Ok, det vidste jeg ikke. Men det var åbenbart en ny plade med Lisa Stansfield, jeg lige stod og manglede sådan en småforkølet februardag.
For mens vi nærmer os 25 års jubilæet for den nu 47-årige sangerindes første soloplade, har hun efter ni års tavshed sendt sit syvende album på gaden i forholdsvis ubemærkethed. Men det er mindre, end albummet ’Seven’ fortjener. For det er faktisk en ret god ’blue-eyed soul’-plade med lige dele pop, soul, ballader og dansenumre.
Man kan trække en lige linje fra Dusty Springfield over Sade og Lisa Stansfield til nutidens kuld af engelske soulsangerinder som Jessie Ware, Emeli Sandé, Adele, Amy Winehouse, Duffy og Leona Lewis. Og det er ikke svært at forestille sig den lille Lisa sidde på barneværelset i 70’erne i Manchester-forstaden Rochdale – der ikke kan blære sig med meget andet end netop Lisa Stansfield, technoduoen Autechre og fodboldklubben Rochdale AFC, der aldrig har vundet noget særligt – og lytte til Brenda Lee, Peggy Lee, Dusty Springfield og alt muligt soulmusik fra den anden side af Atlanten.
Og i øvrigt begejstret synge med på numrene i en grad, så hvis man vækkede hende midt om natten nu efter fire døgn uden søvn, ville hun sikkert alligevel kunne lire alle teksterne af per automatik. Men det er ikke andres numre, hun synger.
Det er snart ti år siden, hendes seneste album udkom, og i mellemtiden har hun netop sagt nej til at udgive plader med covernumre, og i stedet spillet skuespil og musikmæssigt følt sig lidt ude af trit med tiden i nogle. Hun har samtidig forfinet sine egne sange og ventet på det rette tidspunkt. Om det så er nu, er svært at sige, men soulpoppen har i hvert fald bedre vilkår nu end for syv-otte år siden, og Lisa Stansfields elegance, store spænd og soulfyldte vokal tårner sig stadig op over de fleste nyere soulsangerindes ekskursioner ud i genren.
På den ene side er hun den gæve arbejderklassepige, der bander som en havnearbejder med stemme som en båndsav, men musikalsk emmer hun på den anden side stadig af den eksklusive natklubsangerinde i den smukke kjole.
Hun kommer næppe til at vælte verden igen, som hun gjorde med sange som ’All Around the World’, ’This Is the Right Time’, ’Change’, ’All Woman’, ’The Real Thing’ osv., men ’Seven’ er en glimrende, moden plade med velkomponerede, flot arrangerede og smukt leverede fortællinger, skrevet sammen med manden, produceren og musikeren Ian Devaney, som hun har kendt siden ungdommen.
Lisa Stansfields sexede sovekammerstemme er stadig intakt, og der er både stil og styrke over hende, som hun gennem de ti sange over 39 minutter kommer gennem både sårbare og stærke kvinders følelser og kvaler med kærlighed og forhold. Oftest af den forliste slags. Altså noget, enhver mand bør lytte til …
At hun er kampberedt, kan man høre på soulsangen ’Picket Fence’, der for mig er et af pladens stærkeste numre. Det swinger, blæserne er skarpe, og hun viser sit store spænd i stemmen, når hun i omkvædet om den mand, hun vidste var vejen til problemer – og skiller sig af med ved hjælp af en skovl – synger:
– In my defense / I never wanted / No picket fence / And to obey / That’s not the way / I rest my case, synger hun på ‘Picket Fence‘.
Den dansable åbner ’Can’t Dance’ udkom allerede på single i fjor, da hun turnerede med sine største hits uden at komme forbi Danmark. Det er en uptempo, disco-influeret sang i et leje, George Michael også ligger naturligt i, mens andensinglen ’Carry On’ er northern soul med et stampende 4/4 beat.
Groovet går igen i det meste af pladen, afslutningen ’Love Can’ er et af den slags numre, man kan svømme hen til, og ’The Crown’ kunne være 90’er-r&b á la All Saints. Bare med en bedre sangerinde.
Flere steder maler hun med den store ballade-pensel på numre, der kan være båret af både piano – som den dramatiske ’Conversation’ – blæsere og især strygere, mens ’Why’ er en lusket lille jazz-ting med både bas, fingerknips, percussion og big band i samme territorium som klassikeren ’Fever’. Uden at nå samme niveau.
– Jeg vil bare ikke ende som Cliff Richard, siger hun i et interview med The Guardian i dag.
Men det er der vist heller ingen risiko for. ’Seven’ er alt i alt en fin plade, og det er især en plade, der viser Lisa Stansfields stil, klasse og elegance. Den slags kan man godt savne indimellem.
I maj rammer hun igen Europa med især en del koncerter i Tyskland, men der er desværre heller ikke denne gang nogen dansk koncert planlagt (endnu)
Pladen kan høres på Wimp her eller Spotify her:
Og til sidst – nogle kendte og mindre kendte nedslag i Lisa Stansfields karriere:
Hun begyndte karrieren med gruppen Blue Zone, der bl.a. udsendte nummeret ’On Fire’ i oktober 1987. Timingen var desværre meget uheldig, for det var kort før, 31 mennesker omkom ved en brand på Kings Cross-stationen i London.
http://www.youtube.com/watch?v=IzJftvGJeUE
Blue Zone udgav et enkelt album, ’Big Thing’ i 1988, før Lisa Stansfield besluttede at satse på en solokarriere. Inden debutalbummet i 1989 nåede hun at lægge vokaler på Coldcut-hittet ’People Hold On’, der fylder 25 år 13. marts:
Solokarrieren var fra begyndelsen en succes, idet førstesinglen ’This Is the Right Time’ strøg ind som nummer 13 på single-hitlisten og hittede bredt verden over.
Opfølgeren ’All Around the World’ http://www.youtube.com/watch?v=JVuuatjHGnY gik ind som nummer 1 og blev senere udgivet i en mindre kendt udgave sammen med selveste Barry White:
Barry White fortolkede hun senere med en fremragende version af hans ’Never Never Gonna Give You Up’ med den pikante video, som man vel godt kan tillade sig at sige, at man gerne ville have været til stede ved optagelsen af …
Det var i 1997, og da indtrådte hit-tørken med det fjerde og selvbetitlede album. Men i 1999 var hun igen sammen med Barry White på nummeret The Longer We Make Love’ fra hans sidste album, ’Staying Power’.
2001-albummet ’Face Up’ bød ikke på de store hits, men indeholdt dog bl.a. denne lille disco-ting, ’8-3-1’, her i en live-version fra Ronnie Scott’s, hvor hun optrådte med en række jazzkoncerter:
Førstesinglen ’Let’s Just Call It Love’ var til gengæld inspireret af tidens 2-step-bølge:
Lisa Stansfield fortsatte med at gå sine egne veje og bl.a. kaste sig over skuespil, og det Trevor Horn-producerede album ’The Moment’ fra 2004 blev ikke noget hit i hjemlandet. Det var mere populært i f.eks. Tyskland, Østrig og Schweiz – men er vel egentlig en smule overset. Det indeholder bl.a. denne version af Prefab Sprout-nummeret ’When Love Breaks Down’:
Sidste år kom så første single, ’Can’t Dance’, fra det nye album, som i sidste uge strøg ind som nummer 13 på albumhitlisten i Storbritannien:
Lisa Stansfield har endvidere en rolle i filmen ’Northern Soul’ (mere om den her, her og her), der vist stadig ikke har haft dansk premiere. Traileren kan ses her:
http://www.youtube.com/watch?v=bU3vR_EBVic
