Sidste måned udgav Saint Etienne en af årets bedste plader, men da det er over en måned siden og dermed totalt forældet stof, og de gode mennesker hos The Quietus allerede har sagt det bedre end jeg selv kunne, så er her i stedet et kig på omslaget. For det er en perle, som er designet af Londondesignerne Dorothy, der allerede havde lavet et kort i bedste A-Z Guidebook-stil med sangtitler.
Men Saint Etienne fik lavet det i endnu lækrere udgave på bestilling, med håndplukkede sange og lige så mange snu referencer som man skulle have troet fra den stort set alvidende og musikforelskede poparkæolog Bob Stanley – en af dem er, at kortet der bliver brugt passer til det centrale Croydon, den dødssyge forstad syd for London som han kommer fra.
Det er et bykort, der er værd at fordybe sig i, som en taxichauffør der prøver at lære sin by. Her er ti af de bedste adresser.
Scott Walker: Montague Terrace
fra Scott, 1967
Der er meget lidt Summer of Love over Scott Walkers første solosingle, og startskuddet på de fire albums, Scott 1-4, som ethvert hjem bør have. Jeg forestiller mig et par om vinteren, i en iskold og kummerlig lejlighed, der drømmer om et andet sted – men hvilket? Der er et Montague Terrace i Brooklyn og diverse andre steder, men jeg har altid regnet med at det var på Montague Street midt i belæste Bloomsbury i London. Også fordi stemningen minder mig om Polanskis supercreepy gyser Repulsion, der også er en lejlighedshistorie midt i tressernes sort/hvide engelske hovedstad, og heller ikke oser af flower power på nogen måde.
Lloyd Cole & the Commotions: Charlotte Street
fra Rattlesnakes, 1984
Det måske bedste af de ti numre på Lloyd Coles første plade, der er vellykket for at sige det mildt. Historien om en kort romance, der i øvrigt overhovedet ikke foregik på Charlotte Street – der ligger lige om hjørnet fra Montague Street – men på den mindre centrale Upper Street oppe i Islington. Men “det lyder ikke helt lige så godt, vel?”, som Cole selv skrev i noterne da han genudgav Rattlesnakes.
Steely Dan: Barrytown
fra Pretzel Logic, 1974
http://www.youtube.com/watch?v=s7_Qw5qeEIM
Steely Dan er fantastiske. Og det er i høj grad på grund af Donald Fagens mavesure observationer. Tag ‘Barrytown’, der tilsyneladende bliver fortalt af en lokal ligusterfascist, der vil have tingene som de var i gamle dage, og som foretrækker ikke at få idyllen forstyrret af folk udefra med deres underlige vaner. Også selv om de bare måtte være fra nabobyen. Hvorefter man så pludselig ser, at den gamle støder i sangen måske havde noget at have det i – for i de tidlige 70’ere rykkede Reverend Moon og hans Moonie-kult ind i Barrytown, der såmænd findes. Og det de ‘bar på’ var deres hvervebrochurer. Noget, det er svært at forestille sig Fagen have den helt store respekt for. Randy Newman ville have været stolt. Måske var han. Men ét er begavede observationer, et andet er at det bare er charmerende at høre dem spille en helt ren popsang.
The Go-Betweens: The Wrong Road
fra Liberty Belle and the Black Diamond Express, 1985
Hvis vi nu lige siger, at The Go-Betweens var kendte nok til at der fandtes almene misforståelser om dem, så var en af dem at Grant McLennan var den lyse og melodiske sanger, og Robert Forster den mørke og misantropiske. ‘Spring Rain’ her fra deres fjerde album var af Robert Forster, og den var med på soundtracket til Dum & Dummere. Mens denne er en McLennan-sang, rugende og halvt opgivende, om alle de gale valg. Check de hule, metalliske trommer: dette var dengang Cocteau-tvillingerne styrede indiepoppens underverden med hård hånd.
The Cure: The Walk
single, 1983
Der var kun gået et års tid efter Pornography, et sort hul af et album, der er storslået, men må have været absolut udmarvende at lave. Et heftigt misbrug af knark og sprut hjalp sikkert heller ikke humøret. Da først Robert Smith var kommet ud fra afvænning lavede han en trio af popsange, hvor ‘The Walk’ var den midterste efter ‘Let’s Go to Bed’, og før ‘The Lovecats’. De spillede synthpop for første gang, og det kunne ikke være gjort meget mere gør-det-selv-agtigt end her. ‘The Walk’ lyder som en demo med Soft Cell, og en vellykket én.
Donald Fagen: Green Flower Street
fra The Nightfly, 1983
http://www.youtube.com/watch?v=ANA5MGMKyBU
Ham igen. Fagens første soloplade The Nightfly er et mesterværk, der handler om det hvidmalede amerikanske forstadsland i 50’erne og 60’erne. Her i sangen er hovedpersonen ikke bare blevet fanget ind af storbyen, der på det tidspunkt er en social krudttønde – han har såmænd også fundet sig sin ‘mandarin plum’, en asiatisk kæreste, hvis familie er alt andet end imponeret. Især brormand. Det er subtilt og åbent for fortolkning. Det er Mad Men på fem smooth minutter, det er Raymond Carver som en jazzet popsang. Det er formidabelt.
The Charlatans: Sproston Green
fra Some Friendly, 1990
Vi havde vores Stone Roses og Happy Mondays dengang, helte der hurtigt brændte ud, men lige pludselig kom fra Manchesteregnen og splattede farve ud over indiepoppen. Og så havde vi wannabes som Paris Angels, Soup Dragons og Mock Turtles, der er bedst tjent med at forblive glemt. Og så var det The Charlatans, der kom fra Northwich et stykke uden for Manchester, lød ligesom Stone Roses, og faktisk endte som de eneste langtidsholdbare fra hele den scene. ‘Sproston Green’, der i øvrigt ser ud som et dødssygt sted, er fra dengang det hele var nyt, og det bedste fra debuten. De skulle blive endnu bedre, men det er en anden snak.
Billy Fury: Wondrous Place
single, 1960
http://www.youtube.com/watch?v=mGPbA9E8yy0
Billy Fury er en af de gamle rock&roll-stjerner som kan få lov at stå som lidt mystiske i dag, fordi han var så venlig at tage billetten som forholdsvis ung i 1983. Jeg ved intet om ham, ud over at han var fra Liverpool og der står en statue af ham der med en fantastisk bronzestøbt frisure. Men jeg ved at sangen dukkede op i en Toyotareklame for et par år siden, der malker en Blue Velvet-stemning fra ca. 1960 for alt hvad den kan trække. Og at det ikke gør sangen værre på nogen måde.
Echo & the Bunnymen: Villiers Terrace
fra Crocodiles, 1981
Det er ret nærliggende ikke bare at tænke at ‘Villiers Terrace’ er om lokale folk, der tager en forbandet mængde stoffer, men også at Ian McCulloch ikke behøvede gå ret langt for at finde disse lokale typer. Han boede f.eks. sammen med det omvandrende kemiske eksperiment Julian Cope fra The Teardrop Explodes, et andet band fra Liverpools anden storhedstid. Læser man så hæftet til den genudgivne Crocodiles – endnu en kolossal debut – viser det sig at den i stedet skulle handle om Hitler, der skulle have rullet rundt på gulvet i ekstase efter at have underskrevet en ikke-angrebspagt med Tjekkoslovakiet. I Liverpool af alle steder. Og hvorfor ikke? Det giver ingen mening og holder ikke historisk. Men som bullshit er det prægtigt. Og bullshit er en central del af pop. Bare spørg den næste på listen.
Morrissey: Late Night, Maudlin Street
fra Viva Hate, 1988
http://www.youtube.com/watch?v=cLFlNDsGrFQ
Viva Hate var Morrisseys første soloplade, og blev lavet i huj og hast efter at The Smiths var strandet. Det var ret klart, at han havde noget at bevise – en ting der er anderledes svær at få øje på i dag. For det var en storslået plade, og en succes både for ham og dengang ukendte Stephen Street, en fyr der egentlig også burde have lov at stå på det musikalske landkort. Og det store drama i centrum af albummet var ‘Late Night, Maudlin Street’ – den Unge Morrisseys Lidelser, med al den ærlighed han er kendt for, og den selvironi der er røget en tur siden da.
