BBC-året 2013: Årets nye navne

   


Hvordan pokker får nye navne et fodfæste i denne verden – og så endda i The Year of the Comeback®?

Det gør de sådan her.

Anders K. Sørensen
Haim

Den californiske pigetrio deler vandene, men denne blogskribent hører til dem, der finder Haims ferme og retrofængende sange helt uimodståelige. ’Don’t Save Me’ og ’Forever’ var lydsporet til min sommerferie – og jeg ærgrer mig stadig over, at jeg missede deres koncert i Lille (jep!) VEGA i august.

Nikolaj Steen Møller
Disclosure

Det eneste problematiske med den måde, Disclosurebrødrene gjorde 2013 til deres helt eget år på, var en snigende følelse af at man har spildt sit liv. De er vel ca. 14 og 17 år gamle. Indrømmet, enhver teenager kan score et skægt lille hit på nyhedens interesse, men at lave en total perlerække af dem er straks sværere.

Disclosure

Og ikke nok med det, men det der giver mig en fornemmelse af, at de enten har snydt med passet eller også er uhørte naturtalenter, er at de har haft held med det, alle deres britiske åndelige forfædre havde så svært ved: At hive den ene syngende gæst ind efter den anden, og få det hele til at hænge sammen. De kunne ikke have Jessie Ware, Sam Smith, London Grammar og alle mulige andre rundt på turné når de ikke lige kom forbi London, men de fungerede fint som en animation – et meget tydeligt tegn på, at det var de to fyre selv der var hovedattraktionen. Og en forbandet stor attraktion.

Niels Fez Pedersen
Gesaffelstein

Et sted dybt i mig findes et rum, hvor der står sortklædte mænd og banker stålplader mod hinanden. De har militærshorts på, sære frisurer, og mens de tæsker på jernpladerne, dunker pulsen fra en gammel synth monotont. EBM er min guilty pleasure. Den elektroniske body-musik var i luften på de steder, hvor jeg hang ud i 1980’erne, og hvert år er der et nummer, som pirrer præcis den del af min underbevidsthed, hvor dystopiske belgiere og støvletrampende svenskere danser til DAF, Front 242 eller Nitzer Ebb.

Gesaffelstein

I 2012 var det ’I Don’t Know’ med Tristesse Contemporaine (et meget EBM-agtigt navn!), og i 2013 har jeg været draget mod Gesaffelstein og særligt ’Pursuit’. Musikvideoen er fremragende og trykker som sangen på alle de rigtige EBM-knapper: Råbende mænd, gigantisk synthbas og et betagende mørke. Gesaffelstein er fransk dj og producer, og han har ved siden af sit debutalbum ’Aleph’ i 2013 også produceret et par numre for Kanye West.

Danni Travn
Savages

Savages er et band, der uinteresseret i at opfinde nye genrer og uinteresseret i smarte afledninger fra sin kerne. Men Savages er meget interesseret i at kyle budskaber af sted med så stor kraft og præcision, at knoglerne ryster, hvis man bliver ramt. Og det lykkes til fulde. Debutalbummet Silence Yourself rummer nemlig sylespidse sange, hvis budskaber – i en veloplagt postpunktone med spor af art school – cirkler om frigørelse af sindet, sexen og kønnet. At London-bandet er mere end dygtige sangskrivere bevidnede Roskilde Festivals publikum ved koncerten på Pavilion. Rygterne om den konfrontative forsanger Jehnny Beth var løbet i forvejen, men det var den klejne guitarist Gemma Thompson, som stjal billedet med sit voldsomme og varierede spil. Intet tyder på, at Savages taber pusten lige med det samme.

Søren McGuire
Jamie Lynn Spears

Seriously. Britneys lillesøster, der hidtil hovedsageligt har været kendt for 1) at være Britneys lillesøster, og 2) at være blevet gravid som 16-årig, udsendte i årets sidste dage debutsinglen ‘How Could I Want More’. Så mens storesøster atter prostituerede sig selv for yderligere 15 minutter i det hastigt falmende rampelys, gjorde hendes lillesøster det eneste rigtige, man som ung, debuterende countrysangerinde kan gøre – nemlig det forkerte.

I stedet for gå direkte efter Billboards Hot Country liste med en eller andet tåbeligt, letbenet countrypophit om, hvor meget hun elsker at bruge sine lørdage på at blæse rundt på pløjemarken på ladet af den nærmeste pick-up truck, udsender hun en fin lille akustisk heartbreak-ballade, komplet med dobro og kredibel backup-musiker. Om det er genialt, vil næste års debutalbum vise. Lige nu er det i hvert fald godt.

Peter Elsnab
Drenge

Åh, hvornår er et nyt navn nyt?? Det er nærmest umuligt at sige i vore dage. Men brødreparret Drenge havde i hvert fald ikke udsendt noget i dette år, før der midt i januar dukkede den første af en stribe elektriske rocksange op, ’Bloodsports’. Duoen fra den midtengelske flække Castleton og nu med basis i Sheffield trækker på både, garagerock, blues, slacker, stoner og grunge, og navne som White Stripes, Black Sabbath, Pavement, Kyuss og Nirvana står højst sandsynligt i faderens pladesamling …

Jeg så dem to gange i år – første gang til Reeperbahn Festival i Hamborg, hvor de rev det lille spillested Molotow midtover og anden gang i Beta, hvor stemningen var knap så euforisk. Men de kom ud bagefter og sludrede, og det var nogle muntre, imødekommende fyre, der stadig boede hjemme ved deres forældre, for hvorfor pokker skulle de have et eget sted at bo, når de alligevel turnerede hele tiden. Rock’n’roll! Navnet Drenge hentyder i øvrigt ikke til det danske ord drenge, men mere til grunge, og de syntes bare, det passede til deres musik.

Jesper Nykjær Knudsen
St. Lucia

Det skortede ikke på gode newcomers i år. Fra Savages’ kuldslåede post-punk over Disclosures hypermelodiske house-perler til Jagwar Mars opdaterede Madchester-hybrider. Men de får – og vil få – masser af fortjente shout-outs andetsteds her på blogvognen, så lad mig i stedet lave lidt larm for en anden af mine favoritopdagelser i år. Og én, jeg slet ikke forstår jeg ikke deler med mange flere.

Bag St. Lucia gemmer sig den Brooklyn-baserede Jean-Philip Grobler, og hans håndelag for gyldne popsange burde have gjort ham til et household name. Men mærkværdigvis var der nærmest ingen der opdagede den fornemme, selvbetitlede debut-EP sidste år, og dette års albumdebut, ‘When The Night’, er også fløjet under de flestes radar.

Det er synd for alle parter, for albummet er guf for enhver med et sundt pophjerte. Tjek f.eks. de svirrende, ekstatiske synths på ‘We Got It Wrong’, de pulserende klubforløb på ‘September’ og den perfekt rundede popperle ‘Closer Than This’, som en hel radioverdens musikchefer af uransalige årsager missede. Lad det ikke ske for dig, du kan stadig nå det.

 

 

Kommentér indlægget