Det har foreløbig været et godt år til at pine sig selv med “Shit, jeg føler mig gammel nu”-tanker. Sister Sledges We Are Family lyder frisk som en havørn og lige så lækker som nogensinde, og den er lige fyldt fyrre. Technique med New Order, der fik mig til at springe rundt som en tosse da jeg lige var fyldt 18, er nu 30 år gammel. Og forleden dag rundede Dubnobasswithmyheadman, Underworlds mesterværk, 25. Har aldrig rigtig danset til den. Men måske nok holdt nogle underboer vågne med den. Beklager. Den varer 70 minutter, og tåler i høj grad gentagelse det meste af en nat.
For pokker da! Jeg kan huske, da jeg var 16, og Sgt. Pepper fyldte 20, og hyldestartiklerne var fulde af ”It was twenty years ago today”-vinkler, da albummet jo meget behændigt lægger ud med de ord. Alt hvad jeg husker var, at jeg hørte Depeche Mode, New Order og Madonna dengang (og andre, vi ikke behøver komme ind på her), og tænkte, at dette ikke bare var, men også virkelig lød som en antikvitet.
Nu er 20-årsjubilæer noget vi fejrer for albums som I See a Darkness, Bonnie Prince Billys perle, der fik mig til at lytte ekstra meget til depressive amerikanske folkemusikere, og det er musik der lyder som om det kunne være indspillet for fyrre eller tyve år siden, eller i forgårs. Og føles som om de egentlig ikke har mere end en håndfuld år på bagen, fordi de bare stadig er en del af samtalen.
Jeg elsker selv at sætte de milepæle op og hænge en vimpel på dem. Men i betragtning af at det her er 25-året for et af de bedste musikår i mit liv, 1994, så må det være på tide at omlægge alle de jubilæer en smule. De kommer til at overdøve alt, endnu mere end nogensinde. Think pieces og begejstrede podcasts overalt. Genudgivelser med 21 demoer, der aldrig før har været udgivet, af den enkle grund at de lyder forfærdeligt. Eller mere – en dokumentar på bluray, en immersion version med alt hvad der kom på bånd under indspilningerne, et overflødighedshorn af vinyl til 4.000 kr. Og så kommer jubilæumsturnéen, hvor albummet skal spilles i fuld længde.
Og her kommer så pointen
Imens bliver det for let at glemme, at der bliver lavet brillante plader i vor egen tid. De får for nemt lov at flyde ned i revnerne mellem fliserne i den store daglige strøm af nyheder, mens vi venter på den næste turnus af fester for de etablerede klassikere.
Jeg slår til lyd for at skære cyklussen ned. Dette har været et aldeles fremragende musikalsk årti. Så ingen fyrreårsdag skal fejres i dag. 10. februar var en helt almindelig mandag, hvor Celta spillede 0-0 mod Athletic Club, og det eneste bemærkelsesværdige ved det var at begge trænere, Luis Enrique og Valverde, har været chefer i Barcelona siden da. Men i USA udkom July, Marissa Nadlers album, og jeg kan ikke få ind i mit hoved at det virkelig skulle være fem år siden, for jeg har lyttet til det lige siden uden at kunne blive træt af det.
Det er en gudesmuk suite af sange. Det er sådan ét album, du skal sætte på en lang nat hvor du egentlig er træt, men alligevel ikke kan sove. Sådan ét, der dækker over halvt huskede historier, huse der har stået tomme af uvisse grunde, kærlighed på grænsen af det tilladte, køreture gennem ukendt land med uvis destination. Små billeder, der prikker til din fantasi. American Gothic fra vor tid.
Produceren er Randall Dunn, der normalt tager sig af tungt dronende folk som Earth og Sunn O)), men her hjælper han først og fremmest med at skabe det gazeagtige, tætte mørke. Sangene er nemlig Nadlers værk alene. Det helt centrale nummer er ’Dead City Emily’, en sort vinter af en sang midt i July, en ren film i sig selv.
Mellem os, så havde Marissa Nadlers tolvstrengede guitar og lidt blomstrede tilgang ikke altid været lige min smag. Men da først hun lukkede det dunkle helt ind, ramte hun plet. Med et minimum af velvalgte effekter – lidt pedal steel her, lidt rumklang dér, et fuldt band som overrasker ved at falde ind halvvejs inde i albummet og hurtigt fordufte igen – har hun skabt ikke bare et stort album, men også springbrættet til mere godt. Især For My Crimes fra sidste år har næsten samme niveau.
Og så kan det være ligemeget, at det ikke har alderen til at blive fejret med 3cd+1dvd-boxe eller 22-siders-temaartikler i Uncut endnu, hvis det da nogensinde skulle blive tilfældet. Det lille jubilæum kan være lige så godt som det lange. Og derfor er denne serie sat i søen. Den bliver fulgt op med uregelmæssige mellemrum. Du kender os jo. Men den skal nok blive fulgt op, når det er fortjent.
