Månedens C.V. Jørgensen-sang: Isoleret i plastic

   


Af Nikolaj Steen Møller

Du forventede ikke en optimistisk sang i denne måned, håber jeg. Det bliver ikke tilfældet. Sundhedsstyrelsen anbefaler at lade være med at få familien på søndagsbesøg til en joint, formentlig af mere end én grund. Og det er helt udelukket at gå på La Containe eller Lev & La Deux i aften.

 

Du kan blive hjemme, kan du. Som den resignerede mand her – der på den ene side synes, det er en urimelig skæbne, og på den anden anerkender, at han i sidste ende selv var ude om det:

Jeg sidder indendørs i mit fængsel
& afsoner den dom, jeg fik
Fordi jeg upåagtet slog tiden ihjel 
I et mikroskopisk øjeblik
C.V. Jørgensen – ‘På den trettende dag’

“Slog tiden ihjel” – det er den slags vendinger, der får mig til at knuselske Carsten Valentin. Én ting er, at han indlysende fortryder den affære, han var med til at sætte i gang. En anden er, at man ikke bare slår tiden ihjel ét øjeblik ad gangen. Her har han bogstaveligt neutraliseret tiden, sat den i stå. Som en straf for sin sjuskede tilgang til lette fornøjelser, får man fornemmelsen af. To ugers regn, i et sommerhus uden moderne 2020-faciliteter; det er bare dårlig karma for at have indladt sig på et letsindigt forhold uden at have hjertet med i det.

Men dybest set ved han jo godt, at det ikke er en personlig, men en menneskelig brist. For det er alle, der går rundt i regnslag eller under paraplyer, når de vover sig ud. Alle er fortabt i ensomhed, eller som i dette tilfælde tosomhed, lige for tiden. Håbløsheden er så total, at ikke nok med, at mindet om solen er fjernt – den varmende stjerne er efterhånden så abstrakt og ukendt et fænomen, at folk ikke husker dens farve. Måske fordi alle har begået den samme synd? Været overfladiske, og ikke oprigtige? Og måske straffen bare er alt for brutalt hård for en bagatelovertrædelse.

Jeg keder mig ihjel
For egen regning & selv om du
Med vilje lader mig vinde i ludo
Mastermind & hvad ved jeg

Det er ikke så sært, at det hele bliver lidt undergangsagtigt. Har nogen her forsøgt at spille mere end to-tre spil Mastermind ad gangen? Man bliver vanvittig. Og nej, er du mand, gør spillet dig heller ikke ligefrem uimodståelig over for eksotiske konkubiner – hvad end det bizarre billede på æsken ellers måtte antyde.

007’s værste fjende, hvis plan er at erobre verden med kedsommelige brætspil.

‘På den trettende dag’ er på Tidens tern, det helt store gennembrud fra årene, hvor C.V. ligefrem skulle til at bekymre sig for, om han var ved at blive popstjerne. Den er produceret af Billy Cross, musikken har han også været med til at skrive, og produceren Cross har valgt at lægge guitaristen Cross ganske beskedent ind i baggrunden. Han kan selvfølgelig slet ikke holde sig fra at spille en solo, og den er lige inde over kanten til det prangende, men så falder han igen ind. Ellers er det mest manden på orglet, Troels Jensen, man kan høre – i et lydbillede, som egentlig ikke er så forskelligt fra de første par albums med R.E.M, der dengang ikke havde udgivet noget endnu.

Da musikken finder tilbage til det afdæmpede leje, runder C.V. situationen af med det allermindste glimt af håb:

Det forlyder ude i byen fra min kilde
Som er af den pålideligste art
At vi først vil blive benådet,
& vi er netop mig & så min cellekammerat
Når alting igen er soleklart

For sagen er jo, at skulle cellekammeraten for alvor være utilgivelig, tror jeg dog ikke, at fangen var blevet på adressen. Så var en flugt blevet forsøgt; måske med målet om at stå som den triumferende Andy Dufresne uden for Shawshank, fri – men temmelig gennemblødt.

Inderst i rillen på albummets side 2 står der i øvrigt “Til Annemarie”. Enten var deres forholdsvis nye (og stadig holdbare) forhold i krise, eller også var teksten til ‘På den trettende dag’ nu engang udtryk for, at en digter har digtet. Jeg går ud fra, at det er det sidste. Men skal det handle om nogen, så kunne det vel snarere være Billy Cross, som C.V. undervejs i indspilningerne blev røvtræt af – og vice versa.

Og som måske bekendt havde C.V., der ellers altid har haft det dér ry som den kloge sfinks, som vejede sine ord på en guldvægt, alle dage en tendens til at skulle skrive sine tekster i vild deadlinepanik. Tidens tern udkom sidst på året i 1980, og dette må have været forholdene, den blev fremstillet under:

“Danmarks Meteorologiske Institut har tal for sommernedbøren i Danmark siden 1874.

Den absolut vådeste sommer i de 137 år var sommeren 1980, hvor Danmark i gennemsnit fik 323 millimeter regn.”

Glasset er (i modsætning til nedbørsmåleren) halvt tomt her, men endnu ikke helt tømt. Solens comeback kan ikke helt udelukkes, selv om det virker usandsynligt, og selv om vi er på trettende dag – som naturligvis ikke er tilfældigt valgt. Den er også, som alle de andre dage, trættende. Men måske er der stadig noget at vende tilbage til, når isolationen er ophørt efter 14 eller flere dage. Det er bare at håbe på, at det samme også er tilfældet for os her i 2020. Og at vi ikke når at kede os selv og hinanden ihjel inden.

 

 

Kommentér indlægget