Vi tror ikke på, at man kan være fan af musik uden før eller siden at falde pladask for musikere. Det var tilfældet da man var teenager, og det kommer formentlig til at være tilfældet livet ud.
Men mønten har to sider. Og årets røvhuller går fra de generelt klamme til de seriøst uhyggelige og kriminelle.
Niels Fez Pedersen
Crush: Tegan & Sara
De to canadiske tvillinger indspillede efter flere tilløb endelig deres store popmesterværk i år. Den Greg Kurstin-producerede ’Heartthrob’ er alt det, de andre og mere afklædte poppiger drømmer om, og ’I Was A Fool’ gjorde mig blød. Forelskelsen er formentlig helt på min side, da begge tvillinger er afsat og lesbiske.
Douchebag: Ingen
I Nelson Mandelas ånd er jeg tilgivende i år.
Nikolaj Steen Møller
Crush: Lindi Ortega
Blogbroder McGuire har ansvaret for dette. Samme sensommerdag som Ståle Solbakken kom tilbage til København, dukkede den helt igennem skønne Lindi Ortega også op, og sang i Pumpehuset for en lille skare, i slør, med røde støvler og en tilsyneladende alt for stor guitar. Jeg var ramt.
Douchebag: Robin Thicke
Der var ikke rigtig nogen, der kunne måle sig med Rapey Robin, selv ikke den notorisk ulidelige gamle mandschauvinist Pharrell – der i øvrigt ses her sammen med Thicke på vej ind til indspilningen af ‘Blurred Lines’-videoen.
Et billede siger mere end tusind anslag, så her er et stillbillede fra årets mest omtalte video.
Anders K. Sørensen
Crush: Alicia Witt
Den rødhårede klaverbokser Alicia Witt gjorde sin første offentlige appearance i som klaverspillende goth-søster i ’Twin Peaks’. I november leverede hun årets bedste juleslager med ’I’m Not Ready for Christmas’ – og så ligner hun én, man gerne ville flette julehjerter med.
Douchebag: Robin Thicke
Søren McGuire
Crush: Kacey Musgraves
Nogen forelskelse vil jeg ikke ligefrem kalde det, men jeg har gloet ret meget på Kacey Musgraves’ stænger det forgangne år. Pladen var for så vidt også god. Nok vigtigere end god, men stadig god. Men de stænger, altså. De går hele vejen op – og ned igen…
Douchebag: Ian Watkins
Jeg er ikke sikker på, at ordet douchebag er helt dækkende for en person, der har voldtaget små børn, men ingen fortjener helt at dingle så gennempisket, -pryglet og fængselspulet fra sine klunker som forsanger Ian Watkins fra det walisiske lorteband Lostprophets. Tidligere på året blev han kendt skyldig i at have begået ikke mindre end 13 seksuelle overgreb på børn, herunder forsøg på voldtægt af et spædbarn. Et fuckin spædbarn! Det er kraftedeme sygt. Og så gør det det heller ikke bedre, at Watkins står til at tjene godt en million kroner fra de royalties, der i disse dage ruller ind på det nu opløste bands konto, efter deres musik er blevet brugt i adskillige indslag om den syge idiot. Dommen afsiges i øvrigt i dag, og lad os da for fanden håbe, at Watkins får mere end travlt med at bruge de penge på at betale sin 264 kilo tunge svært aggressive og homoseksuelle cellekammerat for ikke at voldtage ham i hoved og røv!
Og nej, der kommer IKKE noget videoklip her!
Peter Elsnab
Crush: Nina Persson
Nina, kære Nina! Hver gang Nina Perssons skrøbelige vokal dukker op igen, er det som at blive mindet om en solskinsdag fra barndommen, hvor man render ubekymret rundt i bare tæer i det grønne græs. Hendes første reelle soloalbum udkommer næste år, koncert i Amager Bio 11. Februar og første singleudspil fra albummet her:
Douchebag: R. Kelly
Jeg har tilhørt den gruppe, der har ladet tvivlen komme R. Kelly til gode. Ja, der var et eller andet med unge piger, noget beskidt video og giftermåls-historien med en 15-årig Aaliyah. Men i denne uge blev jeg ignorant en del klogere. En Chicago-journalist, der bragte den oprindelige pædofili-historie frem og har dækket sagerne løbende, blev interviewet til Village Voice, hvor han både berettede om og dokumenterede de voldtægtssager, der har været med unge teenagepiger tilbage i tiden.
Der har været andre kriminelle og moralsk angribelige musikere – Phil Spector, Varg Vikernes, Jerry Lee Lewis, Chris Brown, Bill Wyman, jamaicanske homofober osv. – og man må gøre op med sig selv, om deres handlinger betyder noget for, om man kan og vil lytte til deres musik. Der er næppe noget entydigt svar. Men jeg tror ikke, jeg vil kunne høre R. Kellys meget eksplicitte og seksuelt ladede sange længere. Det er alt for virkeligt og minder alt for meget om de overgreb, jeg nu har læst om. Og så er dette ukritiske interview og glatte svar fra R. Kelly ikke til at holde ud: – Well, I feel like I got the football, man, and I’m running towards the touchdown and if I stop and look back or mess around, I’ll get tackled.
