2010’ernes bedste albums – nr. 11-25

   


Rygterne om albummets død er stærkt overdrevne. Ganske vist var 2010’erne årtiet, hvor vi lyttede til flere og flere enkeltsange, samlet i playlister med det lidt flakkende præg, den slags nu en gang har. Organiseret efter hvornår vi lige add’ede sangene til vores streamingtjenestes bibliotek, eller efter hvad en algoritme forsøgte at please os med. Hele tiden hurtigt videre til næste sang, næste indryk, næste kunstner.

Vil man dykke længere ned i den enkelte kunstners udtryk, er det altså ikke her, man kommer i dybden. Og har en kunstner en større vision at folde ud, skal der et fyldigere format til. Det leverer det gode gamle album stadig. Og 10’erne bød da også på lige så mange store albumoplevelser som sine forgængere. Langt flere end de 25, vi har forsøgt at destillere årtiet ned til.

Men her er altså de allerbedste af de bedste, hvis du spørger os. Vi starter nedtællingen med nr. 25 til 11, du kan se Top 10 her.

 

25.
BRANDY CLARK
12 Stories (2014)

Her ved indgangen til 2020 har Nashville endnu sit #MeToo-opgør til gode. Byens musikbranche er stadig i overvejende grad styret af mænd, de kvindelige artister er stadig i overvejende grad unge og smukke, og en rigtig mand i countrymusikken er stadig en good ol’ boy, mens en rigtig kvinde enten er en sur gammel kælling eller en langbenet dulle i korte cowboyshorts.

Selv den ellers så hæderlige og seværdige sæbeopera Nashville, der fulgte i kølvandet på Taylor Swifts succes, havde svært ved at præsentere sine kvinderoller som andet end ofre for mændenes skiftende luner og liderlighed. I countrymusikken har lidt imidlertid også ret, og selvom Brandy Clark ikke ligefrem råbte de feministiske brandtaler ud på debutalbummet, stod det alligevel klart allerede fra åbningsnummeret, at kvinderne i countrymusikken havde fået sig en ny, stærk og frygtløs stemme.

Musikalsk var vi tættere på den gamle skole end den nye; balladerne ‘Hold My Hand’ og ‘What’ll Keep Me Out of Heaven’ kunne selv ikke Tammy Wynette have sunget med større sørgmodighed. Men det var i de indsigtsfulde glimt fra den amerikanske middelklasse og al dens knugende disharmoni, at Brandy Clarks’ stemme og blik stod skarpest. En smuk, tilgængelig og underholdende countryplade med rødder i fortiden og blikket mod fremtiden.
Søren McGuire

Lyt: Spotify, Apple Music

 

24.
KING GIZZARD & THE LIZARD WIZARD
Nonagon Infinity (2016)

At King Gizzard & the Lizard Wizard er med på vores fælles liste er udelukkende et udtryk for min personlige begejstring for dette fandenivoldske australske syrerock-kollektiv og det tilhørende pladeselskab Flightless Records.

For mig har King Gizzard ganske enkelt været det definerende rockband i 10’erne med en løssluppen og befriende tilgang til at søge, spille og udgive. Bare gøre det. Det er et forrygende liveband, det er spraglet, festligt, melodisk, syret, sjovt, jammende, eksperimenterende, roligt, vildt …

Frontmand Stu MacKenzie og co. sprinter ind og ud af alle tænkelige genrer fra grundlaget i psych og garage rock over folk og jazz til thrash metal i et skønt virvar, så man glemmer alt om at putte i bås og bare overgiver sig til at følge med på ekskursionen.

De har udgivet 15 album på syv år, alene fem af dem i 2017. Mange af deres plader har et tema, hvilket jo på mange måder sætter fantasien og kreativiteten fri. På Nonagon Infinity, midt i karrieren, hænger det hele sammen for King Gizzard. Og alle numre hænger sammen. Slutnummeret er endda loopet sammen med første sang, så man kan flyve derudad i én uendelighed. Og det går stærkt, der er huller i luften, der er dyk og stigninger, og man bliver trykket tilbage i sædet.

Riffs, grooves, hooks, melodier og spøjse eller mørke tekster og råb vælter ind over én, og elementer finder sammen igen og igen som gamle venner til julefrokost. Samtidig står hver sang solidt og upåklageligt fast for sig selv. Nonagon Infinity er det tætteste, man kommer en liveoplevelse med bandet. Det er topmusikalsk – og hold kæft, hvor er det sjovt! Bare sving garnet og hop med på turen. “C’mon through the door, see, it’s your unborn self”, som de synger på singlen ’Gamma Knife’.
Peter Elsnab

Lyt: Spotify, Apple Music

 

23.
LCD SOUNDSYSTEM
This Is Happening (2010)

Da LCD Soundsystem debuterede i 2002, var det med singlen ‘Losing My Edge’, hvor den da 32-årige James Murphy beskrev, hvordan han følte sig kørt agterud af popkulturen og dens stadige strøm af friske unge frontløbere. Man kunne lidt frækt sige, at hele bandets oeuvre er hans forsøg på at catche op. Lige bortset fra, at han ofte er bedre end dem, han tager sit cue fra.

På 2010’s sublime This Is Happening er grundstofferne ligesom tidligere hentet i disco og postpunk, forarbejdet i ånden fra moderne, elektronisk klubmusik. De fleste numre strækker sig ud i maxisinglelængde, og syleskarpe synth-temaer og livlig percussion får det til at syde og boble omkring Murphys præcise, populærkulturelle kommentarer og åbenhjertige, personlige sansninger.

Der er musikalske hilsner til Iggy Pop på den narkotiske ‘Somebody’s Calling Me’ og David Bowie på den glam’ede ‘All I Want’. Men først og fremmest løber Murphys massive disco-pladesamling som en strøm gennem et album, der emmer af intelligent newyorker-cool. Det skulle egentlig have været bandets sidste, men tre år efter en storstilet afskedskoncert i Madison Square Garden samlede den da 43-årige Murphy alligevel tropperne påny til endnu et fremragende album.

Det kommende årti må meget gerne byde på flere. Han er tydeligvis væsentlig længere om at miste sin edge, end han selv kunne have forestillet sig.
Jesper Nykjær Knudsen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

22.
COURTNEY BARNETT
Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit (2015)

Flere af årtiets tendenser smelter sammen her. Der er den rent geografiske: at det strømmede med fængende guitarmusik fra Oceanien. Og der er den rent kønsbetingede: at kvinderne satte sig på indierocken. Og det med varierede udtryk fra Julien Bakers stille storme over Julia Jacklins og Phoebe Bridgers’ dvælende dagbogsplade til hofnarren Courtney Barnett. Samtidig kom der vitale albums fra de ældre generationer. St. Vincent fes omkring som en pinballkugle og fik alt til at lyse og sige lyde, Sharon Van Etten glødede, og Sleater-Kinney kastede med håndgranater.

Courtney Barnett står særligt stærkt, fordi hun boltrer sig i rocken med en ubekymret barnlighed, som får alt til at virke friskt. Man skal ikke tage fejl af hendes mellemfornøjede slackervokal; der er spilleglæde og swagger hele vejen gennem debutalbummet. Dertil kommer en lyrisk spidsfindig- og opfindsomhed af fineste karat. Hun skriver om, at når flere bliver dræbt på vejen end på havet, burde vi i stedet for hajer spærre biler inde i parker, hvor vi kan komme og kigge på dem. Hun skriver om FOMO. Hun skriver selvironisk om sin egen evne til at skuffe. Og i et af årtiets bedste numre, ’Depreston’, finder hun en hjerteskærende ømhed – selv om hun tydeligvis helst ville holde en ironisk distance til den scene, hun skildrer, nemlig en tur ud for at kigge på hus. Et umuligt emne for en sang, som hun får til at handle om selve livet.

At Barnett siden har fulgt sin debut op med flere stærke udspil både som solist og som del af andre projekter, bekræfter kun, at den var mere end et lucky punch. Hun er en af dem, man skal bookmarke i det kommende årti.
Danni Travn

Lyt: Spotify, Apple Music

 

21.
TAYLOR SWIFT
1989 (2014)

Albummet 1989 (opkaldt efter Swifts fødeår) er resultatet af, at flere faktorer spiller sammen i et perfekt, gyldent popmix: et suverænt producerhold, skarp sangskrivning og et heftigt privatliv med masser af kreativt brændstof i form af romantik og eskapader, vrede og indignation.

Taylor Swift havde allerede med sit forrige album Red taget afsked med den rene countryformel og tog ved samme lejlighed et yderligere skridt op ad den vakkelvorne guldstige mod stjernehimlen. Det kostede hende nogle knubs i form af intenst snagende medieeksponering og fordømmende sladder, som hun bl.a. tackler med elegant syrlighed og musikalsk overskud på hitsinglerne ’Shake It Off’ og ’Blank Space’.

Hendes forhold til det britiske teenageidol Harry Styles fra boybandet One Direction er drivmiddel på den forrygende, mørke ’Style’, og flytningen fra Nashville til Østkysten behandles på åbningsnummeret ’Welcome To New York’. Produktionen, der bl.a. er skabt af de svenske stjerneproducere Max Martin og Shellback, er bevidst syntetisk og 80’er-inspireret – med anerkendende nik til koryfæer som Peter Gabriel og Fine Young Cannibals.

Men det er essentielt Swifts præcise sangskrivning og sylespidse tekster, der løfter 1989 op på et niveau, hvor f.eks. alt.country-koryfæet Ryan Adams har valgt at indspille hele albummet som et samlet coverværk. Og så slår 1989 i øvrigt også ud på en klassisk, kvantitativ popskala ved at smide hele fem hitsingler af sig.
Anders K. Sørensen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

20.
VERONICA MAGGIO
Handen I Fickan Fast Jag Bryr Mig (2013)

Hver gang jeg skal prøve at forklare, hvad det er jeg holder af ved Veronica Maggio, vender jeg tilbage til Kim Wilde. Så undskyld mig, hvis du har hørt teorien før. Det er ikke fordi, de begge farver deres hår lyst, eller fordi Kim var min første popstjerneforelskelse. Nej, det har med stemmen at gøre. Det er kun et lille knæk i den lyse røst, men de har det begge, og det er en motorvej direkte til bundløs vemod.

Og det passer perfekt til Veronica Maggios sange generelt, og til dette korte, skarpe, og 100% vellykkede album. Det er ti sange om at gå ensom rundt på Stockholms sterile centrale plads, at stå frustreret uden for festen i byen, ikke at vide om man er købt eller solgt i sit forhold, og at tage med den gale hjem lidt for tit. Selv når alt er godt, som i den duet med Håkan Hellström der lagde landet derovre ned det år, ’Hela huset’, er det med en viden om at det også er for godt, at det ikke kan vare ved.

Der er så selvfølgelig 500 mennesker hvert år, der laver duelige albums om hverdagens besvær, og generelt lyder lidt sørgmodige. Det kræver fremragende sange at komme med på vores liste (og at få stort set os alle til at falde pladask for sig), og dem er der en halv snes af her. Ni af dem er – ligesom 2013-udgaven af Maggio selv – indlysende singler.
Nikolaj Steen Møller

Lyt: Spotify, Apple Music

 

19.
STURGILL SIMPSON
Metamodern Sounds In Country Music (2014)

Hvis én ting definerede countrymusikken i 10’erne, var det den kulturkamp, der raserede Nashville, med traditionalister på den ene side, og bøvede bro-country sangere på den anden.

Heldigvis sker der sjældent noget i den by uden en efterfølgende modreaktion, og i spidsen for den stod Sturgill Simpson, der netop var landet med firetoget fra Kentucky. Ikke fordi den lavmælte Sturgill med den dybe stemme havde udbedt sig rollen som countrymusikkens frelser, men når du starter karrieren med at lave en plade, hvor du synger og spiller røven ud af bukserne som en genfødt Waylon Jennings, må du altså forvente, at traditionalisterne såvel som den kommercielle del af branchen spidser ører.

Og spidsede ører, det gjorde vi alle, når Sturgill brummede sig gennem det bedste fra 70’ernes outlaw-country. Det var dog først med opfølgeren, at han nåede sit fulde potentiale som manden, der kunne forene countrymusikkens traditionsrige fortid med en fremtid fyldt med nye musikalske muligheder. Metamodern Sounds in Country Music levede til fulde op til sin titel, med klassiske honkytonk-sange, 80’er-pop-fortolkninger og skæve eksperimenter som uslebne perler på en snor. Som en halbal-DJ på omtrent lige så mange forskellige slags rusmidler, som Sturgill synger om på pladens bedste nummer, “Turtles All The Way Down”.

Men ak, netop som vi troede, at Frelseren var kommet for at blive, vendte Sturgill countrymusikken ryggen igen. Men lige dér, i 2014, var han den stemme, vi alle kunne blive enige om.
Søren McGuire

Lyt: Spotify, Apple Music

 

18.
KENDRICK LAMAR
DAMN. (2017)

Kendrick Lamar brød igennem på mange måder i 10’erne. Mest overraskende bragede han som den første musiker fra rockens og omliggende genrers verden gennem glastaget og fik tildelt en Pulitzer-pris i 2018. Pulitzer præmierer hvert år en række former for journalistik og kunst, og musikkategorien går normalt til en komponist fra den klassiske verden – til nød kan avanceret jazz komme i betragtning. DAMN. tog den, og her giver vi ordet til Pulitzer-dommerne, som forklarer, hvorfor det er et væsentligt værk:

”Der er tale om en virtuos samling sange forenet af personlig sproglig autenticitet og en rytmisk dynamik, som skaber medrivende vignetter og indfanger kompleksiteten i den moderne afrikansk-amerikanske tilværelse”.

Prisen på 15.000 dollars blev overrakt af bestyrelsesformanden for Columbia University, som bar et smukt lyseblåt slips til sin midnatsblå habit. Rapperen var klædt i spraglet skjorte, lyse bukser med striber på siderne og Nike på fødderne.

DAMN. er det mest moderne af de store album, Kendrick Lamar har med på vores liste. Den plade med mest lilletromme, og som Pulitzer-folkene har opdaget, er den sproglige autenticitet ikke begrænset til rim, der falder som lussinger. Alle sangtitler skrives med STORT. Og med et punktum i enden. Det er POESI.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

17.
THE NATIONAL
High Violet (2010)

Ligesom den amerikanske blue collar-mands udlængsel løber som en rød tråd gennem Bruce Springsteens sange, genlyder The National-frontmand Matt Berningers vers af den stille desperation hos kontorhusenes middelklassemand. Som sidder fast i lunken kærlighed, snærende gæld og uforløste drømme, mens facaden holdes oppe over rødvinsmiddagene.

Det amerikanske femkløver peakede kunstnerisk i 00’erne, men formkurvens top strakte sig lige nøjagtigt ind i 10’erne med det brillante High Violet fra 2010. Et album, hvor brødrene Aaron og Bryce Dessner for alvor begyndte at trække nye farver ud af deres guitarer. En mørk og malende lyd, der aldrig slår ud i gnistrende eksplosioner, men elegant former melodierne for samtidig selv at ridse og klippe i dem. Mens trommeslager Bryan Devendorf driver dem fremad med sit karakteristisk kantede spil, der på mærkværdig vis formår at være sprælsk og subtilt på samme tid.

Det hele mødes omkring Berningers udtryksfulde baryton og brillante tekster, der er tilpas åbne for fortolkninger til at man hele tiden kan vride noget nyt ud af dem. Men samtidig er han ikke tidligere reklamemand for ingenting og kan også dreje linjer med en nærmest T-shirt-egnet ligefremhed – ”Sorrow found me when I was young” på den snigende smukke ’Sorrow’ eller ”I don’t have the drugs to sort it out” på ’Afraid Of Everyone’, der bygger op til en svimlende finale.

The National har et melodisk overskud, de fleste bands kun kan drømme om, og på High Violet folder det sig ud i fuldt flor. Melankolsk mesterklasse fra et band, der står tilbage som et af dette årtusindes helt store.
Jesper Nykjær Knudsen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

16.
LANA DEL REY
Born To Die (2012)

Fem år før det store Twin Peaks-comeback mindede Lana Del Reys første rigtige album os om det lækkerdystre slowmotion-lydspor til David Lynchs ikoniske tv-serie. Hun blev aldrig forpustet på Born To Die, hvor guitaren klingede med rigeligt ekko fra baren One Eyed Jack’s, og stemmen messede dybt, reciterede og malede falmede stemningsbilleder.

Albummet lød ved udgivelsen som en anakronisme. Hvem ønskede dog at bringe 50’er-stil og ærkeamerikansk ikonografi tilbage i 2010’erne? Men Lana Del Rey tog inspirationskilderne fra knitrende vinylplader og tilsatte en form for sprechgesang, der lød som et stenet spejlbillede af gamle og nye rapudgivelser. Helt tydeligt i sange som ’Diet Mountain Dew’, der i sound og omkvæd kaster hjerter til f.eks. Nas.

Det var inden, The Lana Show rykkede til L.A., og Born To Die er ikke så perfekt som noget af det, der senere i 2010’erne kom ud af hendes westcoast-fase. Det er et vægtigt postkort med håndskrevne idéer, der lyder som en enormt dragende, delikat og permanent sløvet tilstand. Højdepunkter som ’National Anthem’ og den stilskabende ’Video Games’ holder intensiteten oppe, og albummet blev endnu bedre, da det udkom i en Paradise Edition og fik tilføjet bl.a. det storslåede amerikanske mareridt ’Ride’. Kammerpop i cinemascope-format.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

15.
JANELLE MONAE
The ArchAndroid (2010)

Hmmm. Kun nr. 15. Men lad mig prøve at forklare, hvorfor den var min nr. 1. Det var noget med bare at vælte bagover, da Monáe dukkede op hos Letterman. Hvad i alverden var det for en stjerne, der ankom her, tilsyneladende i fuldendt form?

Den frisure! Det look! De øjne! Og stadig ventede den lammende næste single. De sensationelle live-sæt. Et spektakulært image, en futuristisk æstetik, et rollespil omkring et koncept der foregik i en skræmmende fremtid, en forfriskende aseksuel stil – der selvfølgelig ikke var i stand til at skjule Monáes skønhed, men understregede at alt dette foregik på hendes egne vilkår.

Og så, først og fremmest, et helt spektakulært debutalbum. The ArchAndroid er lavet af en kvinde, der ikke lader til at tro, at nogen form for færdig sang er uden for hendes kunsteriske rækkevidde. Om det er synthpop, psych, overstadig pop, Stevie Wonderske drømmerier eller flyvske, jazzede eksperimenter, så virkede alting rystende let for hende.

Hele det store koncept om Cindi Mayweather, robotten der blev forelsket og måtte flygte, kan man tage eller lade være, præcis som man kunne med historien om Ziggy Stardust i sin tid. Det var et brillant greb, der kun bandt et i forvejen strålende album sammen. Og hele det næste årti viste, at det slet ikke var et tilfælde. Hun er en absolut perle, på plade, skærm og scene. Og tilsyneladende stadig kun lige ved at være begyndt.
Nikolaj Steen Møller

Lyt: Spotify, Apple Music

 

14.
ARCADE FIRE
The Suburbs (2010)

“Forstæder er generelt ikke designet til ungdom. Der er en konflikt mellem den indre uro, man har i den alder, og omgivelsernes ydre pænhed”.

Sådan sagde Richard Reed Perry, da jeg i 2010 bad ham forklare, hvorfor Arcade Fire havde lavet albummet The Suburbs. Perry er gruppens guitarist, bassist, harmonikaspiller og meget mere, og sangene på pladen lyder af lange nætter i tomme sovebyer. Det er den slags steder, som måske ikke ser ud af noget, men der ville ikke være meget liv i rock’n’roll-drømmen, hvis man ikke kunne kede sig i forstæderne og fantasere om en dag at banke sømmet i bund og flygte. Alt det kræver, er en garage, et band og nogle sange. Senere vil det også være godt med en bil.

The Suburbs er ingen hyldestplade. Det er især sangeren Win Butlers minder fra en opvækst uden for Houston i Texas, der definerer teksterne. Det er lidt som at være på køretur rundt i det gamle kvarter, hvor vi genser de steder, han plejede at lege. ”Det blev den ensomste dag i mit liv”, synger Win Butler et sted.

Musikalsk er albummet gruppens reneste rockudgivelse. ’City With No Children’, ‘We Used To Wait’, ‘Ready To Start’ og titelsangen bæres af Arcade Fires opløftede energi, men her er få skæve rytmer, ingen haitiansk folklore eller semidisco. Guitarerne fører ordet og støtter Wim Butlers refleksioner om de steder, han forlod med et håb om at finde noget bedre.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

13.
JOHN GRANT
Queen Of Denmark (2010)

John Grant har gjort en del ud af, at ingen lyttede til hans indieband fra 00’erne, Czars. Det er ikke helt sandt. Jeg havde købt Goodbye, det album der blev deres sidste, og holdt af det, men anede absolut intet om folkene bagved. Derfor var det først og fremmest titlen her, jeg bed mærke i. Og derefter den overstrømmende ros. Både af stemmen, og af den åbne hjertekirurgi, der foregik her.

For hvis Czars var lidt anonyme, har Grant gjort sit liv til en åben bog i de ti år, der er gået siden da. Debuten handler i meget høj grad om ’TC’, ekskæresten, der både følelsesmæssigt, kunstnerisk og fysisk har sat enorme spor hos Grant. Men også om hans opvækst som del af en homofobisk kristen familie og ditto provinsielt lokalsamfund. Der var noget bagage at pakke ud, og det er sket lige siden, i al offentlighed.

Er jeg selv heteroseksuel? Med manér. Men alle Grants største sange er pragteksempler på, hvor inderligt ligegyldigt køn og seksualitet er i den forbindelse – universelle følelser af savn og svigt forbliver de samme. Queen of Denmark ramte mig lige i hjertet, som Neil Tennants eller Marc Almonds sange også altid har gjort. ”You’re where dreams go to die” er ord, der sidder i plet. På den, der er såret, og den der sårer.

Queen of Denmark er et af de klassiske singer/songwriter-albums. Æren går i høj grad til Midlake, der bringer resten af skønheden bag Grants egen vidunderlige stemme, der kunne gøre et kampreferat fra Hobro-Horsens til en rørende oplevelse. Her er smerte og vrede, men også drømme, humor, selvironi og forelskelse. Og så er her også den uventede reference til en ledende dansk statslig stilling, der gør at Grant altid vil have en oplagt showstopper her i landet.
Nikolaj Steen Møller

Lyt: Spotify, Apple Music

 

12.
PET SHOP BOYS
Electric (2013)

Jeg sværger: Dette er ikke ligesom Scorseses trøste-Oscar for The Departed. Det ER en rettidig hæder. For Electric er ikke bare sådan et Pet Shop Boys-album over middel, der kastede lidt ekstra ros af sig til poppens statsmænd ­­­– mest for gamle bedrifter. Det er et helt centralt mesterværk fra de sidste tre-fire årtiers fineste gruppe.

Men det er også en reaktion. For Neil Tennant havde læst en anmeldelse af Elysium – ikke min – fra 2012 fra en lytter der havde kedet sig bravt. Hvor var de sange, man kunne danse til? Hvor var der bangers & lasers? Tjah – er det dét folk vil have, så er det dét de skal, tænkte Neil. Kun knap et halvt år senere kom denne voldsomme discoudladning. Al poleret L.A.-lyd var kasseret. Det her var brutal, europæisk synth. Og det var nærmest rystende godt.

På få sekunder er suget tilbage i den fristende verden af tordnende japanske bullet trains, neonklubber fulde af oligarker, perversioner af klassiske temaer, og synet af på én gang lokkende og truende storbyer med alle deres weekendfristelser. Det mest landlige, man oplever her, er at vågne af sin discotrance – på en strand ved solopgang.

Et hurtigt bud: Pet Shop Boys kommer aldrig til at overgå Electric. Det er et af deres allerbedste albums nogensinde – et af mange. Men nogen havde heldigvis prikket til deres stolthed. Stuart Price har været husets producer lige siden, og jeg elsker at der er et nyt album om en måned. Men jeg forventer ikke, at det bliver et 50-minutters adrenalinstød lige ind i hovedpulsårerne på alt, hvad denne synthpopfan og house-nød elsker med hele sin sjæl. Det er hvad Electric er. Med Tennants indledende ord: Turn it up!
Nikolaj Steen Møller

Lyt: Spotify, Apple Music

 

11.
THE WAR ON DRUGS
Lost in The Dream (2014)

Rocken havde svært ved at trænge igennem i 10’erne, men – ganske uventet – ramte Adam Granduciel bred appel med nogle plader, der stinker af “classic rock”. Referencerne til Bruce Springsteen, Tom Petty, Bob Dylan i 80’erne og Dire Straits var hyppige. Og fortjente, kan man sige.

Det var også det modne publikum, der dukkede op til koncerterne, men de kunne nu også se en masse yngre mennesker stå og nyde – eller undre sig over – guitar-ekvilibrisme, pianospil, store arrangementer og lange synthflader og høre lange numre, hvor der hverken blev sunget eller rappet over hver eneste tone.

The War On Drugs giver plads til refleksion og lukkede øjne på sofaen, når de lange instrumentale flader bare glider smukt derudad, men de giver også plads til at danse, vippe med foden og kaste med hovedet. Og det er et virkelig godt kørealbum i både solskin og regnvejr.

Titlen Lost in the Dream fortæller om et stemningsfuldt album, og midt i al den opløftende musikalitet lurer også knap så opmuntrende teamer som ensomhed, smerte, svigt. Dette møde gør albummet enormt intenst og dynamisk. Fra åbneren ’Under the Pressure’ over gnistrende ’Red Eyes’ (med et af de bedste råb i rockhistorien efter 1.47!) og triste ’Suffering’ til uendeligt smukke ’An Ocean in between the Waves’ er der gået 24 minutter.

I nyere tid er et rockalbum sjældent blevet åbnet så stærkt. Storladne ’Eyes on the Wind’ følger snart, men man kan også godt indvende, at Lost in the Dream har svært ved at holde kadencen hele vejen frem til målstregen efter en times tid. Men har man først købt ind på Adam Granduciels univers, er det svært at blive rigtigt sur. Der blev også i 10’erne lavet virkelig god rockmusik.
Peter Elsnab

Lyt: Spotify, Apple Music

Fortsæt med Top 10 her

Kommentér indlægget