Lige så nostalgisk, tonen i ‘Cherry Bomb’ er, lige så nostalgisk kan jeg blive af at høre John Mellencamp-albummet ‘The Lonesome Jubilee’, der i al stilhed kunne fejre 25 års jubilæum i sidste uge.
24. august 1987 udkom den nu 60-årige Indiana-musikers niende album, og det kom til at ligge på pladespilleren til mange opvarmningsfester på vores teenageværelser i min lille fynske flække af en hjemby, Ullerslev, hvor bekymringer om kold krig, atomkraft og katoffelkur ikke smittede synderligt af på os unge, der vel ikke havde meget andet end håndbold, fodbold, tennis, biografture og ikke mindst fester i hovedet. Som hans øvrige plader i øvrigt havde gjort det, siden han som John Cougar brød igennem med ‘Hurts So Good’ og ‘Jack & Diane’ fra ‘American Fool’-pladen i 1982.
Det er disse minder om bekymringsløs ungdom, der gennemstrømmer ‘Cherry Bomb’, som man kan se i videoen herunder, inkl. den altid kikset dansende hovedperson selv og bl.a. Lisa Germano som violinist iklædt lille top på stranden.
Men ‘The Lonesome Jubilee’ er meget andet end nostalgi, romantik og melankoli. Det er også reflekterende, vredt og politisk kommenterende og cementerede hans position som en musiker, der kæmpede for den lille mand. Som han allerede havde gjort det på det lige så fremragende 1985-album ‘Scarecrow’ og så småt på albummet inden, ‘Uh-Huh’ med bl.a. ‘Pink Houses’.
Han var oppe i en liga, hvor der blev lyttet. Som til Bruce Springsteen, Jackson Browne og Tom Petty. Ikke mindst, fordi han allerede to år tidligere havde startet støttekoncerterne Farm Aid sammen med Neil Young og Willie Nelson til støtte for gældsplagede farmere. Som vennen Billy Joel sagde ved John Mellencamps optagelse i Rock and Roll Hall of Fame i 2008:
– Don’t let this club membership change you, John. Stay ornery, stay mean. We need you to be pissed off, and restless, because no matter what they tell us – we know, this country is going to hell in a handcart. This country’s been hijacked. You know it and I know it.
– People are worried. People are scared, and people are angry. People need to hear a voice like yours that’s out there to echo the discontent that’s out there in the heartland. They need to hear stories about it. They need to hear stories about frustration, alienation and desperation. They need to know that somewhere out there somebody feels the way that they do, in the small towns and in the big cities. They need to hear it.
– And it doesn’t matter if they hear it on a jukebox, in the local gin mill, or in a goddamn truck commercial, because they ain’t gonna hear it on the radio anymore. They don’t care how they hear it, as long as they hear it good and loud and clear the way you’ve always been saying it all along. You’re right, John, this is still our country.
Men det er især musikalsk, Mellencamp flytter sig på ‘The Lonesome Jubilee’. Det er stadig ærlig og meget velspillet working class-rock, heartland-rock, men han dykker for alvor ned i både folk og country via en bred instrumentering, der er udvidet med violin, harmonica, mandolin, banjo m.m., og det gør det til en meget afvekslende plade, fyldt med melodiske numre. Violinen bliver som nævnt spillet af Lisa Germano, som han opdagede og holdt fast i de kommende år, ligesom han også fandt sangerinderne Pat Peterson og Crystal Taliefero – åh, jeg mindes dem stadig fra koncerten i Hamburg året efter, suk!
På den måde var albummet også vigtigt for min egen ellers temmelig rockindsnævrede horisont. Men selvom 90’erne siden bød på alle mulige nye, interessante genrer, og John Mellencamp efter ‘Whenever We Wanted’ – der i 1992 bragte ham til Europa igen og dermed os på endnu en udflugt til Hamburg – og ‘Dance Naked’ (1994) ikke længere var skide radiohot, er han en af dem, jeg aldrig har sluppet.
Sidste år blev jeg heldigvis mindet om hvorfor, da han efter et par årtiers Europa-fravær gav en glimrende koncert i Store Vega. På mange måder en koncert, der minder om ‘The Lonesome Jubilee’. Masser af rock og rul, men også masser af folk, masser af aktuel vrede. Og masser af klasse. Ikke mindst, fordi hans seneste, folkprægede album som ‘Life, Death, Love and Freedom’ og ‘No Better Than This’ er gode med fortsat skarpe betragtninger om det fandens liv.
Og stadig en hel masse nostalgi med flere fynske venner, der såmænd også var valfartet til Vega for at se den lille rocker rulle sig ud.
When I think back about those days / All I can do is sit and smile / That’s when a sport was a sport / And groovin’ was groovin’ / And dancin’ meant everything / We were young and we were improvin’
Laughin’, laughin’ with our friends / Holdin’ hands meant somethin’, baby / Outside the club ‘Cherry Bomb’ / Our hearts were really thumpin’
Hvis jeg er i stand til det, vil jeg sgu også høre den plade med et smil om 25 år og tænke på Peter Sport, der med rasende energi spiller luftviolin til ‘Cherry Bomb’, på et hold fynboer, der får det tyske ordnung muss sein til at falde sammen og forvandler siddekoncerten til en ståkoncert med publikum i gangene, og på Bager, der to gange falder baglæns ned af koncertstolen og pænt (vissen) siger entschuldigung osv. osv. Og så kan blogbroder AKS måske bidrage med sit møde med John Mellencamp og partneren Meg Ryan …
Hør ‘The Lonesome Jubilee’ i Spotify herunder:
John Mellencamp – The Lonesome Jubilee
