deres lidt tvetydige hyldest til Elvis fra et BBC-show på tiårsdagen for hans død, skulle ud inden jul og helst være endnu en nr. 1.

Og midt i det hele var der to dramatiske sange, forskellige og stadig sammenhængende i tanke, der begge var vemodige numre om AIDS og dets virkning på bøssescenen, om hvordan dekadencen var blevet til frygt i London. ’Hit Music’ er desperat disco, mens ’It Couldn’t Happen Here’ er storladen med strygere – der kom ud af en Fairlight-synth. Hvis omkvædet er særlig smukt, selv for Pet Shop Boys, kan det hænge sammen med at Ennio Morricone skrev dets musik. ’I Want to Wake Up’ og ’Heart’ var kun tungsindige i ord, ikke i lyd, og hey – ’Heart’ røg også ud som single og gik også til tops.

Men det måske allerbedste var gemt til sidst, nemlig ’King’s Cross’, en efterårssang, hvis der nogensinde har været en, om håbløse tilfælde der tager ind til byen nordfra med deres håb om at finde noget i London, ankommer med toget på King’s Cross med sine slumgader rundt om, og aldrig rigtig kommer videre derfra. Og om Thatchers ’firm government’ og hvad det kostede englænderne. ”Dead and wounded on either side”. To måneder efter udgivelsen brændte undergrundsstationen på King’s Cross, hvilket ikke giver mindre tyngde til sangen.

Det er en smuk afslutning, og det er en plade der nærmer sig det perfekte – og den lyder ikke det mindste forældet et kvart århundrede senere.