Appetite For Destruction – fødselsdagen ingen havde lyst til at huske

I slutningen af juli fyldte Appetite For Destruction 25 år. Uden fest, fanfare, genudgivelse eller nogen som helst anden form for opmærksomhed. McGuire spoler tiden tilbage til Hjørring i de tidlige 90’ere, og forsøger at finde ud af, hvorfor albummet, der ændrede os alle, i dag er albummet ingen af os har lyst til at fejre.

Der var engang, hvor en cd kostede 170 kroner på grund af noget, man kaldte for punktafgiften. Det var omkring 93-94, og det betød, at der selv på de gode måneder, hvor der ellers var godt knald på avisruten, måske kun var plads i budgettet til at købe én eller to plader. Der skulle jo også være råd til weekendens forbrug af Pernod, Palladium sko og koffein-piller, så når du først havde købt en cd, blev den ikke pillet af stereoanlægget før du havde lært at elske hvert et sekund af den – hvert et hook på Dookie, og hvert et tåbeligt techno-beat på de der idiotiske Thunderdome-plader, du af en eller anden grund fik din lokale Expert forretning til at bestille hele vejen hjem fra Aalborg.

Ingen plade sad dog længere inde på den kollektive rygrad blandt Hjørrings bøvede teenagere end Appetite For Destruction. Når vi skændtes over, om Use Your Illusion II var bedre end Use Your Illusion I (det var den), eller om Lies var bedre end Live Like A Suicide, kunne vi altid blive enige om, at Appetite For Destruction var den bedste af dem alle. Det var pladen, der ændrede alt. Vi skrev Guns N’Roses på alt, på penalhuse, på vores tøj, på væggen ude på skolens lokummer, på hinanden. Der var to slags teenagedrenge i Hjørring dengang. Dem, der havde været til Guns N’Roses koncert på Gentofte Stadion i 93, og dem, der løj om det. Appetite For Destruction var mit Ed Sullivan Show, og Axl og Duff var min Elvis og Lennon.

Og så skete det uundgåelige. Vi blev ældre. Vi fik knallertkørekort, hår på dilleren og andre ting at tage os til end at sidde på futon-sofaen og vente på, at MTV spillede Don’t Cry igen. Og så kom Rage Against The Machine, som lød helt anderledes, og oven i det hele skulle vi pludselig også til at tage Eurodance seriøst. Hvis pigerne ville lukke os ind på den frække side af deres Harley Davidson gamacher, blev det altså ikke længere til Paradise City bragende på cd-shifteren.

For et par uger siden – lørdag den 21 juli – fyldte Appetite For Destruction 25 år. Men dagen kom, og dagen gik, uden at nogen egentlig bemærkede det. Hvor lignende jubilæumer har resulteret i stort anlagte genudgivelser af blandt andre Metallicas Black Album, Nirvanas Nevermind og Primal Screams Screamadelica, virkede det ikke rigtigt som om, at nogen egentlig havde lyst til at blive mindet om hverken Guns N’Roses eller deres hovedværk. Ingen deluxe-edition, ingen dokumentarer, nævneværdig omtale, ikke noget som helst. 48 millioner solgte eksemplarer, og så bare… stilhed?

http://youtu.be/kfOtJ98d1Ms

Det virkede med andre ord som om, at Appetite For Destruction var og er dømt ude af det gode klassiker-selskab. Spørgsmålet er, her 25 år senere, hvorfor? Hvorfor taler vi ikke om albummet på samme betagede og ny-romantiske måde, som vi taler om Nevermind, Ten eller Achtung Baby på? Er det fordi, Appetite For Destruction, modsat de plader, var afslutningen på en musikalsk epoke fremfor begyndelsen på en ny? Det sidste store afdansnings-knald med eks-kæresten, og så videre til noget nyt og spændende? Ja, Guns N’Roses lød som Motley Crüe og The Replacements, men vel ikke mere end Nirvana lød som Pixies?

En af årsagerne er sikkert, at Guns N’Roses – eller rettere, hvad der end er tilbage af bandet – ikke engang selv har lyst til at blive vækket på sengen af sølvbrylluppets trompettruttende opbud af venner, familie, naboer og andre nostalgikere. Det er ikke nogen hemmelighed, at Axl Rose med årene er blevet en blegfed, verdensfjern og arrogant idiot med grimme cornrows, og at han nægter at udtale sig om noget som helst, der ikke har med hans post-Chinese Democracy projekt at gøre (hvad det så end er). Heller ikke Slash, der om nogen synes at gemme på en imponerende grad af musikalsk og menneskelig selvbevidsthed bag de mørke puddelkrøller, har lyst til at tage en tur i jubilæums-rutsjebanen igen og vride karkluden for de sidste dollar-dråber. I hvert fald ikke ifølge hans kommentar til en australsk radiostation, der for nyligt spurgte ham, hvorfor albummet ikke ville blive fejret som fortjent:

“Appetite is not what you’d call a favorite record of mine. I never even thought of it that way. It’s a good record, but, to me, it’s still that record that we made at the time when all that sh*t was happening. When we recorded those songs, it was just what we were doing at the time, and so I still look at it that way. I don’t see it as being the big record that other people see it as; I’m too close to it.”

http://youtu.be/Kv1J6TIxUjw

En anden årsag er sandsynligvis, at hverken Nirvana, Metallica, U2, Primal Scream, Pearl Jam, De La Soul eller de andre aktuelle jubilarer, i halvt så heftig grad har besudlet, voldtaget og overpisset deres eget musikalske eftermæle som Guns N’Roses har gjort siden storhedstiden mellem 87 og 92. Det kan godt være, at The Spaghetti Incident i bagklogskabens evindeligt ulidelige lys signalerede en nødvendig tilbagevenden til bandets pre-Appetite LA-punk-rock, men i Hjørring anno 1993 gav den fandme ikke meget mening. Alt jeg vidste om musik dengang, havde jeg lært af MIX, og der var sgu ikke nogen af dem, der nogensinde havde hørt om U.K Subs eller The Skyliners. Selv ikke Jens Jam eller ham med de underlige øjne.

Og så var der jo Chinese Democracy, Axls forkvaklede forsøg på et comeback. Et fælt overproduceret fækalie af en plade, der cementerede hans sørgelige status som rockhistoriens største tåbe, der fra sit elfenbenstårn af forspildte chancer og idiotiske skandaler stadig troede, at tiden havde skånet hans sangskrivningstalent. Findes der folk derude, der mener, at du kun er så stærk som din seneste plade, var Guns N’Roses definitivt en død fisk efter dén omgang.

Jeg kan sidde her til langt ud på natten og finde på forskellige mere eller mindre logiske årsager til, at Appetite For Destructions fødselsdag blev forbigået i stilhed. Men skyldes det i virkeligheden en kulturel revisionisme, hvor de generationer, der udgjorde Guns N’Roses loyale fanbase for 20 år siden – jeg selv inklusive – har svigtet bandets eftermæle til fordel for noget mere tjekket, noget smartere og mere NME-approved? Langt de fleste bands laver lorteplader i løbet af deres karriere, så her adskiller Axl og co sig ikke i nogen nævneværdig grad fra alle mulige andre, men hvorfor er det kun Ok Computer, Definitely Maybe og Is This It, der udråbes til min generations officielle mesterværker, når jeg kender mindst lige så mange 33-årige, for hvem Green Days Dookie, Live’s Throwing Copper og The Offsprings Smash har støbt langt mere af deres musikalske og menneskelige fundament, end Loveless, Kid A og Marquee Moon nogensinde vil kunne prale af?

http://youtu.be/-Gu3gDhESRY

Det bedste ved at blive voksen er, at de fleste af os bliver klogere, også på den musik, vi hører, men behøver vi af den grund at omskrive vores historie, vores fortid og identitet? At jeg den i dag udmærket ved, at August And Everything After eller Weezer alligevel ikke er de bedste plader, der nogensinde er lavet, og at både Green Day og The Offspring senere skulle vise sig ikke at have et dyt med punk at gøre, gør dem ikke mindre vigtige i forhold til min musikalske opvækst og identitetsdannelse, i mangel af et bedre ord. Og var jeg overhovedet røget videre til Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden, hvis ikke Slash, Duff, Izzy, Stephen og Axl havde lært mig at høre rock in the first place? Sikkert ikke.

Og alene derfor burde vi fejre Appetite For Destructions 25-års jubilæum. Ikke nødvendigvis med et brag af en fest, eller ved at genudgive hele lortet med en bonusdisc fyldt med det sædvanlige pladeselskabsgøgl, men måske bare ved at sætte pladen på, lukke øjnene og minde os selv om, at den plade har betydet mere end vi alle sammen tror. Jubilæum eller ej.

About the author

Comments

  1. Det har jeg faktisk lige gjort. Sat den på, altså. Selvom det ikke var til jubilæet. Og selvom jeg aldrig var den store G’n’R fan dengang. Jeg satte den på for nostalgien og blev hængende da jeg opdagede at jeg egentlig syntes at det stadig holder. Og hvor meget det album egentlig har ligget som baggrundsstøj til fodboldstævner, i frikvarterer og den slags.

  2. Hyggelig tur ned af nostalgiens støvede villaveje.

    GnR var uden tvivl soundtrack til mange præpubertære spirevipper i de gummicellesikre forstæder i slutfirserne. Det var de år, hvor man havde hele verden for sig selv imellem kl.12 og 15 – inden forældrene kom hjem eller fodboldtræningen begyndte.
    Jeg husker hvordan vi skruede ekstra højt op for Get In the Ring, når nabokonen var ude i haven for at banke tæpper. Eller hvordan man ku få en lille stivert til nummeret My World, hvor Axl Rose kopulerer med en groupie.

    Rent musikalsk er der jo absolut intet at hente i dag. Der til er GnR simpelthen for plat. Selv Slash’s vrinskende signatur hesteguitarsoli er mega plat. Muligvis kan der trækkes linjer frem til nogle disneyfarlige emobands som fx Tokio Hotel (Det har jeg nu ikke viden til at ku afgøre).

    Jeg lærte at høre musik igennem GnR – på linje med hvordan “Søren og Mette” bøgerne lærte mig at læse i første klasse. Dem behøver jeg heller ikke at genlæse, selvom det kan være sjovt nok at recitere: Søren så en so. Mette så en ko. Søren og Mette lo.

Comments are closed.