35 års Roskilde-favoritter: 2015

   


Maler man med brede penselstrøg, var Roskilde 2015 det store McCartney-år. Men eks-beatlens Orange-koncert topper ingen af vores lister. For os var det et stærkt svenskerår med Thåström og First Aid Kit. Et funky år ført an af Kendrick Lamar og Jungle. Og et nedturssexy år med Father John Misty.

Niels FezKendrick Lamar, Orange
Det var Kendrick Lamars andet møde med midtsjællandsk festivalstøv, efter Arena-teltet i 2013 var ved at bukke under for tilstrømningen og en begejstring, der viste, at rap for alvor var blevet en magtfaktor i Roskilde. Nu stod han på Orange med en af årtiets bedste plader i flightcasen: ‘To Pimp A Butterfly’. LA’s Lamar kastede noget af den forfinede funk overbord og satsede på at, hans stemme og overlegne flow kunne løfte publikums kæmpeflokke. Jeg følte det, og de tunge beats blev i det hele taget en grundtone på en festival, hvor de funky indspark også kom fra bl.a. Jungle og Pharrell.

Janus Køster-Rasmussen – Jungle, Avalon, torsdag

Et virkelig godt Roskilde-år med Father John Misty på toppen, Paul McCartneys søndagshistorielektion, Kendrick Lamar i solskin på Orange, Florence + The Machine i overlegen popopvisning og hele Veronica Maggios generelt uimodståelige væsen. Men ekstasen indfandt sig først for alvor hos yours truly, da de to ligblege briter Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland alias Jungle indtog Avalon-teltet med deres varmblodede, funky blue eyed soul. Den kæmpemæssige love-in kulminerede i en uendelig udgave af ’Time’, der fik teltet til at svaje blidt og som med én krop. Wow.

Peter Elsnab – Jungle, Avalon, torsdag
Den der dumme oplevelse, når man tror, man sagtens kan få en god plads, fordi der er sikkert ikke ret mange, der kender dem … Doh! Slår mig på panden. Det er jo Roskilde-publikummet, for pokker! De skal nok være der. Og det var de godt nok også til Jungle en skøn sommeraften på Roskilde, der her ellers vil huskes for King Gizzard og endnu et stærkt svenskerår (Goat, Thåström, First Aid Kit og Veronica, åh Veronica Maggio,). Pladser indenfor i teltet var lige så langt væk som et dansk VM-guld i fodbold. Men selv uden for lød det fantastisk, var nærværende og inkluderende. Det var umuligt at stå stille til deres groovy soulmusik med ekskursioner til disco, elektrofunk, acid jazz og Stereo MC’s-land. Ærkebritisk soulmusik. Sexet ad helvede til. Et langt, groovy forspil eksploderede til sidst. Der er langt om længe nyt ude med Jungle, og hvis der ikke er mindst 20 par, der finder hinanden og har sex i vandkanten under deres koncert på årets Musik i Lejet, vinder Danmark VM i fodbold.

Nikolaj Steen Møller – Father John Misty, Avalon, fredag
Han kunne have scoret hvem som helst den dag. Det bliver sværere og sværere at huske, jo mere han svælger i alverdens og egne ulykker, men den Father John Misty vi så den eftermiddag under teltddugen på førsteudgaven af Avalon-scenen var en suave, vittig, selvuhøjtidelig crooner i jakkesæt og solbriller, med en kvik replik og en overrumplende charme. Det var opturen; allerede et år senere virkede han udbrændt af at trække det samme show verden rundt, og fik et nervesammenbrud af at Trump havde vundet primærvalget. Pludselig føltes det som evigheder siden vi havde stået der, med smuk sommer udenfor, og købt billetter i huj og hast på mobilen til hans show i Vega senere på året inden alle de andre fik den samme gode idé. Samme aften var der udsolgt.

Jesper Nykjær Knudsen – First Aid Kit, Arena, lørdag
Man ved, man er blevet voksen, når man misser en halv festival på grund af arbejdslivets forpligtelser. Og de to dage, jeg fik med af Roskildes 2015-udgave gav mig ingen af de helt skelsættende oplevelser. Men naturligvis var der fine koncerter, og den jeg husker bedst var svenske First Aid Kits optræden lørdag aften. Med de to fine albums ‘The Lion’s Roar’ og ‘Stay Gold’ i ryggen varmede Söderberg-søstrene Arena-teltet op med deres sødmefulde folkhem-country, der fornemt rammer balancen mellem at være traditionsbevidst og sin egen. Det var skitvackert, simpelthen.

Thåström, så tårerne strømmede.

Anders K. Sørensen – Thåström, Arena, lørdag
2015 var et halvkedeligt festival-år. Ja, man skulle nok have set Young Fathers og Perfume Genius – men det gjorde jeg ikke. I stedet fik jeg og mit første man-crush på Father John Misty, der væltede Avalon torsdag aften. Pharell holdt en pæn discofest onsdag på Orange, og Sir Paul McCartney holdt lørdag aften en endnu pænere højmesse for mere end fem årtiers pophistorie. Størst indtryk gjorde dog en anden veteran, svenske Thåström, der såmænd bare spillede op til sin vanligt høje standard i det store Arena-telt. Man trådte ind under teltdugen med en liflig, tidlig lørdag-aftens-brandert boblende i blodet – og forlod det en god time senere, messende ”Fanfanfan – hvorfor har vi ikke en rockpoet af det format herhjemme?!”

Danni Travn – Thåström, Arena, lørdag
2015 lettede aldrig helt. Noget skyldtes, at jeg nok valgte forkert. Men også: The War on Drugs, The Tallest Man on Earth og First Aid Kit var svagere end tidligere set, forhåndsfavoritter som Perfume Genius og Ought faldt til jorden, og til den Father John Misty-koncert, alle talte om, kunne jeg ingenting se, fordi samtlige tårnhøje mellemledermænd fra mediebranchen pressede sig ind i Avalon. Alligevel kom jeg hjem med et nyt navn på vennelisten i form af det kjoleklædte, jødiske rock n roll-outcast Ezra Furman, og jeg fik endelig set St. Vincents tjekkede popekvilibrisme. Men det var en gammel kending, som vandt det år: Thåström. Det var en koncert uden de store dikkedarer og mest af alt en triumf for de simple dyder at skrive stærke sortromantiske sange og spille dem med en indlevelse, der får selv de mest forkullede hjerter til at hamre. ”Som när Whitney sjunger Dolly,” som Thåström selv sang undervejs.

Kommentér indlægget