Et dansegroove og det gyldne guitarriff

   


Af Anders K. Sørensen

I dag er det præcis 30 år siden, australske INXS udgav deres succesalbum ’Kick’, som sendte dem op på siden af tidens største navne og definerede en ny sexet rocklyd.

Den 19. oktober 1987 udkom et af 1980’ernes mest markante popalbums. ’Kick’ med INXS var en plade, der på mange måder kendetegnede årtiet: sexet, muskuløs, glat og voldsom i sin produktion med store trommer, knivskarpe guitarriffs, snerrende vokal, svulstige strygere og masser af rumklang. Det var ikke uden grund, at bandnavnet udtaltes ’In Excess’ – i overflod!

Samtidig var det et album, der kastede fem stærke singler af sig, og albummets markante lyd blev et billede på 80’ernes globale festkultur; en iskold yuppie tight-ass boogie, der emmede af kokain og gin & tonic – og sex.

Bosserne fra Atlantic Records var imidlertid meget lidt begejstrede, da de første gang blev præsenteret for de 12 sange på det nye album. De brød sig ikke om den nye, pågående og funky lyd, som de frygtede ville kaste bandets amerikanske rockpublikum af i svinget – og de tilbød sågar bandet 1 mio. dollars for at rejse hjem og lave skidtet om.

INXS og producer Chris Thomas holdt dog fast – og resten er pophistorie. I en sådan grad, at lyden af et dance-groove og et guitarriff nærmest blev synonymt med INXS, ligesom det inspirerede en lang række samtidige og senere bands til at kombinere hvid funk med en kantet rocklyd til dansegulvet. Bare tænk ‘Need You Tonight’:

Og ja, der blev også proppet meget vat i skuldrene og lort i rillerne gennem australiernes karriere – og INXS var som artister hverken på linje eller i nærheden af 80’ernes helt store popikoner som Prince, Michael Jackson eller Madonna. Albummet ’Kick’ var snarere kronen på værket end startskuddet til noget nyt; som det sidste bind i en trilogi med ’The Swing’ (1984) og ’Listen Like Thieves’ (1985) – og kunstnerisk set sluttede det hele længe før, Michael Hutchence begik selvmord for snart 20 år siden, den 22. november 1997 på et hotelværelse i Sydney.

Men INXS fortjener et genlyt og en refleksion. Ikke mindst i anledning af deres største albums jubilæum.

Mit eget forhold til INXS begyndte mandag den 9, januar 1984, hvor jeg sad foran min Sanyo ghettoblaster og lyttede til Studie 84. Det var Kim Schumacher, der bestyrede programmet på P3, og efter et nummer med Heaven 17 introducerede han en ny single med et australsk band ved navn INXS: ”Hvide drenge, sorte piger, sorte drenge, hvide piger, hvide drenge, sorte drenge …” Mere husker jeg ikke af Schumachers præsentation, førend de potente trommer, de slikkede guitarer og Hutchence rockautentiske vokal under det pulserende dancebeat tog over og greb mit lille pophjerte.

Singlen var produceret af Chic-legenden Nile Rodgers, som havde givet de australske rockdrenge en ny groovy lyd, der siden inspirerede blandt andre Duran Duran.

Jeg købte og nød deres plader, de følgende år – ’The Swing’, ’Listen Like Thieves’ og naturligvis ’Kick’. Uden at være decideret fan, men den lyd og de hits var en del af lydsporet til mine tidlige teenageår.

Jeg så også INXS på Roskilde Festival 1988 (en ikke særlig mindeværdig koncert), og da australsk/newzealandske Crowded House fire år senere spillede på samme scene stod jeg lige foran Michael Hutchence og hans daværende kæreste Helena Christensen på pladsen foran Orange. Det var i 1992 – og samme år købte jeg min sidste INXS-plade, ’Welcome To Wherever You Are’.

Dengang i søndagssolen på Dyrskuepladsen måtte jeg flere gang lige vende mig om for at sondere publikum og spejde efter nogle venner – men mest af alt for at suge stjernestøvet fra det celebre rock’n’roll-par til mig.

Michael Hutchence var udover en fremragende vokal udstyret med en umiskendelig star quality. Han osede af sex, drugs og rock’n’roll – og han levede et liv, hvor disse tre bestanddele spillede en stor rolle, og hvor jagten på suset til sidst slog ham ihjel. Hutchence var en sanger af et format, der i dag er stort set ikke-eksisterende på dagens popscene – og måske den sidste mandlige frontfigur, der kunne bære et par læderbukser.

Æret være hans minde – og tillykke med dagen til ’Kick’.

Her er en kronologisk spilleliste med denne skribents 15 favoritnumre med INXS – og nej, ’Baby Don’t Cry’ er ikke på.

Kommentér indlægget