2010’ernes bedste album – nr. 10-1

   


Rygterne om albummets død er stærkt overdrevne. Ganske vist var 2010’erne årtiet, hvor vi lyttede til flere og flere enkeltsange, samlet i playlister med det lidt flakkende præg, den slags nu en gang har. Organiseret efter hvornår vi lige add’ede sangene til vores streamingtjenestes bibliotek, eller efter hvad en algoritme forsøgte at please os med. Hele tiden hurtigt videre til næste sang, næste indryk, næste kunstner.

Vil man dykke længere ned i den enkelte kunstners udtryk, er det altså ikke her, man kommer i dybden. Og har en kunstner en større vision at folde ud, skal der et fyldigere format til. Det leverer det gode gamle album stadig. Og 10’erne bød da også på lige så mange store albumoplevelser som sine forgængere. Langt flere end de 25, vi har forsøgt at destillere årtiet ned til.

Men her er altså de allerbedste af de bedste, hvis du spørger os. Vi startede nedtællingen i går med nr. 25 til 11, her er Top 10.

 

10.
KENDRICK LAMAR
good Kid, M.a.a.d. city (2012)

Westcoast-rap fik en ny forgrening, da Kendrick Lamar tog mikrofonen og førte an i Los Angeles’ funky revival i 10’erne. Den gudfrygtige rimsmed er en musikalsk rundkørsel med tætte forbindelser til hjembyens hiphoprødder (Dr. Dre), den nye jazzscene (Kamasi Washington) og den elektroniske undergrund (Flying Lotus).

Han kan rappe over hvad som helst, og på Good Kid, M.A.A.D. City surfer han i højt raptempo på beats, der ofte er stenede, tilbagelænede og svampede. F.eks. i ’Poetic Justice’, hvor trommerytmen fra Janet Jacksons ’Any Time, Any Place’ er mild og boblende, mens Kendrick og gæsten Drake skyder ord af i dobbelt takt. Effekten er hypnotiserende.

Albummet er et personligt fotoalbum fra rapperens opvækst i Compton – bydelen, som N.W. A. satte på verdenskortet. Han har fortalt, at kriminalitet altid var en mulighed, men som det fremgår af sangene, springer han fra i sidste øjeblik og vælger musikken. Og modsat tidligere generationer af westcoast-rappere er han ikke mand for at forherlige forbrydere. Det lader han gæster som MC Eiht om, mens han selv udforsker dilemmaer i det moderne liv, hvor fristelserne er store, men drømmen om noget andet er endnu større.

Når han rapper om at vælge mellem ”Halle Berry or hallelujah”, er det som at høre soullegenden Al Green være fanget mellem sex og Gud. Mens andre af 10’ernes rappere har forkastet den gamle skoles rimstrukturer, er Kendrick Lamar en stolt fortsætter af traditionen. Han laver vers, omkvæd, rim. Samplingerne er velvalgte, og han kan fortælle historier. Som den i ’Swimming Pools (Drank)’, hvor han konfronterer sine egne dårlige vaner, druk i familien og venners død. Eller ’Compton’, der fungerer som en kroning af den lokale rapscenes nye konge med deltagelse af Dr. Dre (som udgav albummet via sit Aftermath-label).

Good Kid, M.A.A.D. City er en af de helt store Los Angeles-plader, og Kendrick Lamar skriver et nyt kapitel til fortællingen om den kolossale by. Den er lige dele paradis og helvede, som man før har hørt det hos The Doors, Beach Boys, Fleetwood Mac, Guns N’Roses, Eagles, Red Hot Chili Peppers eller Snoop Dogg.

I den sammenhæng er det lidt morsomt, at albummet har en dansk vinkel. Ja, faktisk to. ’The Art Of Peer Preasure’ bygger på beatet fra Suspekt-nummeret ’Helt Alene’, mens hitsangen ’Bitch, Don’t Kill My Vibe’ rummer en portion af ’Tiden Flyver’ lånt fra den københavnske gruppe Boom Clap Bachelors.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

9.
BEYONCÉ
Lemonade (2016)

Først, inden historien foldes ud: Lemonade er, uden kontekst, et fantastisk album. Et dusin fremragende sange. Postmoderne pop, der plyndrer fortiden kreativt, og samtidig kigger frem. Som alt andet i Beyoncés imponerende cv. En popkulturel sensation, der fødte 10.000 memes og en genial parodi. Og en statusrapport om at være kvinde, sort, og indbygger i det USA, der også i Obamas sidste dage havde svært ved at leve i fred og harmoni.

Risikoen var så bare, at det hele ville blive glemt i et større medieflip, for det handlede ikke i første omgang om den sorte kvindes situation, da albummet kom. Nah, det handlede om hvor røde ører Jay-Z måtte sidde med, for det var ret indlysende, når først albummet var i gang, at han i den grad var sat til eftersidning. Manden, der blev fejret på forgængeren et par år inden, med historier om god gift sex i limousinen, i køkkenet og tilsyneladende hvor som helst ellers, var åbenbart fanget i utroskab på fersk gerning. Man havde en fornemmelse.

Og han blev mindet om det på 17 forskellige måder – Beyoncé var såret på ’Pray You Catch Me’, trodsig på ’Hold Up’, overstyret og edderspændt på ’Don’t Hurt Yourself’, og så helt ”Jeg må sgu videre”-agtig på ’Sorry’, hvor hun er på vej i byen for at finde en anden at hygge sig med, helst så alle bemærker det, godt stiv af Jay-Z’s egen sponsorcognac, og med en opfordring til at flygte over til ”Becky with the good hair” for at blive trøstet – og dermed til lytterne om at prøve at finde ud af, hvem det mon kunne være. Med det ude af systemet grubler hun så videre over, hvordan pokker man redder det hele på ’Love Drought’ – og igen på ’Sandcastles’, igen med et enkelt men effektivt virkemiddel: hendes stemme knækker, kontrollen ryger for en sjælden gangs skyld.

Og alt dette endda uden at man endnu havde set filmen med alle sangene, og med en stribe mellemspil fyldt af tung symbolik. Og ord, der går lige til sagen. ”In the tradition of men in my blood, you come home at 3AM and lie to me.” Som om der skulle være brug for en forklaring på, at ’Daddy Lessons’ dukker op i det hele: En sang om en slingrepikket og fordrukken faderskikkelse, der er fiktiv derhen at Beyoncés egen far stadig er i live, men formentlig ikke på så mange andre områder. Man forestiller sig, at Jay-Z er blevet sat til at se filmen på repeat, i Clockwork Orange-stil.

Men ’Sandcastles’ er vendepunktet; selv om manden ikke kan holde sine løfter om troskab, kan sangeren selv heller ikke holde sine løfter til sig selv. Resten af vejen, en trio af paradenumre, handler om at finde styrke i sig selv (’All Night’), i sit køn (’Formation’) og hudfarve (’Freedom’) – og guderne skal vide, at jeg ikke er kvalificeret til at forklare nogen af delene.

Men jeg er ikke udelukket her. Jeg er fri til at elske det. Som fan af Beyoncé – og af Destiny’s Child, siden de udgav den ene vilde single efter den anden for tyve år siden. Der har været påstande lige siden første sekund om, at hendes musik er lavet pr. komité, med begrænset input fra hende selv. Uden personlighed, kun facade, mistænkeligt perfekt. Det må da være endeligt afvist nu. Vi kommer til at se tilbage på hende som én af de allerstørste. Det vi gøre. Og perfektionismen er indlysende hendes egen.
Nikolaj Steen Møller

Lyt: Spotify, Apple Music

 

8.
SOLANGE
A Seat At The Table (2016)

En af 10’ernes markante musikalske udviklinger har været opløsningen af r’n’b. Det er traditionelt en temmelig konservativ genre med konventioner, som nye kunstnere skal leve op til for at gøre sig håb om at blive spillet i radioen eller passe ind i fasttømrede strukturer. I dag er der ikke meget tilbage af rammerne til den boks. Der er kun stemmen, som stadig skal have sjæl, men som også gennem årtiet har været udsat for voldsomme angreb fra autotunede cyborgs og anden teknologi.

Solange er frontløber i den aktuelle r’n’b-mutation sammen med folk som Frank Ocean, Blood Orange, Beyoncé, FKA Twigs og Janelle Monáe, og hun lyder på A Seat At The Table som en intellektuel fortolkning af genren, der flirter med indie-tanker, kunst og aktivisme frem for popradio eller klub.

Den musikalske bevægelse begyndte ret beset et stykke tid før 10’erne med D’Angelo, Maxwell, Erykah Badu og producere som Timbaland, Missy Elliott eller Neptunes, og hvis man vil længere tilbage, var Sly Stone, George Clinton og senere Prince tidligt i gang med at ryste posen og opløse de rigide strukturer i r’n’b. De blev længe anset som freaks eller bare outsidere. Solange rykkede ind midt i musikuniverset, og selv om hendes pladesalg og moderate streaming-tal ikke matcher omtalen af hende, er det lykkedes for lillesøster Knowles at finde sin egen stemme og et lyttende publikum.

Det er også svært ikke at spidse ører, når sange som ’Cranes In The Sky’ kommer flydende med strygere og et køligt beat.

A Seat At The Table er en simrende gryderet af afrikansk-amerikansk historie, aktuelle tanker om #blacklivesmatter, sydstatskultur og en musik, der er mere cool end svedig. Det betyder, at når bassen pludselig rør på sig i ’Don’t Touch My Hair’, får det hele rummet til at dirre. Det er den teknik, som Sade behersker, og Solange kan som den britisk-nigerianske legende fungere som både lydtapet og engagerende kald til handling – eller sex.

Albummet var længe på vej, og hvis man læser det med småt – hvem gør det i en streamingtid? – står der navne som Raphael Saadiq, Sampha, Kindness og Master P i creditlisten. Det er nysgerrige musikere, der som Solange ikke lader sig bokse inde og har et bud på, hvordan man kan rykke r’n’b op ved hårrødderne.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

7.
NICK CAVE & THE BAD SEEDS
Push the Sky Away (2013)

Album nummer 15 fra den australske goth-gudfar og hans disciple er som en levende organisme, der konstant pulserer og vokser for hver afspilning. Pladen er indspillet i studiet La Fabrique i Sydfrankrig i en proces, hvor bandet over det meste af et år udviklede og forædlede Caves ufærdige skitser.

Sangene voksede frem som bumsede teenagesønner, der langsomt udviklede styrke, form og personlighed under de skæggede mænds kultiverende og nænsomme opsyn. Saint-Rémy-de-Provence, hvor indspilningerne foregik i 2012, er en gammel romersk by, der har været hjem for så dramatiske personligheder som Nostradamus og Van Gogh. Push the Sky Away rummer en ildevarslende skønhed, der vokser ud af de impressionistiske lydbilleder bygget op af klikkende guitarer, en pulserende bas, bølgende strygere og tilbagelænet trommespil.

Åbningssangen ’We No Who U R’ puster liv i pladen med et tilbageholdt åndedræt, der virker som en stille chok efter Caves’ seneste aggressive udspil på albummet Dig, Lazarus, Dig!!! og eskapaderne med Grinderman. ’Jubilee Street’ er en klassisk Cave’sk fortælling om menneskeskæbner i byens rødlygtekvarterer – så veloplagt, så fængende og medrivende, både i melodi og narrativ: ”On Jubilee street there was a girl named Bee / She had a history, but no past / When they shut her down / the Russians moved in”.

’Higgs Boson Blues’ lyder som det, den er; en usammenhængende røverhistorie, der kommer rundt om både Robert Johnson og Hannah Montana, fortalt henover en løsagtig jamsession mellem venner, hvor tempo, retning og kraft dirigeres gennem små udvekslinger af blikke. Og så er der den gennemført smukke og sexede ’Mermaids’, der forfører og drager mod mørket som Caves allerbedste sange, inden titelnummeret ’Push The Sky Away’ lukker ned for et af årtiets mest helstøbte albums med en æterisk rockhymne og en hyldest til det fænomen, Cave har dedikeret sit liv til: ”And some people say it’s just rock and roll / Ah, but it gets you right down to your soul”.
Anders K. Sørensen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

6.
LANA DEL REY
Norman Fucking Rockwell (2019)

At Lana Del Rey skulle slutte årtiet som en af sin generations bedste og mest interessante sangskrivere lå måske ikke umiddelbart i kortene, da det begyndte. En række sløje live-optrædener og flere diskussioner om hendes “autenticitet” kastede skygger over karrierens første år, men på plade har den 34-årige amerikaner hele tiden leveret varen i en grad, der ikke kunne ignoreres. Og med sit sjette og seneste album, Norman Fucking Rockwell, har hun begået et decideret mesterværk.

Musikalsk har Lana Del Rey flyttet sig og helt cuttet forbindelsen til tidens modeluner. Sammen med produceren Jack Antonoff har hun i stedet skabt en svævende, tidløs og stemningsfuld art-pop, der genlyder af barpiano, 70’er-softrock og strygertunge filmsoundtracks.

Scenen er stadig sat i et vintage Californien, hvor den amerikanske drøm har kastet sig ud fra motelvinduet i en narkotisk døs, mens popkulturens billedstrøm flimrer fra tv-skærmen. Og triste piger forelsker sig stadig i slemme drenge i Del Reys fortællinger, der vrimler med skarptskårne one-liners og popkulturelle referencer – fra Kanye West til Sylvia Plath. Men hun er vokset som sangskriver, og der er meget mere end æstetik og forførende undergangsromantik på spil i hendes storslåede noir-ballader. Samtidens amerikanske zeitgeist lurer i kulissen – med Trump, #MeToo, klimakrise og sammenbrud. Ligesom på coveret, hvor man ser Lana Del Rey posere på en båd med armen om en ung mand (Jack Nicholsons barnebarn, i øvrigt) foran det amerikanske flag, mens verden brænder i baggrunden.

“We didn’t know that we had it all, but nobody warns you before the fall”, synger hun undervejs. Hvis Norman Fucking Rockwell er Lana Del Reys advarsel om den kommende apokalypse, kunne den ikke have været smukkere.
Jesper Nykjær Knudsen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

5.
KENDRICK LAMAR
To Pimp A Butterfly (2015)

Nogle albums står fra begyndelsen som et monument over sin samtid, med fundamentet plantet i fortiden og arme, der rækker ind i fremtiden.

Sådan et album er To Pimp a Butterfly. I 2013 blev en vagt frikendt for at have dræbt teenageren Trevon Martin, hvilket ledte til etableringen af Black Lives Matter. Året efter stod Ferguson i flammer efter endnu en teenager, Michael Brown Jr., blev skudt. Og inden røgen havde lagt sig, kom Kendrick Lamar med et album, der ikke bare filtrede frustrationen, men tranformerede den til energi. Til håb. Til det vi stadig mangler et dækkende ord for på dansk: empowerment.

Det er i sig selv en nærmest Ghandi’sk bedrift. Læg dertil en musikalsk rigdom og et lyrisk overskud. Grundtonen er en sumpet og syret jazz, der blandt andet peger på Miles Davis’ fusionseksperimenter. Men hele den afroamerikanske arv – funken, soulen, r&b’en – bobler under Kendrick, mens ordene springer fra hans læber. Der er en bid Michael Jackson her, en snas Tupac dér, gæsteoptrædener fra legender som George Clinton og Snoop Dogg, alt sammen samlet om den L.A.-scene, som – forståeligt – blev en dominerende faktor i 10’erne.

Thundercat er der, Kamasi Washington lige så. Og så er der bare straight up hits som det trodsigt optimistiske anthem ’Alright’ og den elastiske ’King Kunta’. Så yes, vi er omkring ’Roots’, omkring Mandela, omkring at blive skudt på gaden. Kendrick Lamar tager ansvarsbevidst hele historien på sine skuldre og eleverer den til noget af det smukkeste i verden: Et inviterende album, hvor alle er velkomne, hvor man kan danse, hvor man kan chille, hvor man kan knytte næven, og hvor man kan lære noget.
Danni Travn

Lyt: Spotify, Apple Music

 

4.
DAVID BOWIE
Blackstar (2016)

Ville vi mon kåre David Bowies 25. studiealbum som en af de største plader fra 2010’erne, hvis manden ikke var død blot to dage efter udgivelsen? Måske ikke. Ikonets bortgang sendte kaskader af sort stjernestøv gennem højttalerne og farvede uimodståeligt oplevelsen af Blackstar som et uafrysteligt rekviem.

Som Bowie synger midtvejs i åbnings- og titelnummeret, hvor det messende, nærmest klaustrofobisk jazztrippende nummer pludselig folder sig ud som en lysvinget sommerfugl efter en mørk metamorfose, der ellers varslede død og forvandling: ”Something happened on the day he died / Spirit rose a metre then stepped aside / Somebody else took his place, and bravely cried / I’m a blackstar, I’m a blackstar”.

Jamen, for pokker, det er så smukt og opløftende, at det er til at tude over. Og det har jeg da også gjort. Til sammenligning er ’Dollar Days’ nærmest en klassisk behagesyg popsang af den slags, som Bowie kunne have skrevet og indspillet i sine udskældte 1980’ere – men også dette indslag får her et ekstra betydningslag, når Bowie kaster hovedet tilbage og synger ”I’m dying too” – inden nummeret glider over i afslutningssangen ’I Can’t Give Everything Away’.

Alt er så afgjort ikke klassisk smukt eller iørefaldende på Bowies eksperimenterende, krampagtige og til tider atonale dødsmesse – men ambitionen og udtrykket er så voldsomt, egenrådigt og ildevarslende, at man vanskeligt kan ryste Blackstar af sig og må vende tilbage til den gang på gang. Det er et album med mange lag, og symbolikken bliver allermest overvældende i det bevægende hovednummer, ’Lazarus’ fra teaterforestillingen af samme navn, hvor Bowie i den medfølgende video siger farvel til verden iklædt laser og pjalter: ”Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen / I’ve got drama, can’t be stolen / Everybody knows me now”.

2016 var året, der tog vores David Bowie, men Blackstar er albummet, der bliver ved med at give og afsløre sine hemmeligheder.
Anders K. Sørensen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

3.
FRANK OCEAN
Channel Orange (2012)

Der kom et brev fra Frank Ocean, og det sluttede med ordene: ”Jeg føler mig som en fri mand. Hvis jeg lytter efter, kan jeg høre, at skyerne letter”.

Frank havde lagt brevet på Tumblr, som er hans foretrukne kommunikationskanal, og den frihed, han beskriver, handler om, at han havde indset, at han kan lide mænd. Der er ingen udpenslede detaljer i brevet, men en beskrivelse af, hvordan hans første store homoseksuelle kærlighed slutter med en emotionel samtale i en Nissan Maxima. Bagefter går fyren hjem til sin kone, og Frank græder.

Brevet blev en integreret del af lanceringen af Channel Orange, som efter mixtapet Nostalgia, Ultra var Frank Oceans første rigtige soloplade. Han havde før været del af kollektivet Odd Future Wolf Gang Kill Them All. Channel Orange er en ekstremt vellykket fusion af skramlet demo og produceret soul. De små mellemspil er pudsige og knitrende, mens sangene er skabt med den brede pensel og malet på et grænseløst lærred.

Mange har siden forsøgt at tage deres soul og indie-r’n’b i samme retning, men de fleste mangler Frank Oceans musikalitet. Han kan spille, synge, skrive, producere, og albummet er en auditiv drøm.

Drømmen udspiller sig i Los Angeles, hvortil Frank flyttede fra New Orleans. Forbillederne giver sig selv: Prince stråler over det hele, og Channel Orange er krydret med småsnak, kommentarer og selvreferencer af den slags, man finder på plader som Around The World In a Day. Men der er mere end det i mikset. Hvis man vil, hører man lige så meget Michael McDonald, Kanye West eller Stevie Wonder i Frank Oceans sømløse elegance.

Mens stemmen og melodierne kilder øret, kredser teksterne om mødet mellem rig og fattig, om ikke at passe ind, om at være moody i en positiv kultur. Der er et dovent sortsyn i sange som ’Super Rich Kids’ og ’Sweet Life’, der kunne været løftet direkte fra Bret Easton Ellis’ 1985-roman Less Than Zero. Det er en slags L.A-noir, hvor solen godt nok skinner, men der foregår ting og sager bag de lukkede persienner.

Frank Ocean tog sit frihedsbrev alvorligt i resten af 10’erne og har siden Channel Orange udbygget sin dybt personlige niche med albummet Blonde, hvor afsøgningen af mulighederne i den maskuline identitet gik endnu længere, og hvor musikken helt slap sit funky fundament og blev endnu mere svævende.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

 

2.
JASON ISBELL
Southeastern (2013)

Få plader kunne i løbet af årtiet samle og forene Os Følsomme Hvide Mænd På Omkring De 40 som Jason Isbells næsten skræmmende selvafslørende førstehåndsberetninger fra bunden af livskrisen og håbløshedens kvælende mørke.

Ganske vist bød Southeastern også på et par lyspunkter og løsninger på elendigheden; Isbell leverede ofte svaret på sine egne lidelser i form af slet skjulte kærlighedserklæringer til og fra hans nyfundne redningskvinde, violinisten Amanda Shires. Men det var de hovedsageligt akustiske sange fra afmagten, ensomheden og afhængigheden, der ramte os allerhårdest tilbage i 2013.

Og deri lå også både Jason Isbells store styrke og snigende svaghed. Efter tre gode, men lettere uvedkommende soloplader, der uden større opmærksomhed havde markeret den nu tørlagte drukkenbolt og tidligere Drive-By Truckers-guitarist som en habil fortolker af Alabama-hjembyen Muscle Shoals’ svingende soul-rock, var Southeastern en afdæmpet, afmålt og uafrystelig påmindelse om alt det, der står på spil, når vi tillader os selv at forelske os i et andet menneske (og i Isbells tilfælde, i sprutten). Altsammen skrevet, spillet og sunget med en nænsom følsomhed og elegance, som ikke var hørt helt på samme måde siden Cohens Songs of Love and Hate og Willies skilsmisse-opera Phases & Stages.

Men Southeastern var også en oplevelse, der viste sig umulig at overgå, både fra Isbells egen hånd og for os fans, der samlede os om ham, som var han 40-års krisens hellige, Gibson-flænsende profet. De efterfølgende udgivelser virkede fortænkte og kalkulerede, når han bød dæmonerne op til endnu en dans. Noget Southeastern heldigvis aldrig kunne beskyldes for.
Søren McGuire

Lyt: Spotify, Apple Music

 

1.
ROBYN
Body Talk (2010)

Robyn sluttede 10’erne som hovednavn på Orange Scene, men allerede 11 år tidligere satte hun årtiet i gang i et hjørne af Roskilde Festival. Det var en sen fredag i 2008, og eks-popstjernen var i gang med at etablere en ny, selvstændig måde at arbejde på.

Da hun var færdig med at optræde på Cosmopol-scenen den nat, var alt faldet i hak, og vi havde set retningen for 10’ernes pop. Vi havde også grædt lidt til ’With Every Heartbeat’, grinet til Prince-sangen ’Jack U Off’ og ellers bare beundret den måde, hun spillede pop helt uden ironi ledsaget af en keyboardspiller og to trommeslagere.

Udtrykket den aften var tættere på Kate Bush end på Britney Spears, og lige siden har rigtigt mange veje ført tilbage til Robyn. Ikke kun til 2008-turneen (hvor hun også varmede op for Madonna), men især til Body Talk-trilogien, der i 2010 igen flyttede grænserne for, hvor skøn elektronisk popmusik, man kan lave i Stockholm.

Bare spørg kunstnere som Lorde, der betragter Robyn som en musikalsk storesøster, og selv hos Rihanna hører man ekkoer af svenskerens melankolske ekstase.

Body Talk er tre album fra 2010. Pladerne kom dumpende med nogle måneders mellemrum, og Robyn mente, at det tog noget af presset af hende, at der ikke var tale om et stort samlet værk, men bare om en stribe sange. Det hele blev siden (stort set) samlet på det tredje album, men da var sangene kendte, etablerede som hits og var rejst ud i verden.

Det gælder ikke mindst årtiets fineste popsang ’Dancing On My Own’, som vi tidligere har hyldet for sit miks af hjerte og smerte. Robyn er mester inden for genren Tårer På Badeværelset, og som hos ABBA er festen aldrig kun sjov. Det skal gøre lidt ondt.

Hun beskrev sig i denne periode som en ’Fembot’ – en feminin robot – og dyrkede det bevist mekaniske i rytmikken. Hendes intense, lyse stemme kunne pludselig forsvinde i lag af effekter, og det virkede helt perfekt, da Robyn parallelt med sine egen plader lavede sangen ’The Girl And The Robot’ sammen med den norske duo Röyksopp. Hun kan som få andre lyde som en blond androide, der synger godnatsang i en afgørende scene af en ikke-eksisterende version af Blade Runner.

Robyn er en mageløs popskabning. På Body Talk forfiner hun alle sine virkemidler, og sammen med kreative partnere som Teddybears og Kleerup skabte hun et album, der lyder utrolig let, men 10 år senere fremstår som et af de allertungeste fra 10’erne.
Niels Fez Pedersen

Lyt: Spotify, Apple Music

Læs om nr. 25-11 her

 

Kommentér indlægget