1991. Et gyldent år for producenter af ecstasy. Og af skovmandsskjorter. Men i Danmark var det også en guldalder for begavet, højpandet popmusik. Love Shop havde udgivet og genudgivet deres debutplade. Janes Rejoice var en ganske fin hyldest til Lloyd Cole. How Do I lavede fremragende støjpop, uvidende om hvor pisseirriterende svære de ville blive at google et kvart århundrede senere. Green havde fået et ekstra ‘e’ på navnet, og var endelig ved at udgive den længe ventede debut. Lars Hug svævede altid over vandene.
Men hvor var de folk, der var med til at sætte det her i gang? Gangway – med deres Smiths’y popsange, der lød helt forkerte, og dog helt rigtige ved siden af den Toto-slagbas-og-hestehalefest, det meste af den tid udgjorde – se selv hvor malplacerede de ser ud på Idrætsparkens scene til Rock for Afrika. Gangway, som endda havde pillet ved fundamenterne i England – jaja, alle kan få en nummer ét derovre i dag, men Gangway havde en Ugens Single i Melody Maker midt i firserne, såeh. Før Sugarcubes og en masse svenskere gjorde det til en hverdagsforeteelse.
Men de havde udgivet Sitting in the Park for fem år (og en mislykket relancering) siden. Hvad så? Det skulle vise sig – 21. marts, i en tid der var så kold og solbeskinnet i København som lige præcis nu, var de klar igen. Og tog folk ved næsen. For ved I nu hvad!: De havde lavet en plade … fuld af trommemaskiner.
Vi var mange, der i den grad fik det, de ville. Fattede det fra første øjeblik. At have elsket Pet Shop Boys fra starten hjalp. For lad os være ærlige; der er en del Pet Shop Boys over The Quiet Boy Ate the Whole Cake. Især i Allan Jensens lyse stemme.
Men det er Pet Shop Boys i øveren. Skrabet og minimalt, og totalt domineret af elektronikken. Åbneren ‘Biology’ er et brusende orgel, en virkelig aggressiv rytmeboks, nogle tordenskrald i baggrunden, og ikke meget andet. Singlen ‘Going Away’ er delt mellem de poetiske bidder, og så de stykker hvor trommerne kommer skvættende ind på transistoren som et pludseligt rave, der falder ud af skabet. Den virker nærmest designet til at få folk til at sige “Ah, Gangway … hov, er det dér Gangway?”
Gu’ forvirrede det folk. Som denne lidt ejendommelige anmeldelse i af Mads Kastrup i Gaffa viser, så var det ikke alle, der var begejstrede i første omgang. Ok, vi havde haft en mindre elektronisk verdensrevolution over de sidste fem år – da Sitting in the Park første gang kom, var der ikke mange der lyttede til hiphop, og knap nogen der havde hørt om house, techno eller alt det andet de baggy engelske indiebands var ved at falde over hinanden for at bruge.
I England havde de så suget alt det der til sig for lang tid siden. Og Primal Scream og Happy Mondays var forvandlet fra uelegante hooligans til dansende nymfer. Det var en stående joke at sige “Vores musik har altid haft et danseelement”. Senere på året gjorde U2 det til et globalt fænomen. Men i Danmark? Sofistikerede Gangway, der leflede for laveste fællesnævner ved at gå synthpop? I stedet for en ‘finere’ indie med guiltarer?
Som sagt var det 21. marts 1991. Præcis 25 år er gået, og Henrik Balling står tilbage som den, der var på den rigtige side af historien hele vejen. The Quiet Boy solgte vist aldrig enormt godt, i alle fald ikke sammenlignet med den efterfølgende, Tyrol-hit-bærende og efter min mening svagere Happy Ever After året senere. Men hvis nogen fortjente at sælge en stakfuld, var det stadig Gangway.
For de tre første plader – indiemesterværket The Twist, guitarpopmesterværket Sitting in the Park og synthmesterværket The Quiet Boy Ate the Whole Cake er stadig et hattrick af en trio af første albums, som jeg vil hævde at ingen i dansk popmusik er tæt på at overgå. Og så samtidig at give poppen her i landet sådan et los ind i nutiden – det er værd at mindes. Plus at ‘Thermometer Song’ er en evergreen.
-smølle
ps – og nej, den stille dreng blev aldrig 25. Han er død. Ligger i en kiste. For meget kage. Jeg er lidt overrasket over, at jeg først fandt ud af det for et par år siden i et interview – men jeg var overbevist om, at hans listige smil var af ren tilfredshed. På en måde foretrækker jeg stadig at se det sådan. Den lille løjser. Vi undervurderede ham.
