I disse dage er det tyve år siden, Underworld byggede bro mellem rock- og technofolket med albummet “Dubnobasswithmyheadman”. Et mesterværk, hvor briterne redefinerede både sig selv som band og technoen som genre.
Verden var meget enklere før i tiden. Også musikkens. Subkulturerne var klart definerede og havde sine dresscodes og dagsordener. Man vidste hvor man hørte hjemme, og ikke mindst hvor man IKKE hørte hjemme. Som Walter fra “The Big Lebowski” siger det om bowling – der var regler.
I begyndelsen af 1990’erne, inden internettet bredte horisonterne ud, har musikgenrer stadig ofte klare retningslinjer for, hvordan de skal lyde, og hvad de skal formidle. Der er både troværdighed og tilhørsforhold på spil for kunstnerne. Det gælder ikke kun den for længst veletablerede rock, men også den langt yngre techno. To genrer med hver sine stiltræk, manerer og udtryksformer. Og som på mange måder er hinandens antiteser.
En rocksang forsøger typisk at stimulere følelserne eller intellektet og er konstrueret med vers og omkvæd. Et technonummer appellerer mere til kroppen og eskapismen på dansegulvet og følger en slags bølgestruktur med intense højdepunkter og svalende breakdowns. Rocken har en sanger i centrum, der både fungerer som fortæller og visuelt fikspunkt. Technoen er oftest instrumental og skabt af producere, der bevidst søger anonymiteten bag maskinparken. Ved en rockkoncert har publikum blikket rettet mod scenen og bifalder bandet imellem de forskellige sange, som er tydeligt adskilte fra hinanden. Ved en technofest er numrene som regel vævet sammen til en ubrudt helhed, og publikum udgør selv midtpunktet.
På den baggrund er det ikke så sært, at de to stilarter og deres kernelyttere ofte lever på sikker afstand af hinanden. Men det kan lade sig gøre at bygge bro over kløften og forene rocklyttere og technodansere i fælles begejstring. Det mest spøjse er, at det er skibbrudne fra et forlist funkrock-band, som for alvor ender med at etablere forbindelsen.
Bandet hedder Underworld og har de to universitetsvenner Karl Hyde og Richard Smith blandt sine oprindeligt fem medlemmer. Hyde er sanger og frontfigur, Smith den musikalske hovedkraft. 1980’erne synger på sidste vers, og bandets tidstypiske sange, der lyder af lige dele Tears For Fears og Thompson Twins, gør ikke det store indtryk på tidens pladekøbende publikum.
Efter to middelmådige albums sætter det desillusionerede band sig selv på standby, og medlemmerne spredes for alle vinde. Hyde tager til Los Angeles og arbejder som studiemusiker, mens Smith sælger lydudstyr i London-forstaden Romford og indretter et studie i sit hus.
Smith er dybt fascineret af acid house-bølgen, der ruller henover Storbritannien og trækker ny, elektronisk dansemusik op fra undergrunden. House, techno og trance er lydsporet til den nye, vildtvoksende ungdomskultur, der holder raves i alt fra forladte pakhuse til etablerede natklubber – med de nye ecstasypiller flydende i blodbanerne. Det er lige netop den inspiration, Smith har brug for i forsøget på at komme videre fra Underworlds stagnation.
Snart begraver han sig i sit hjemmestudie og begynder at stykke elektroniske produktioner sammen, inspireret af lyden fra dansegulvene. Men det går hurtigt op for ham, at han mangler en medspiller, som kender den nye scenes anatomi og kan give musikken den rigtige struktur. Det skal han snart finde i den bare 18-årige Darren Emerson, som er godt i gang med at skabe et navn for sig selv som DJ på Londons klubscene. Men han har også ambitioner om at producere sin egen musik, så han bliver straks interesseret, da en drikkekammerat på den lokale pub fortæller om sin svoger, der har et lydstudie og leder efter en DJ at teame op med.
Svogeren er naturligvis Smith, og et møde imellem de to bliver sat op. Emerson er dog ikke imponeret over Underworlds hidtidige frembringelser, men den unge teenager fornemmer dog, at den ti år ældre Smith er åben for at starte på en blank side, og de to bliver enige om at kaste sig ud i et samarbejde.
I mellemtiden sidder Hyde foran sit TV i Los Angeles og ser The Stone Roses’ singlehit ”Fool’s Gold” på en kabelkanal. Han indser, at han befinder sig det helt forkerte sted og vender hjem til Romford, hvor Smith præsenterer ham for sin nye makker. Sangeren fornemmer hurtigt, at med den nye mand på holdet kan de komme videre fra Underworlds kunstneriske dødvande og tage skridtet ind på den klubscene, de er stadig mere fascinerede af. I 1991 presser de selv 500 eksemplarer af debutsinglen ”Mother Earth/Hump” og sælger dem til DJ-pladebutikker i London fra bagagerummet i Smiths bil. Pengene kommer bl.a. fra designfirmaet Tomato, som Hyde og Smith har etableret sammen med en håndfuld kreative ildsjæle, og som hurtigt vokser sig til en solid forretning.
Trioen arbejder videre på mere materiale, primært rettet mod Emersons DJ-sæt. Gruppens Benjamin fortsætter sin himmelflugt i klubmiljøet, og det er da også hans forbindelser, der bringer dem i kontakt med Steve Hall, som er indehaver af det uafhængige pladeselskab Junior Boys Own. Her udsender trioen singlen ”Dirty” under aliaset Lemon Interrupt, og snart følger ”Bigmouth” under samme navn. Dansegulvene er indtaget, men det er intet imod de kunstneriske landvindinger, der ligger forude.
I begyndelsen af 1993 udsender trioen for første gang en single under Underworld-navnet. Og det er ikke kun titlen, ”Mmm… Skyscraper I Love You”, der får øjenbrynene til at løfte sig. Det tretten minutter lange nummer tårner sig op som en dansabel lydinstallation, sammensat af afrikansk percussion, pumpende technorytmer, ambiente lydbriser og psykedelisk rock. Det mest usædvanlige ved nummeret er dog de rå og flimrende ordkæder, Hyde drysser ud over musikken. Rablende linjer som ”I see Elvis / and I hear God on the phone / the city is a whore tonight / and I see God talking” er dybt usædvanlige i en genre, hvor vokaler ofte er helt fraværende eller højst begrænser sig til house-divaernes oppiskende kommandoer til de dansende.
Singlen er ganske enkelt et radikalt nybrud. Ganske vist har flere bands allerede taget elementer fra dansemusikken og indplaceret dem i en pop- eller rockformel, men det er første gang, techno er det egentlige fundament i en opdatering af rockens udtryk.
Hybriden perfektioneres, da “Dubnobasswithmyheadman” slippes løs i januar 1994. Et fænomenalt album, som på papiret er Underworlds tredje, men reelt er en debut, for gruppen har fuldstændig ændret karakter i såvel udtryk som besætning siden de to første udspil. Inde i maskinrummet har Smith og Emerson konstrueret en enestående lydcollage, der gør sig fri af alle genrebetingede dogmer. Numre som ”Dark And Long” og ”Dirty Epic” kobler den rendyrkede dansemusiks pulserende fremdrift med smukke meditative klangrum, mens chillout-tracks som ”Tongue” og ”River Of Bass” maler minimalistiske lydbilleder i sanselige farver.
Selvom de fysisk appellerende rytmer er musikkens kerne, arbejder Underworld også med fragmenter af rocksangens velkendte mønstre. Selv den i technomiljøet bandlyste guitar bidrager til albummets unikke sound, om end den oftest er manipuleret til uigenkendelighed. Men forbindelsen til rocken skabes i lige så høj grad af Hydes fragmenterede ordserier. Den spinkle sanger har genfundet sine rødder i kunstmiljøet og begynder at bære en notesbog på sig, hvor han nedfælder stribevis af stream-of-consciousness-tekster. Inspirationen henter han primært fra den amerikanske forfatter Sam Shepard, der i sin “Motel Chronicles” lægger vægt på løsrevne detaljer. Men han er også påvirket af Lou Reeds “New York”-album, hvor den gamle Velvet Underground-sanger skriver sine tekster i en samtalelignende tone.
Hyde begyn
der at sætte ord på de hændelser og indtryk, der møder ham på barer og cafeer, i toget eller i gadebilledet, selvom det i højere grad er ordenes lyde og associationer end deres indhold og betydning, som er det bærende. De kværnende og kryptiske cut-up-teknikker giver en ekstra dimension til musikken. Som i denne fremmedgjorte sekvens fra ”Dirty Epic”: “I get my kicks on channel six / to the off-peak electricity / and the light blinds my eyes / and I feel dirty / and the light / blinds my eyes / and I feel so shaken in my faith”. Ikke ligefrem standard-lyrik i klubmusikken.
Albummet får en overstrømmende modtagelse, ikke mindst i den rockorienterede del af musikpressen. Bl.a. skriver Melody Maker i deres anmeldelse, at “Dubnobasswithmyheadman” er det bedste album siden Primal Screams “Screamadelica” og det vigtigste siden The Stone Roses’ debutalbum. Klubmusikken er ved at blive kanoniseret, ligesom den heller ikke længere kun taler til de indviede.
Det fremragende album stryger ind som nummer elleve på den engelske hitliste, men rammer også plet uden for Storbritanniens grænser. I sommeren 94 giver de en legendarisk koncert på Roskilde Festival, hvor Björk gæsteoptræder i en løssluppen jam-session, og på verdensplan sælger albummet en kvart million eksemplarer og medvirker kraftigt til, at den elektroniske dansemusik finder nye lyttere.
To år senere skal Underworld få et endnu større publikum, da instruktøren Danny Boyle bruger nummeret “Born Slippy” i sin filmatisering af Irvine Welshs roman “Trainspotting”. Det bliver et globalt mainstreamhit, og de to efterfølgende albums, “Second Toughest In The Infants” og “Beaucoup Fish”, befæster trioens position som et af den elektroniske musiks kanoniserede navne op gennem 90’erne.
Men det er “Dubnobasswithmyheadman”, der står tilbage som det banebrydende mesterværk. En brillant hybrid af technoens hypnotiske puls og rockens reflekterende stemningslag. Og tyve år efter sin udgivelse lyder det stadig lige så vedkommende og fantastisk som dengang. Af og til er regler vitterlig til for at blive brudt.
