Gensyn med en elsket ex

Det er snart tyve år siden, de var bedst, og det er snart ti år siden, de sagde farvel.

Så hvorfor får muligheden for et gensyn med Suede hjertet til at slå lidt hurtigere? Et tilbageblik … der begynder i:

Efteråret 1992

Det var første gang, jeg så den i Danmark. En af kælderpladebutikkerne nede i Larsbjørnsstræde havde den, og den kostede 80 kroner. Jeg syntes, det var skandaløst dyrt for fire sange på en cd-single. Men de fire var Suedes nye single ’Metal Mickey’, samt alle tre numre fra deres første ep: ’The Drowners’, ’My Insatiable One’ og ’To the Birds’.

Det skulle nu stadigvæk vise sig at være en god forretning, for jeg spillede de fire sange til pladen næsten blev flosset i kanterne. Jeg tror, jeg havde ventet, at musikken fra det mest hypede band i England ville lyde lidt som de fleste andre shoegazere, der var moderne lige dengang. Jeg troede, de ville lyde lidt som Ride. Deres navn var lidt som Ride. I stedet lød de, som om de ikke kunne være mere inderligt trætte af bands som Ride. Og Moose. Og Blur – som Blur var dengang.

Sydengelske og blege, fedthårede og fejlernærede som deres samtidige var de – men i stedet for at drukne i teenagepsykedelisk fuzz var de knivskarpe, og lovede psykodrama og farlig sex, og påstod at være på alt kemisk på en gang. Og de var det i en tid, hvor folk som Alice in Chains og Soundgarden var gået hen og blevet gigantiske, mens briterne var faldet i søvn i en stenet shoegaze-koger. Det var så ubegribeligt forfriskende at høre nogen spille dekadent glamrock midt i det. At det skulle blive starten på en britisk bølge var stadig ikke noget vi vidste.

April 1993

Første gang Suede spillede her, var de godt nok ikke noget særlig vindende bekendtskab. Det var i Pumpehuset, i april 1993, de havde udgivet deres debut en måned inden, og det var med den mest almægtige lettelse at det viste sig, at debuten faktisk holdt. Og endda holdt så godt, at den totalt overskyggede den nye plade ugen efter fra deres tydelige idol David Bowie, der dengang stadig var på vej op til overfladen igen. Black Tie White Noise var da nogenlunde, men på dette tidspunkt var Bowie mest af alt vigtig på grund af den guldmine af inspirerende musik han havde udgivet i 70’erne, og som for nylig endelig var udkommet igen.

Nå ja, og så var Bowie kendt for at være den første i England, der for alvor opførte sig androgynt og homoseksuelt, i interviews og på scenen. Brett gik lidt samme vej, uden helt den samme succes – han udtalte at han var en ”biseksuel, der aldrig havde haft en homoseksuel oplevelse”, og i stedet for at sutte den af på Bernard Butlers guitar, à la Bowie og Mick Ronson, havde han en sær manøvre med at stå med ryggen til publikum, foroverbøjet, og smække mikrofonen op mod røven på sig selv.

Jeg er helt flov ved at sige det, men det er det klareste minde fra den koncert. Hvor bandet var nogle sure løg, og man fandt i sig i det, fordi de føltes som hyper-nutiden. Og så på grund af sangene. Det var dem, det handlede om. Det var den måde, de landede midt i éns ungdomstungsind. Håbløs, fortabt romantik. Det er måske svært at bilde ret mange ind i dag, men der var en outsideraura om dem; de fik dannet en rigtig lille armé af hardcores omkring sig. Også selv om man som undertegnede fik flirtet lige så lidt med den søde, søde smack som med den tabuiserede mandesex.

November 1994

Da de så kom tilbage hertil, gjorde de det i fancy Falkonér en kold novemberaften, i en helt overdrevent luksuriøs samlet pakke sammen med Manic Street Preachers. Begge havde lavet deres store mørke mesterværker det år, The Holy Bible og Dog Man Star. Det sidste af dem var allerede blevet spillet ihjel hjemme hos mig, og det var først lang tid senere at det gik op for mig hvor katastrofal en proces den havde været at lave.

Resultatet af de store egokampe mellem Brett Anderson og guitarist Bernard Butler var ét stort, kaotisk og vildt pompøst værk, en verden i sig selv – en både utryg, mørk og dybt fascinerende asfaltverden, for nu at låne titlen på den måske mest imponerende (og i hvert fald længste) sang. Man så det komme – på Valentinsdag samme år havde de udgivet ’Stay Together’, der varede en evighed og endte med et minuts hvalsang. Den var fremragende, men stadig kun et lille varsel om hvor godt det overbroderede album blev.

Og denne aften på Falkonér Allé var det helt magisk, suppleret med film på baggrundslærredet af Derek Jarman, der foregik i den samme skyggeverden som det sexede omslag, lavet over et foto fra 70’erne ved navn Sad Dreams on Cold Mornings. Det var præcis hvad det hele handlede om. Men også om fælles lykke. Det var en af de bedste koncerter, jeg har været til. Og hvordan var ’New Generation’ ikke et verdenshit? Og hvordan helvede var ’Killing of a Flash Boy’ en b-side? Og hvordan kunne det gøres med en ny 18-årig  dreng, Richard Oakes, der uden besvær spillede alle Butlers stykker på guitar?

Sommeren 1996

Jeg hørte aldrig til dem, der mente at det hele var tabt efter at Butler forsvandt. Tværtimod. Coming Up var en vidunderlig plade. Lige så selvsikker og afklaret og poppet som Dog Man Star var mørk og mærkelig, men gudskelov da for at de ikke var ens. Dog Man Star havde været som den tynde, bekymrede og gammeldags klædte mand ovre i hjørnet af britpoppens store fest i 1994. Coming Up passede perfekt ind her i 1996, hvor det hele i øvrigt snart var ved at være slut for den scene.

Én, der ikke behøver nævnes ved navn her (selv om det nok er for sent at få ballade for det), havde ad bagveje fået fat på en uldent lydende kassette-udgave af det ivrigt forventede album, to måneder inden det udkom i august. Det endte med at blive sommerens forvrængede, men stærkt ophidsende soundtrack. Gennem juli kunne man rende rundt og vide præcis hvor enorme sange som ’Saturday Night’ og ’Beautiful Ones var. Nytåret 1997 blev spillet ind med ’Trash’ så højt og længe at forstærkeren til sidst ikke mere orkede. For pokker, deres B-sideopsamling Sci-Fi Lullabies var en af de bedste plader der kom i 1997.

Siden da

Brett Anderson var selv med til at prikke hul på magien. På Head Music fra 1999, hvor krisen satte ind, var det ham der bare ikke kunne begrænse sig med sine loops og halvhjertede sange. Måske fordi manden var på så utrolige mængder stoffer. Og da han blev clean, og lavede det der lignede den sidste plade, A New Morning, blev det endnu værre.

Så derfor blev Suedes Roskilde-opvisning i 1999 deres Final Hurrah. Jeg behøvede ikke se dem på Grøn Koncert sammen med TV-2 og Jacob Haugaard fire år efter. Det var jo ikke lige det, det havde handlet om. Brett Anderson solo har jeg slet ikke lyttet til. Men bare fordi man ikke mere elsker nogen som før, kan man jo sagtens ønske dem det bedste. Derfor var det så befriende, da de ikke bare fandt sammen igen – det gør Gud og hvermand for tiden – men gjorde det med det udtalte mål at lave en plade, der var meget bedre end den A New Morning, som de selv beskrev som ’a poor album’ for nylig. Og Bloodsports er da også så meget bedre.

Selvfølgelig bliver det aldrig som før. Var Bloodsports kommet lige efter Coming Up, havde jeg helt sikkert ikke slået badutspring. Den er ikke utrolig, men den er god. Forhåbentlig laver de én til.

Men den dér kærlighed var så stor i syv års tid, at den nok alligevel aldrig kommer til at gå væk. Da det var bedst, var det uforglemmeligt. Minderne er kolossale. Det er en ex, som det bliver skønt at se igen.

Og her er i øvrigt en række grunde til det.