En rodebutik! Alt for lang!
Fuldstændig korrekt.
The Clash var simpelthen ikke i stand til at stoppe sig selv, da de i 1980 indspillede og udgav gruppens fjerde album, ’Sandinista!’.
Blot et år efter dobbeltalbummet ’London Calling’ kom ’Sandinista!’ på gaden som et trippelalbum med 36 sange. Og fik noget kritik for at være netop for langt og en rodebutik.
Personligt elsker jeg den rodebutik med alle dens variation og eksperimenter, både lydmæssigt og musikalsk. The Clash tager skridtet endnu længere, end de allerede gjorde på ’London Calling’, og udforsker et hav af forskellige genrer.
For at hjælpe radiostationerne i USA på vej gennem det lange album på næsten to og en halv time, udsendte pladeselskabet CBS en LP-sampler med 12 sange med titlen ’Sandinista Now!’.
– We thought we’d make it easier for you to program a triple album packed with great rock and roll Clashics, som der står i følgebrevet fra CBS-direktøren Mel Phillips.
Og det er jo en interessant tanke, som mange musiknørder også har gjort sig med andre dobbelt- eller trippelalbum – hvordan ville pladen lyde, hvis den havde været et enkeltalbum?
Jeg er ikke vild med promosampleren fra CBS af en enkelt væsentlig årsag – den åbner ikke med ’Magnificent Seven’ efterfulgt af ’Hitsville U.K.’, som albummet ellers gør. I stedet er det ’Police on My Back’ efterfulgt af ’Somebody Got Murdered’. Den åbning lyder bare forkert i mine ører.
Men udvælgelsen af de 12 sange er såmænd fin nok – men den jo altid diskuteres. Og det skal den da! Så herunder følger to bud på, hvordan ’Sandinista!’ kunne skæres ned til et enkeltalbum med 12 sange – det første mit bud på et sammenhængende album, det andet mit bud på en obskur dubraggae-plade …
For der er jo virkelig mange obskure sange på en plade, der er domineret af bas og trommer og ligger langt fra den snerrende guitar-punkrock, som de debuterede med i 1977.
Sandinista Snab!:
A1. Magnificent Seven
Det største hit, funky guitar og meget dansevenlig dengang. Og så kan man godt påstå, at Joe Strummer rapper på sangen. Og det er jo et meget godt billede på den musikalske nysgerrighed, der drev The Clash. De havde opholdt sig en del i New York og blev smittet af den spirende hiphop.
A2. Hitsville U.K.
Der er mange forskellige vokalister og former for kor på ’Sandinista!’ – her er det guitarist Mick Jones, der synger duet sammen med sin daværende kæreste, Ellen Foley (Meat Loaf ’Paradise by the Dashboard Light’), hvis 1981-album ’The Spirit of St. Louis’ er tæt på at være et Clash-album med en anden vokalist. Ellers en s karp og spydig kommentar om musikbranchen med en parafrase over Motown, der blev kaldt Hitsville U.S.A. Bør i mine ører stadig komme lige efter ’Magnificent Seven’.
A3. Something About England
Egentlig kommer dubben allerede ind som tredje sang på ’Sandinista!’ med ’Junco Partner’, men man kunne også skrue tempoet lidt i vejret og gå den rockede vej. Og blive ved det kritiske syn på England. Jeg elsker, når Joe Strummers første vers kommer, og da han slutter sit andet vers af med at snerre, at ”The world was busy rebuilding itself / The architects could not care. I det hele taget en fremragende tekst, der bliver leveret stærkt af Jones og Strummer, funky trommer og igen noget skønt, skørt kor.
A4. Somebody Got Murdered
Igen har jeg lyst til at springe dubnumre over og frem til sang 10, for den her uptempo-sang med Mick Jones på lead ligger bare godt i forlængelse af ’Something About England’. Meget lige ud ad landevejen og en fin filler.
A5. One More Time
På albummet følger derefter ’One More Time’ – og det giver rigtig god mening at blive ved voldsobservationerne og det hårde liv. Men dub og reggae skal der til. Ellers ville det ikke være ’Sandinista!’.
A6. One More Dub
For mig giver det ingen mening at springe dubversionen af ’One More Time’ over, som CBS har gjort. ’One More Time’ skal simpelthen efterfølges af ’One More Dub’ til at runde side 1 af.
B1. Lightning Strikes (Not Once But Twice)
Fra Jamaica tager The Clash nu springet til New York og ’Lightning Strikes’, der åbner med den sjove radiostemme og lytterkommentaren ”let’s have some music now”. Og det er et funky virvar af indtryk, der møder Joe Strummers ”Englishman in New York”.
B2. Up in Heaven (Not Only Here)
‘Lightning Strikes’ går direkte over i ’Up in Heaven’, og det ser jeg ingen grund til at lave om på – selvom ingen af de to sange er med CBS-promoen. Efter de funky ekskursioner er det igen mere lige ud ad landevejen – men det er jo også The Clash, og tekstmæssigt er vi også tilbage i England og livet i boligblokkene.
B3. Rebel Waltz
Vals! Og et virkelig smukt mellemspil, der kan ligge mange steder på pladen. Og som sikkert også kan undværes af mange – bl.a. åbenbart CBS, der ikke har den med på sampleren. Men den er nok heller ikke helt radioegnet … For mig er det helt afgørende at have denne type mellemspil med. Og det er jo ikke noget let og lystigt mellemspil – det er (også) en antikrigssang.
B4. The Call Up
Og temaet fortsætter i denne melankolske sag med både rytmeboks og soldatersang. Ikke mere krig og monarki, det er tid til forandring. Første single fra albummet og udkom to uger før albummet – som mærkeligt nok ikke indeholder en anden single fra tiden mellem ’London Calling’ og ’Sandinista!’, nemlig ’Bankrobber’, hvor The Clash også dubber pænt meget ud.
B5. Charlie Don’t Surf
Mere krig. Linjen “Charlie don’t surf” finder man i Coppola-mesterværket ’Apocalypse now’ – fjenden surfer alligevel ikke, så lad os indtage stranden her, så vi selv kan surfe. Eller bombe ham med napalm. Igen en krads krigs- og imperialismekritik, der musikalsk ruller stille og roligt derudad, indtil den næsten går i stå. Og så alligevel bliver ved.
B6. Police on My Back
Man kan lige så godt lukke godt af. Det vil denne cover af den gamle The Equals (Eddy Grant) gøre – og samtidig minde os om, at The Clash stadigvæk også er et punkrockband.
Disse 12 sange giver en god skive, synes jeg. Men de dækker alligevel ikke, hvad ’Sandinista!’ også er. Her er jo ingen skør violinsang fra Joe Strummers gamle besætterven Tymon Dogg (Lose This Skin), ingen sang spillet baglæns (Mensforth Hill), ingen gospelsang (The Sound of Sinners), ingen rockabilly, for lidt jazz og ingen af de søgende dubeksperimenter, der afslutter trippelalbummet.
Så her et bud på Sandinista Dub!:
Sandinista Now!
Og herunder er de 12 sange, som er med på CBS-sampleren, der ifølge Discogs findes i fem variationer. De afviger dog kun ganske lidt fra hinanden covermæssigt. Tracklisten er den samme, og de har også det til fælles, at de er dyre og svære at finde!
