Bowies afskedsgave

   


Blackstar

David Bowie: Blackstar
(10)

ISO/Columbia
Udgivet 8. januar 2016

I’m dying to
Push their backs against the grain
And fool them all again and again

Det var et twist, der fik “Bruce Willis var død hele tiden” til at virke som en forholdsvist banal observation. Vi havde jo set en nyklippet og solbrændt Bowie i alle bladene, der godt nok ikke gav interviews eller optrådte offentligt – men det gjorde han jo alligevel aldrig, ny plade eller ej. Til gengæld talte hans nye jazzvenner, Donny McCaslin og hans band, om hvordan Bowie havde fulgt dem rundt på klubber og checket dem ud, for så at shanghaie dem til en ny plade, der slet ikke skulle lyde som det plejede. Han lignede på alle leder og kanter en, der var klar til et nyt kapitel, og kunne køre på så længe det passede ham.

Bowie1

Og producer og perleven Tony Visconti, der engang blev fyret af Bowie for at tale for højt om hans private affærer, er virkelig kommet efter det. Visconti, der også i fin stil holdt The Next Day hemmelig for hele verden, nævnte i lange, detaljerede interviews kun ting om mandens arbejdsiver og musikalske nysgerrighed.

Musikken begyndte så også at dukke op; først ‘Blackstar’. Vel er den da morbid. Og vel er der da folk, der dør i den sang. Men det har der jo været i hans sange lige siden 1967! De bliver masseudryddet af messianiske fascister, de tager deres eget liv fra taget af et højhus, de myrdes af deres egne fans, strander på fjerne planeter, bliver ædt i tågen af monstrøse hunde. De bliver endda slugt levende af fjernsyn. Så ærlig talt er der ingen, der behøver skamme sig over ikke at have tænkt i de baner.

‘Lazarus’ fulgte efter. “Look up here, I’m in Heaven …” – ah, Bowie synger igen i karakter, som en overnaturlig skikkelse af en art. Ikke? Formentlig Thomas Jerome Newton, The Man Who Fell to Earth. Vi vidste jo så meget, at samme ballade var titelnummeret i musicalen, der var inspireret af den film fra 1975.

Men alligevel virker det jo så oplagt. For søren da … for seks dage siden kom videoen til ‘Lazarus’. Han ligger lidende i en hospitalsseng. Han forsvinder til sidst ind i mørket i en vertikal kiste – ok, det er bare et skab, men symbolikken er da til at få øje på. Og …

 

videoen har for hulen en stor tyk sørgerand på hver side.

Få minutter efter at have set nyheden skrevet ulidelig klart i sengen præcis kl. otte, var det pludselig så utrolig indlysende. Han havde narret os. Igen.

Sidste sang på albummet, ‘I Can’t Give Everything Away’, virkede i første omgang som en køn, men måske ikke spektakulær sang, hvis omkvæd jeg valgte at tage for pålydende uden rigtig at lytte efter. Det er titlen gentaget, igen og igen. Det måtte da handle om, at han er en mand der hæger om sin mystik, ikke? “Jeg kan ikke afsløre alt”. Og måske den skulle være en varm, mere stilfærdig afmelding på en ellers ret krasbørstig plade? Jeg havde bidt mærke i, at dens synth lyder som ‘Thursday’s Child’ – vel den første sang, hvor han gransker sin egen alder, også i videoen? – og at verset melodisk minder om ‘Soul Love’ fra Ziggy Stardust. Imens ignorerede jeg ordene, der ellers lå lige for.

Jeg hørte albummet, da jeg gik til kontoret. Begyndte med de to sidste sange, der pludselig havde en helt ny mening. Det sidste, gentagne, vers, som jeg ikke havde ænset, stak pludselig som en syl gennem hovedet:

I know something’s very wrong
The pulse returns, the prodigal sons
The blackout hearts, the flowered news
With skull designs upon my shoes

I can’t give everything away …

Pludselig betød de sidste ord noget andet, på et sekund. “Jeg kan ikke give afkald på livet.” Selvfølgelig! Pludselig synger han ikke “I’m dying to”, når han runder den bedårende ‘Dollar Days’ af, heller. Han synger “I’m dying, too.” Jeg håber, manden har ligget i sine allersidste øjeblikke og fniset godmodigt af, at ingen fangede det. Sangen virkede i første omgang som en smuk erkendelse om, at Bowie ikke regnede med at vende tilbage til England foreløbig, fordi han ikke savnede stedet. Forkert: Han vender ikke tilbage, fordi det er for sent.

Bowie3

Kan kunst leve isoleret fra sin sammenhæng? I sig selv var ‘Dollar Days’ og ‘I Can’t Give Everything Away’ en temmelig flot afmelding. Nu er de to sange en hjertestoppende suite, der aldrig kan høres på samme vis igen.

Ikke, at hele albummet er om Bowies tilstundende død. Det tror jeg i alle fald ikke. De to af sangene kendte vi i forvejen fra den single, der kom inden opsamlingen Nothing Has Changed. Men de har begge fået en gevaldig overhaling. ‘Sue (or in a Season of Crime)’ har mistet sit dissonante jazzarrangement, der gjorde singlen til forholdsvis hård kost. Og ”Tis a Pity She Was a Whore’ er lavet om fra en rå, industriel, hjemmelavet demo til en piskende opvisning i, hvilket overlegent band Bowie havde fundet til lejligheden, med Donny McCaslin i soloaktion på saxofon til han er gasblå i hovedet, og Bowie står og whooper hæst i begejstring.

Utroligt nok har ingen skældt ud over titlen på den sidstnævnte, som Bowie har nolet fra et John Ford-skuespil fra 1600-tallet. Måske fordi det ikke er umiddelbart indlysende, hvad hulen han synger om, men hvor er “Man, she punched me like a dude” dog en åbningslinie. De to sange er Blackstars temperament, pladens id, fyldt med afmægtig og indestængt vrede i mænd, der hader kvinder i en tid med krig og kriminalitet.

Den sidste, ‘Girl Loves Me’, er helt anderledes; en gang afpillet kridhvid funk af den slags Bowie selv var med til at lancere omkring Station to Station. Det er albummets eneste bud på lidt light relief, lige pludselig. Hvor Bowie graver et par arkaiske slang-sprog frem fra Londons historie, polari fra Sohos bøssemiljø i tressernes London, og nadsat fra A Clockwork Orange – bare hvis du var i tvivl om han var begyndt at tale i tunger i C-stykket. Den linie, der hopper lige ud i hovedet på én, er “Where the fuck did Monday go?”, og den er pludselig uforglemmelig for alle os, der hørte om Bowies død mandag morgen. Men det kan da kun være et tilfælde. Kan det ikke? ‘Girl Loves Me’ virker som en sang, der er indspillet med ét stor grin over fjæset – lidt på samme måde som ‘TVC15’ for fyrre år siden, på Station to Station. Det er den sang om et tv, der æder folk.

Bowie2

Station to Station, ja. Jeg havde fra første øjeblik en følelse af, at den plade lurede som en skygge bagved. Og den følelse står jeg dobbelt ved, nu. Og det er ikke kun på grund af Blackstars ti minutter lange titelsang, som har en lang intro med okkulte toner, hvis tema den endda vender tilbage til til sidst. Præcis som den fjerne fætter fra 1976. Det hint var alligevel ikke mere subtilt, end at jeg fangede det.

Men det er også på grund af følelsen af, at begge albums så indlysende er indspillet af en mand med døden lige i hælene. Først frivilligt. 40 år senere af tvang. Dengang fanget i en manisk cirkel af coke og paranoia, med en misbrugt krop, der var ved at give efter. Og denne gang i en vild kamp for at overleve og se det hele fuldendt. Dengang med en ren salme i ‘Word on a Wing’, der vist ikke var et reelt udtryk for religiøs hengivenhed – men mest var et desperat råb om hjælp. Og denne gang med sangens skrøbelige søster ‘I Can’t Give Everything Away’, resigneret, mæt af dage, med vished om at det er uundgåeligt.

Nej – man kan ikke fjerne kunsten fra sammenhængen. Sammenhængen betyder noget. Blackstar er som et maleri, hvor det rigtige motiv først træder frem, når man ser det fra en anden vinkel. Præcis ligesom historien om Ziggy Stardust og hans ‘død’ på scenen ophøjer det album til noget mytisk. Ligesom Low og ‘Heroes’ er mere end bare et par samlinger af gode sange på side 1, og kønne melodier på side 2. De kan heller ikke ses isoleret fra 1977, år 0 i kunstnerens liv, når først man kender den baggrund. På samme måde bliver Blackstar til evig tid vandmærket af sin historie.

Men det havde jo ikke spillet en rolle, hvis ikke albummet var fantastisk. Og hvis ikke godt halvdelen af sangene var selvskrevne i den store kanon af Bowie-sange.

Som nævnt sidst har en verden gået og sukket efter et album, man kan sætte i samme ophøjede selskab som Ziggy, Diamond Dogs, Station to Station, Low, ‘Heroes’, Scary Monsters osv.

Værsgo. Her har I det. Du var den største, Bowie, og du forlod os som den største. Du er fri – just like that bluebird. Tak for afskedsgaven, og tak for alt.

 

Kommentér indlægget