Årets 26 bedste plader ifølge Bloggers By Choice

   


Var 2018 et godt musikår? Eller på det jævne?

Det var i hvert fald ikke et år med store, samlende udgivelser. Kigger man på årslisterne rundt omkring hos aviser og musikmagasiner er der ikke den store konsensus om, hvad der var årets bedste plader, for der er stor spredning i feltet. Men navne som Janelle Monae, Mitski, Kacey Musgraves og Christine and the Queens går trods alt igen mange steder, og det samme gør Pusha T og Cardi B.

De fire førstnævnte finder man også i toppen af vores årsliste. Men allerøverst ligger Robyn, som vi er flere på blogholdet, der er svært glade for. Hendes comeback-album ’Honey’ skuffede heldigvis ikke, og nu glæder vi os blot til at se hende folde både sangene derfra og de gamle hits ud til en mindeværdig Orange-koncert på Roskilde Festival.

Her er de 26 bedste plader ifølge Bloggers By Choice – og har du appetit på flere årslister, så tjek musiksitet Album of the Year, der også har lavet en samlet liste-kalkulator, der placerer Janelle Monaes ’Dirty Computer’ øverst.

 

1. Robyn ‘Honey’

Pyha! Otte år efter ’Body Talk’ sendte Robyn endelig et nyt soloalbum på gaden. Og hun skuffede heldigvis ikke. I den lange periode siden ’Body Talk’ har hun oplevet at blive alene og at miste den nære samarbejdspartner og ven Christian Falk, og det afspejler sig i universet. Men der er ikke kun sorg, savn og ulykkelig kærlighed på et personligt og afvekslende album, der er også håb og glæde i de velproducerede sange, som kan opfattes både enkle og detaljerige. Musikalsk er albummet både nutidigt og tilbageskuende og veksler mellem klassisk Robyn-pop og clubmusik med referencer til bl.a. Chicago-house. Og det er virkelig lækkert! snab

2. Christine & the Queens ‘Chris’ (version française)

’Chris’ er en forrygende popplade med rødder i 80’ernes Minneapolis-soul, skarp synthpop og vemodig chanson. Ordene danser på tungen, når Héloïse Letissier aka Chris boltrer sig på modersmålet og danser på kanten mellem køn. Iscenesættelsen er næsten en spændetrøje, men melodierne bryder ud. fez

3. Kacey Musgraves ‘Golden Hour’

Er det country, er det pop eller noget helt tredje? Lad bare puritanerne skændes. Faktum er, at Kacey fra Texas har skrevet, indspillet og co-produceret et album, hvor over halvdelen af sangene har hitkvalitet nok til at blive udsendt som singler. Musgraves’ brændstof til at skabe pladen var hendes nylige ægteskab med countrysangeren Ruston Kelly og den periode, hun selv kalder for sin ’Golden Hour’. Det har kastet en stribe formfuldendte sange af sig, hvor en skarp satirisk sødme (”Granma cried when I pierced my nose”) kombineret med en melodisk lethed i sangskrivningen og en luftig, cremet produktion gør den 30-årige singer-songwriters fjerde album til en af årets mest uimodståelige udgivelser. AKS

4. Janelle Monáe ‘Dirty Computer’

Skal jeg være helt ærlig, har den været lidt svær: Fra alle andre havde dette album været strålende, nyskabende pop, men efter to og et halvt helt brillante sci-fi-soul-værker virkede det faktisk som et skridt baglæns. Men til sidst overgav jeg mig. Vi har brug for Monáe; hun er og bliver den mest lysende popstjerne nu. Smølle

5. U.S. Girls ‘In a Poem Unlimited’

Skarp som Blondie, eventyrlysten som Beck, sødmefuldt poppet som ABBA og bidsk som den vredeste riot grrrrl. U.S. Girls ramte på ’In a Poem Unlimited’ en tone, som til stadighed afslører nye facetter. Også i lyrikken, der med masser af fantasi og ingen kompromiser blander sig i både køns- og storpolitik. Danni

6. Rolling Blackouts Coastal Fever ‘Hope Downs’

Her troede man, at den slags gode gammeldags indierock-plader var for evigt udgået. Men så smed fem fyre fra Melbourne en fuldlængdedebut så melodisk, energisk, subtil og sofistikeret, at det var som at høre R.E.M. og The Go-Betweens for første gang igen. Disse unge hunde behøver ikke at lære for mange nye tricks. JNK

7. Ruston Kelly ‘Dying Light’

Ung mand fra countrymusikkens dunkle afkroge udgiver album skrevet og indspillet på bagsmækken af en overdosis og et årelangt alkoholforbrug … lyder det bekendt? Ikke desto mindre er Ruston Kelly meget mere end blot Nashvilles nye Jason Isbell, for selvom lighederne er mange, synes Kelly i langt højere grad end Isbell at være parat til at give både musikalske inspiritationer og personlige dæmoner frit lejde. Og det er der kommet årets bedste plade ud af. McGuire

8. Beach House ‘7’

Netop som tomgangen så småt begyndte at true, genopfandt Beach House sig selv på deres syvende album. Men selvom lyden har fået lidt flere muskler, rammer betegnelsen ”dream pop” stadig fint Baltimore-duoens musik, som er lige så hypnotisk smuk og vægtløst svævende som før. JNK

9. Peter Sommer ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’

Peter Sommers femte studiealbum er den eneste danske titel, der har fået plads på bloggens liste over årets bedste plader. Albummet imponerer fra første tangentanslag på den tungsindige regnvejrssang om at være kommet ovenpå igen efter et par dybe, eksistentielle nyrestød. Det genvundne, mentale og fysiske overskud er investeret i at skabe ny musik og fortælle historien – hvilket vi kun kan være taknemmelige for. Albummets første del, der er indspillet med Sommers faste rockband Tiggerne, står stærkere i billedet end anden del, der er skabt i samarbejde med jazz-duoen Bremer/McCoy, men samlet set tegner ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ et billede af en sangskriver på toppen af sin ydeevne – med en stemme, der i indhold og udtryk aldrig har været smukkere, stærkere eller mere vedkommende.

10. Blood Orange ‘Negro Swan’

Den britiske sangskriver og producer Dev Hunes er på en rodbevidst mission for at genskabe og hylde lyden af New Yorks klubhistorie. Det begyndte på ’Freetown Sound’ i 2016 og fortsætter på ’Negro Swan’, hvor sløvt simrende funk mikses med interviewklip og beats, man kan danse vogue til. fez

11. Neneh Cherry ‘Broken Politics’

Nutidens politik er intet værd, skab din egen verden. Gerne! Især, hvis den kan fyldes med lyden af Neneh Cherry, der med kunstnerisk succes fortsætter samarbejdet med produceren Four Tet. Det er der kommet 12 stemningsfulde, sitrende, gnistrende sange ud af. Robert Del Naja fra Massive Attack har en hånd med på den triphoppede ’Kong’, mens ’Natural Skin Deep’ er et andet højdepunkt på et løssluppent, varieret, personligt og konfronterende album, hvor den 54-årige svensker synger så skønt som nogensinde før. snab

12. Troye Sivan ‘Bloom’

Hvem redder den rene pop i en tid, hvor midtbanen forsvinder? Denne 23-årige australier laver glamourøs pop af den gamle skole og sender i sange som ’My My My’ hilsener til en ung Justin Timberlake. Midt i sorgløsheden tager Troye Sivan teen-smerten i hånden og lyder som en popstjerne med hjerte. fez

13. Mitski ‘Be the Cowboy’

Cool og kælen står amerikansk/japanske Mitski som den altoverskyggende autoritet på et glasklart album. De korte sange zoomer ind på nerven i både musikken og de mellemmenneskelige relationer. Danni

 

14. Tracey Thorn ‘Record’

Tracey Thorns stemme rummer et besættende miks af popekstase og melankoli, og ‘Record’ er hendes mest vellykkede soloalbum. Det er en samling af perfekt modnede popsange, der reflekterer hendes 56-årige liv før og nu. Fra stærke erindringsglemt til det tunge søstersolidariske kampskrift ’Sister’. fez

15. Marianne Faithfull ‘Negative Capability’

Venner, der er faldet undervejs, alder der kan føles i hver knogle, men intet at fortryde. Marianne Faithfulls to albums fra dette årti er et studie i værdighed, og bæres af nogle fremragende sangskrivere – men de kunne ikke synges af hvem som helst. Stjernen er i sidste ende Faithfull med sin sprukne stemme. Smølle

16. Against All Logic ‘2012-2017’

Selv når han bare vil på dansegulvet, kan Nicolas Jaar ikke lade være med at tage opdagelseslystne omveje. Under navnet A.A.L. blander han klassiske house-tricks som soulsamplinger og tunge basgange på sin helt egen facon. Resultatet er lige så herligt krøllet, som det er uimodståeligt kropsligt. JNK

17. Kamasi Washington ‘Heaven & Earth’

Om man har en kampberedt næve i vejret eller sidder med lukkede øjne og foldede hænder: Kamasi Washington favner det med et forløsende album af sumpet og skummende jazz. Danni

 

18. Natalie Prass ‘The Future and the Past’

Mit yndlingsalbum i år … og ingen andre havde det på listen. Kun fair, at jeg blev bedt om at forklare mig. Men jeg vil egentlig bare sige ”lyt til det”. Det er vanedannende. Lækker sydstats-r&b og funk fra Spacebomb-studiet under helt strålende sange. Og i vellyd og skønsang dukker værdier op, der er værd at tage med. Smølle

19. I’m With Her ‘See You Around’

Den pragtfulde og vel samlet cirka 4,5 meter høje trio I’m With Her stod bag årets mest umiddelbart indtagende album. Med rødder i bluegrass, country og folk charmerede Sarah Jarosz, Sara Watkins og Aoife O’Donovan sig dybt ind i sjælen hos os, der falder pladask for gode melodier, stærke sange og bedårende vokalharmonier. Køster

20. Amen Dunes ‘Freedom’

Amen Dunes er et bandnavn, der dækker over amerikaneren Damon McMahon og udkommer på et af de senere års – for mig – mest spændende pladeselskaber, Sacred Bones. Fra tidligere at være virkelig lofi er Amen Dunes med tiden blevet mere tidløs, fri og bredere appellerende. På femte album, ’Freedom’, bevæger vi os i et elektronisk psychfolk-land, og der er både enkelhed og dybde i sange, der på overfladen kan lyde lette og luftige, men handler om tunge sager. snab

21. Cody Jinks ‘Lifers’

Selvom den texanske honky tonker og Waylon Jennings-reinkarnation Cody Jinks meget vel kan ligne og lyde som en, der ville slæbe dig med ud bag trucken og tæve dig halvt ihjel med Telecasteren, hvis du kaldte ham blødsøden, viste sange som blandt andet ‘Head Case’, at der også banker et helt enormt hjerte – og en særdeles poetisk sangskriver af langtidsholdbar karakter – bag det lange skæg og den slidte Skynyrd t-shirt. McGuire

22. Tunng ‘Songs You Make at Night’

De sære, britiske folktronica-mystikere i Tunng fortsætter deres udflugter ind i deres helt eget, stærkt geeky, men også heftigt iørefaldende musikalske teritorium. ‘Songs You Make at Night’ rummer Tunngs hidtil mest traditionelle og melodiske sange, men heldigvis stadig overdrysset med deres karakteristiske, irrede maskinmislyde. Køster

23. Jungle ‘For Ever’

Vi, der én gang er blevet charmeret af Jungles driftsikre, funky blue eyed soul, tager gerne endnu en omgang i manegen med det britiske groovekollektiv, centreret omkring de to bandhjerner Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson. Som en opdateret udgave af Stereo MC’s, bare med mere falsetsang. Køster

24. Israel Nash ‘Lifted’

”File Under Hippie Spiritual,” står der på coveret, og så er man sporet ind på, hvor den 37-årige, amerikanske singer/songwriter Israel Nash bevæger sig. Det er rootsy Neil Young-land, lyden af bjerge og skove, rejser, sjælefred, tilbagelænethed. Og særdeles velkomponerede sange. En af årets overraskelser og et stort spring fremad for Israel Nash efter nogle mere anonyme plader. snab

25. Eric Church ‘Desperate Man’

For countrymusikkens vedkommende var 2018 vel først og fremmest året, hvor Willie Nelson HELLER ikke døde. De helt store albums udeblev nemlig, på trods af absolut hæderlige udgivelser fra blandt andre Dierks Bentley og Brothers Osbourne. Church, derimod, kom først over mållinjen med denne noget selviscenesættende, men ikke desto mindre medrivende rodebunke af countryrock, americana, soul og 70’er-rock. Ikke så god og rørende som forgængeren, men alligevel et underholdende album fra den omvandrende Rayban-reklame. McGuire

26. Sons of Kemet ‘Your Queen Is a Reptile’

Det syder og koger i Sons of Kemets gryde med jazz, rock og folkemusik fra Afrika og Caribien. En tubaist, to trommeslagere og saxofonist/bandleder Shabaka Hutchings står bag et album, der går lige i benene – og kradser godt med sit kategoriske koncept: En afvisning af den engelske dronning og en hyldest til en række andre queens. Danni

 

En 21 timer lang playliste med alle 26 plader kommer naturligvis også her:

 

 

Kommentér indlægget