Håkan Hellström: ikke ligefrem kopisikret

   


Blogbroder Fez var nu meget elskværdig, da han mente, at den gode Göteborger Håkan Hellström havde hapset et godt, men allerede anvendt foto til det nye album, der er ude i dag. Det fik mig i alle fald til at mindes de dage hvor det stadig var nyt, at vi havde at gøre med en fyr der blandede et kæmpetalent med en halv snes ekstremt lange fingre.

Nu er det jo næsten ligemeget. De fleste har vænnet sig til det. Også, at den seneste single er lånt fra en anden sang. Og ikke den jeg troede – nemlig The Killers’ ‘When You Were Young’.

Så her er en genudsendelse fra gamle dage, 2002, hvor det andet album fra Hellström lige var kommet, jeg ville høre det på min computer, og den ikke ville rippe cd’en. Så blev jeg sur. Kald det et rant. Det har jeg allerede selv gjort. Men når man helt til bunden, ser man det rasende hjerte blive blødt igen. Det er det, Håkan kan.

Håkan

Siden dengang har det vist sig, at …

  • forsøget på kopibeskyttelse af albums er noget, man mest kan kigge tilbage på og grine ad
  • det ikke længere er nødvendigt at købe cd’er til 150kr i butikker
  • … eller til den pris
  • … eller at indehave cd’er i det hele taget
  • … eller give nogen pris for musik i det hele taget
  • det er blevet tæt på umuligt at nævne David Gray uden at tilføje “den gabende kedsommelige” foran
  • Göteborgs Honey Is Cool ikke findes mere. To af dem, der er søskende, dannede i stedet The Knife. Det er vist gået meget godt for dem.
  • i 2002 havde jeg alt, alt for meget fritid
  • Håkan Hellström stadig er en dejlig dreng, som jeg holder af, men at
  • han stadig stjæler så meget at det svinger vildt fra det charmerende til det phony og irriterende
  • Kent stadig holder øje med ham

Over til Spruthuset, december 2002:

Håkan Hellström: ikke ligefrem kopisikret

Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide Håkan Hellström mere. Absolut ikke. Men som det allerede kom ud mellem sidebenene, sidst jeg stod hernede og priste diverse stykker musik (mens jeg bandede og svovlede over alt andet), så pissede det mig grundigt af, at hans nyeste epos ikke bare er en temmelig stor skuffelse efter debutmesterværket Känn ingen sorg för mig Göteborg – men også er forsynet med den kopibeskyttelse som gør flere nye plader ubrugelige på pc’er, og som er en hån mod dem der køber plader til kr. 150 – en pris der overhovedet ikke hænger sammen med den sløjfning af punktafgifterne på musik-cd’er som fandt sted for et par år siden, og som i ganske få sekunder førte til at man kunne købe nye plader til en mere rimelig pris henad de 125 kroner.

Den smukke tanke er åbenbart droppet for avancens skyld, og det havde været til at leve med hvis de penge blev brugt på at finde fantastiske nye talenter og markedsføre dem, men det er jo i denne tid med evigt genbrugte juleopsamlinger og opgylpede greatest hits-plader med diverse firserrædsler temmelig svært at håbe oprigtigt på.

Så lad os i stedet, bare for at drille, tage et kig på om Håkan selv er kopisikret, eller snarere om hans åbenbart uendelige mængder af inspirationskilder er. Som Kents Joakim Berg sagde, da de fik spillet ’Fade to Kent’, et remix af deres ’Kärleken vänter’ blandet sammen med ’Fade to Grey’, to sange som P3 efter et par måneders betænkningstid også kunne høre lød temmelig meget som hinanden: ”Vi har i alla fall bara snott en låt, inte alla”. Ouch! Tilbage i knivskuffen med dig. Men manden har helt ret. Lad os tage det fra toppen.

Album nr. 1, Känn ingen sorg för mig Göteborg: 

1: ’Känn ingen sorg för mig Göteborg’
Titlen er selvfølgelig ganske iøjnefaldende – det er begyndelsen på noget der kunne være en Andrew Lloyd Webber-fascination, og som skulle blive mere besværligt for Håkan sidenhen. ’Don’t Cry for Me Argentina’ hedder Webbers mest berømte sang, og her er der vel knap tale om et tyveri, men om en elegant og ret åbenlys måde at lave et ordspil på.

En mindre elegant og mere direkte måde at planke på er at tage Eldkvarns linier “Ta mig till kärlek, ta mig till dans, spela ett nummer som tar mig nånstans” og lave dem (en smule) om til “Ta mig till kärlek, ta mig till dans, ge mig nåt som tar mig någonstans”.

Joe Strummer fra The Clash sagde engang, at hvis man ikke kunne lide Bruce Springsteen, så havde man ikke fattet en skid om musik. Han havde fuldstændig ret … og Hellström behøver ikke føle sig truffet, for han holder meget af Springsteen. Måske synger han derfor “jag vill veta om kärlek finns”, for det var Bruce der begyndte i sin tid: “I wanna know if love is real” i den legendariske ’Born to Run’.

2. ’En vän med en bil’
Denne her stump tekst:
“Just exactly where we go I cannot say
But we might even leave the USA
Cause there’s a brand new game that I don’t wanna play”

… kunne nu godt minde en anelse om denne:
”Anna hade en vän med en bil, och vi åkte långt bort
Och vi kanske till och med lämnade Sverige
För det är ett nytt spel, och jag vill inte va med”

Førstnævnte er fra bluesgruppen Canned Heats tresserhit ’Goin’ up the Country’. Sidstnævnte er af Håkan. Sådan da.

Nå jo, og “Anna had a friend with a car, and they would go far” er fra en sang med bandet Honey Is Cool ved navn ‘Below’, fra pladen (ahem) Focky Focky No Pay. Det er et band som Håkan selv er medlem af fra tid til anden, så ingen går fri – heller ikke ham selv … når det bliver til ”Anna har en vän med en bil, och dom körte långt bort”.

4. ‘Nu kan du få mig så lätt’
Min yndlingssang med Håkan overhovedet. Og jeg må indrømme, at jeg ikke aner om det ødelægger den, at melodien er råstjålet. Jeg tror det ikke engang. Men prøv selv at høre The Eagles’ gamle ’Desperado’, evt. i den helt fremragende udgave fra den seneste plade med Johnny Cash, selv om det er nemmest at høre i originalen. Det er nærmest samme sang.

5. ’Vi två, 17 år’
Tænk at der skulle gå så lang tid før Morrissey dukkede op i denne gennemgang. Men det gør han nu, for The Smiths’ underligt funky b-side ’Rubber Ring’ slutter med stemmen af en ældre kvinde, der gentager ordene ”You are sleeping, you do not want to believe”. Håkans ballade ender med stemmen af en ældre kvinde, der gentager ordene ”Men du sover ju, du hör ju inte på”.

6. ’Uppsnärjd i det blå’
Dejlig titel, og det var også en dejlig titel da Bob Dylan skrev ’Tangled Up in Blue’ og udgav den engang midt i halvfjerserne.

Verset er meget elegant hugget, rent melodimæssigt, fra Tommy James and the Shondells’ teenagehit fra tresserne, ’I Think We’re Alone Now’. Måske er nogle af de røvere der befolker Spruthusets lokaler ligesom jeg gamle nok til at huske den med den blege, rødhårede teen-døgnflue Tiffany i 1987. Skulle man have misset lige den detalje, så er der endnu et hint i teksten: ”Children behave, that’s what they say when we’re together” bliver til ”Dom måste lära sig gå, det är vad folk säger när det är oss två”.

Morrissey er også med inde over her: på ’Disappointed’ hedder det “Young girl, one day we really will be old. But the thing is I love you now”, og det er søde linier, hvilket vel er grunden til at Håkan genbruger dem: “En dag kommer jag och du att verkligen bli gamla, men jag älskar dig nu.”

Og så måske lige en Springsteensag igen, denne gang fra den tamme ’Dancing in the Dark’: Bruce har ”I check my look in the mirror, wanna change my hair, my look, my face”, og Håkan har ”Och jag står framför spegeln, vill förandra ALLT och allt jag ser i den”. Nåja. Der er nu mere Springsteen, klassisk E Street Band-lyd, over den totalt forrygende musik på sangen.

7. ’Jag var bara inte gjort för dessa dar’
Dejlig titel, og det var også en dejlig titel da Beach Boys’ Brian Wilson skrev ’I Just Wasn’t Made for These Times’ og udgav den engang midt i tresserne.

”Jag dansade när jag var tolv” – det samme gjorde Marc Bolan fra T. Rex i ’Cosmic Dancer’, men blot på engelsk.

Og så en reference, der må bevise at Håkan bestemt ikke går 100% efter titlen som Göteborgs største hipster: blæserne i starten har han da lånt fra Vaya con Dios’ ’Heading for a Fall’.

9. ’Atombomb’
Nærmest en Morrissey-sang i sig selv, for ikke nok med at åbningslinien ”Kom, kom, atombomb” dukker op i ’Everyday Is Like Sunday’, det samme gør slutningens ”Kom, armageddon” – hvor så andet vers til gengæld byder på de vise ord “Dom har gått för att leva sina liv och Gud vet att jag måste leva mitt”, hvilket ikke betyder noget særlig forskelligt fra “And everybody”s got to live their lives and God knows I”ve got to live mine”, fra den tidlige Smiths-klassiker ’William, It Was Really Nothing’.

10. ’Dom dimmiga dagarna’
Okay, okay, måske er det ikke originalt heller, men man må jo give manden lov til at lave udgaver af andres sange, når nu han for en gangs skyld krediterer dem. Dette er en svensk version af Göteborgbandet The Plans ’Foggy Days’. Det medgiver han dog.

Sprutløve

Album nr. 2, Det är så jag sägar det

2. ’Förhoppningar og regnbågar’
Jeg fik hvisket i øret, at omkvædet lød påfaldende som et hit Alanis Morrissette havde tidligere på året, men det må stå hen i det uvisse. Det er ganske usædvanligt for en Morrissette-sang overhovedet at nå til omkvædet, før der bliver slukket, i hvert fald når jeg er på vagt her i spruthuset. Noget minder det om. Hvad er det, det nu lige er…?

Verset er i hvert fald umiskendeligt en opdatering af ’Jane Says’ med Jane’s Addiction, når det bliver til ”Maria sääääger…”.

3. ’Den fulaste flicka i världen’
Det er synd at sige, at Håkan helt selv har udtænkt denne søde sang, men i det mindste ændrede han det præcise indhold i teksten, som bl.a. tager sig sådan ud på Håkans plade…

”Du vet, hon har sneda framtänder
och hon går som en studsande boll
hennes ögon svänger åt olika håll
så folk vänder sig om
för hennes panna är så blek
och näsan är så sned
och jag rår inte för det
men jag är kär i den fulaste flickan i världen”

… og således på et af Bob Dylans mange glemte firseralbums, Down in the Groove fra 1988…

“The woman that I love she got a hook in her nose
Her eyebrows meet, she wears second hand clothes.
She speaks with a stutter and she walks with a hop
I don’t know why I love her but I just
Can’t stop
You know I love her
Yeah I love her
I’m in love with the ugliest girl in the world”

… hvor den meget passende gik under titlen ‘Ugliest Girl in the World’.

4. ’Kom igen Lena!’
Sangen, der virkelig fik balladen i gang. Hvem vil man helst sagsøges af? Cornelis Vreeswijks efterkommere eller Paul Weller? Døm selv hvem der har den bedste sag.

Cornelis’ ’Visa till Victoria’ går: “Allt är bedrägeri, men det struntar jag i, för att du har så mjuka läppar”, og ’Kom igen Lena!’ går: ”Allt är falskt och bedrägeri, men det struntar jag i, för vi dansar och du har så mjuka läppar”.

The Jams ’A Town Called Malice’ går: “Stop dreaming of the quiet life, ‘cos it´s the one you´ll never know, and stop apologising for the things you’ve never done”, mens ‘Kom igen Lena!’ går: “Sluta drömma om det ljuva livet, du kommer aldrig vara med om det – och sluta be om ursäkt för sakerna du aldrig gjorde.”

To sagsanlæg for en enkelt sang er ikke dårligt. Specielt Paul Weller skulle være nådesløs når det gælder lån fra hans sange… tonen havde utvivlsomt en anden lyd dengang han selv stjal Beatles’ ’Taxman’ og de første 20 sange med the Kinks. Men det er en anden historie.

Nå jo, og så er der lige titlen. De fleste kan huske ’Come on Eileen’, og ligheden er da også tilsigtet. Flere hævder så, at melodien også skulle være planket fra den sang, og det er trods alt meget svært at høre. At der så er hentet en rytmebund fra ’You Can’t Hurry Love’ er vel heller ikke nogen sensation, for hvem har ikke hugget fra den – inkl. selvsamme Paul Weller på selvsamme ’Town Called Malice’, for slet ikke at tale om Iggy Pops ’Lust for Life’, eller den pokkers ‘Walking on Sunshine’, eller…

5. ’Här kommer lyckan för hundar som oss’
Som er en svensk version af Broder Daniels ’Son of St. Jacobs’. Broder Daniel er excellent svensk angstrock, anført af den opgivende og tragiske skikkelse Henrik Berggren. De er desuden endnu et af 60 bands Håkan har spillet i, det gør han endda stadig, og åbenbart er politikken den at hvert eneste af de bands skal passes ind i repertoiret på en eller anden måde, ligesom The Plan, Honey Is Cool, Påvels, osv osv …

6. ’Rockenroll, blåa ögon – igen’
Og blackbird singing in the dead of night – igen.

7. ‘Gråsparven när hon sjunger’
Det springer nærmest ud i hovedet på en, hvis man er faldet lige så pladask for Ryan Adams efter at have hørt hans solodebut Heartbreaker, som for Håkan efter at have hørt hans debut: omkvædet “När man er ung vill man bli hög” er ikke udpræget forskelligt fra ”When you’re young, you get high” fra første sang på Adams’ plade.

Spøjst så, at netop den plade med Ryan Adams, inden sangen ’To Be Young’ begynder, indledes med en diskussion om sangen ’Suedehead’ er på Morrisseys (ham igen …) album Viva Hate, eller kun på opsamlingen Bona Drag. Den er i øvrigt på dem begge, men den er nummer syv på førstnævnte og ikke nummer seks, som Adams hævder. Så skulle det være på plads.

8. ’Minnen av aprilhimlen’
Julestemningen breder sig, når gutarist Timo Räisinen til den stort anlagte finale spiller Bachs kantate nummer 47, som er en hyldest, en utvetydig hyldest, til Jesus. Igen – ikke den mest subtile reference. Man ser nærmest for sig en et brusende orgel i en kirke fuld af julefamilier og snottede børn med pebernødder i lommerne.

Allerede forinden har vi fået et fint lille nik til halvfemsernes lo-fi-konger Pavement, og deres glimrende ’Gold Soundz’, sjovt nok en sang der handler om at finde inspiration i en fordomsfri dyrkning af gamle plader (”you can never quarantine the past”, sandelig nej). Deres ord:
”So drunk in the august sun
And you’re the kind of girl I like
Because you’re empty, and I’m empty”

Håkans synspunkt:
“Du var full och jag var full i aprilsolen
du är den sortens flicka jag gillar
för du är tom och jag är tom”

Det är så han säger det…

10. ’Det är så jag säger det’
Håkans piece de resistance, når det gælder tyveri. Hans svendestykke. Ikke nok med at Hellström har taget melodien fra Mercury Revs smukke ’Opus 40’ og gjort den sin egen, han har også beholdt lydbilledet med det luftige klaver og det nærmest heliumagtige sangforedrag.

Så er det musikalske på plads. Teksten skulle jo også skrives, så hvad med at oversætte
”because it takes something more this time
than sweet sweet lies
before I open up my arms and fall
losing all control”

til
“för den här gången krävs det mer
innan jag öppnar armarna
förlorar mig”

eller
”so who’s to worry if our hearts get torn”
til
”för vem skulle bry sig om våra hjärtan blev förstörda”

fordi der ligger et hæderligt forlæg i form af den engelske singer/songwriter David Gray, som p.t. spiller i spruthusets jukebox, og som slog igennem for et par år siden med millionsælgeren White Ladder. De engelske linier stammer nemlig fra den pågældende plades ’This Year’s Love’.

Nå ja, og så en sidste ting: normalt ville singlen ’Kom igen, Lena!’ være overalt i svenske pladebutikker, når nu den er et stort hit, men det er ikke tilfældet lige nu. Den er nemlig blevet trukket tilbage, ikke fordi Cornelis’ spøgelse eller Paul Wellers ditto har haft fat i kraven på ham, men fordi b-siden ’När jag ser framåt’ havde en melodi der var planket fra Andrew Lloyd Webbers – ham igen! – ’Pie Jesu’. En sang fra hans Requiem, som blev sunget af en unge ved navn Aled Jones, en lille snothvalp med en kasserolleklippet frisure og en høj ren barnerøst, hvis karriere nådesløst endte den formiddag hans stemme gik i overgang.

Sprutløve

Del 2

Jeg så Håkan Hellströms koncert i Malmö i torsdags. Det gav en noget anden vinkel på det hele, og fik mig til at føle mig en smule smålig over at påpege at manden måske ikke er verdens mest originale sangskriver, for nu at sige det diplomatisk. Måske har de ret, det kor af popkronikörer fra især Aftonbladet, som har smidt sig i brechen for Hellström og forsvaret ham mod kritikken af de mange rapserier. De har sagt, at det spiller ingen rolle, manden er jo ikke i sig selv uoriginal bare fordi han låner, og desuden låner alle jo.

Det sidstnævnte er i hvert fald rigtigt. Bob Dylan har selv været en til at citere fra alle mulige og umulige steder. Mercury Rev har måske skrevet ’Opus 40’ selv, men ’Endlessly’ fra samme plade er løftet fra ’Glade jul’, såmænd.

Og jo, han er sin egen, især når man ser ham live. På en scene er han simpelthen forrygende, og man bliver helt rørt af at høre ham stå og tale om pigen der er så grim, så grim, men har et hjerte på størrelse med både hele Göteborg og hele Malmö, og bagefter høre blomsten af den sydsvenske ungdom synge med på teksten – de vil da skide på om den også har optrådt i modificeret form på en gammel Dylanplade, også selv om de skulle være klar over det i det hele taget.

Tænk at en 28-årig knægt, proppet til hårrødderne med en totalt afvæbnende charme og en meget uortodoks stemme, kan vælte Popsverige fuldstændig, og ikke nok med det, så også få svenske teenagere og opefter til at nynne med på de gamle viser som ’Trubbel’ og ’Visa vid vindens ängar’, som ellers nærmest tilhører deres bedsteforældres generation. Man kan dårligt få sig selv til at hakke på ham efter at have set den livsglæde han vælter ud over scenekanten på sådan et suverænt lille spillested som KB på den anden side af sundet.

Jeg havde tænkt, at dette bare skulle være én lang gang bitcheri over at manden er ét stort plagiat, men han er meget mere end det, ingen tvivl om det. Han går bare for vidt. Hjemme i dagligstuen melder tanken sig igen, at det her – det er måske en af Hellströms yndlingssange, den med Mercury Rev, men det er også en af mine, og jeg foretrækker altså at høre originalen. Og Deserter’s Songs er ikke et overset album som fortjener genopdagelse via en hyldest, men derimod en plade der i 1999 blev kåret en mængde steder som årets bedste album. Og samtidig er det skuffende at finde ud af, at de fine ord fra den smukke titelsang stammer fra David Gray, for egentlig havde jeg altid syntes at han var noget af en dødbider, den mandlige udgave af Dido, beregnet på de velpudsede kaffeborde … jeg beklager straks over for min kollega Hans!

I sidste ende er det blevet en ren og skær farce, og jeg forstår ikke hvorfor Håkan gider, når det uvægerligt fører til at først bliver musik og tekst gransket for referencer, og siden bliver den lyttet igennem og bedømt for sig selv. Hvis man altså overhovedet kan købe pladen, og den ikke bliver trukket tilbage under trusler om retssager. Gid fyren kunne vænne sig til at skrive sine egne ting, og hvis han så vil lege musikalsk gemmeleg eller gætteleg, så kan han ellers lægge sine referencer ud i lidt mindre anmassende form end som hele sange.

Han kan desuden overveje at citere fra ‘Cemetry Gates’ med favoritterne, The Smiths, der nok siger mere om ham selv end så mange andre af deres:

“You say: “ere thrice the sun hath done salutation to the dawn”
and you claim these words as your own
but I’m well-read, have heard them said
a hundred times (maybe less, maybe more)
if you must write prose/poems
the words you use should be your own
dont plagiarise or take “on loan”
there’s always someone, somewhere
with a big nose, who knows
and who trips you up and laughs
when you fall”

Og så kan han jo bede om at få fjernet den satans kopisikring som han har fået sat på pladen, for havde det ikke været for det lort og den omstændighed, at hans plade simpelthen ikke er lige så god som den første, havde jeg aldrig sat mig ned og skrevet om, hvor kopisikret han selv overhovedet ikke er…

-smølle

med tak til sitet Atombomb samt Aftonbladets og Expressens artikler!

14. december: i aftenens fladpandede TV3-film om en lokal ranglet teenager der er på date med USA’s præsidents datter, bliver han på et tidspunkt kaldt ‘The Frog Prince’, og så kommer omkvædet til The Divine Comedys ‘The Frog Princess’ i hovedet: “You don’t really love me, and I don’t really mind. ‘Cause I don’t love anybody, that stuff is just a waste of time.” Og straks derefter kommer Håkans ‘Minnen av aprilhimlen’: “Egentligen är du inte kär i mig, och egentligen är det okej med mig. För jag blir aldrig kär i nån, sånt där er slöseri med tid.” Heh! Det her bliver skæggere og skæggere. Hvis der er andre der har tilføjelser, så skriv til mailen lige nedenunder [der nu må udgøres af et kommentarfelt – red.]. Lad os få en gang habil trainspotting i gang …

Kommentér indlægget