1982 – den Nye Pops store sommer. Del 1.

Gad vide, om vi om 30 år sidder og prøver at mindes den fantastiske popsommer 2012? Næppe. Men hop tre årtier tilbage, og det er en anden snak.

Storbritannien i de tidlige firsere. Kønt var det ikke. Ja, faktisk var det skoleeksemplet på en kendt tese om pop: “Svære tider skaber storartet populærkunst.” Især hvis dette ovenikøbet falder sammen med en konservativ regering. Måske ikke verdens mest solide teori. Men lige her gik det rigtig godt for popmusikken. Det gik rigtig skidt for landet. Og Thatchers regering var rigtig konservativ.

Men poppen var alt andet end konservativ i Storbritannien. Der var Gør-det-selv-, alt-er-muligt-ånden, som var nedarvet fra punken. Der var pladeselskaber med masser af penge, og under de store selskaber var de uafhængige for længst begyndt at røre på sig. Og så var der helt enkelt et behov for at drømme og fantasere. Det hele gik ad helvede til. Værre, jo længere nordpå man kom. Året inden havde der været kæmpeoptøjer i storbyerne. Thatcher gik i krig mod Argentina i april. Nationen var udtjent og slidt og rusten. Tre millioner arbejdsløse for første gang siden trediverne. USA og USSR raslede med sablerne, bortset fra at sablerne i dette tilfælde var krydsermissiler. Verden truede med at springe i luften, helt bogstaveligt. Og protestsangene havde man haft kort forinden, så det hele var klar til eskapisme i stedet.

Det er let at afskrive al den pop med udlængsel, der kom, som thatcheristisk, kapitalistisk og opportunistisk. For let. Kom man fra Manchester, Sheffield eller Glasgow og havde man kreative evner, ville det være usædvanlig sært, hvis man ikke drømte om at blive popstjerne. Men det forbløffende var, at så mange tog den svære vej, lavede rasende ambitiøs, opfindsom, original og tit direkte weird musik – og stadig ramte plet. Kommercielt og kunstnerisk.

Vi lægger ud i maj, hvor der bliver sat et punktum i et ret vigtigt kapitel, der ikke ligefrem var en del af new pop-bølgen i sig selv (man må kunne tale om en new pop-bølge, mens en ’new wave-bølge’ ville lyde direkte idiotisk). Kapitlet er den trilogi af stadig mere dystre albums, som The Cure lavede mens de brændte sig selv og hinanden totalt ud. I begyndelsen af maj kom det sidste af de tre, den nihilistiske Pornography, perfekt timet til et smukt forår … i en verden under stadig trussel om gensidig nuklear destruktion.

Dette mægtige album har jeg prøvet at finde popvejen ind i, men den findes bare ikke. Men over hele landet havde The Cure og deres samtidige postpunkere, også de mørkeste af dem, sat et kraftigt præg. Og samme dag som Pornography dukkede op, ankom det andet album med Modern English på det lillebitte uafhængige selskab 4AD. After the Snow, hed det, og dets store paradenummer ’I Melt With You’ lød påfaldende, som The Cure selv skulle komme til at lyde nogle år senere. Så lad os lægge ud der.

I løbet af maj kom der så tre one-off-singler fra allerede nærmest helt etablerede grupper, der ikke lige havde et album klar. En af dem var Echo & the Bunnymen, der egentlig virkede helt gammeldags ved siden af så meget andet, der skete på det tidspunkt. De var dybest set en rockgruppe, og året inden havde de lavet Heaven Up Here, et album som var mørkt, meget smukt … og meget rock. ’The Back of Love’ ville have passet elendigt ind på den; den er en enormt aggressiv treminutters tornado af en single.

Og den er også strålende … men den lød godt nok ikke helt så meget som fremtiden som den 12”-single, som lige inden da var kommet fra Manchester, og fra New Order. ’Temptation’ hed den, den skulle blive filmstjerne (i Trainspotting) og koncertfavorit siden da, men foreløbig var den bare en del af en proces, der gjaldt om at finde sine egne fødder efter Joy Divisions ende og Ian Curtis’ død – noget, der ikke var sket med New Orders undervældende 1981-debut Movement, som Liverpool-rivalerne Bunnymen havde overgået med mange længder. Fødderne blev fundet, og ’Temptation’ og dens egentlig endnu bedre forgænger ’Everything’s Gone Green’ var de første af en række af mirakuløse elektroniske lykketræf, der skulle vare hele årtiet ud.

Den tredie af de nævnte singler var fra en anden og mere teatralsk og dekadent verden – London, nærmere bestemt den snuskede ende lige inde i midten.

’Torch’ udkom, da Soft Cell besluttede sig for ikke at udgive flere singler fra deres enorme succes Non-Stop Erotic Cabaret, og den var endnu et stort hit med sin billige og kunstige plastictrompet og sin electrobund, der lød som Pet Shop Boys’ kinky storebrødre.

Og så med en temmelig dragende gæsteoptræden fra en vis Cindy Ecstasy, som Marc Almond kendte fra New York, hvor hun leverede Almond de nødvendige stoffer.

Det gik utrolig stærkt i den maj måned. The Clash udgav f.eks. deres sidste (ja, sidste!) album, Combat Rock, midt i et større kaos: Da den kom 14. maj, var Joe Strummer forsvundet, hvilket ikke gjorde det lettere at gennemføre den turné, de skulle have været i gang med allerede. Da de fandt ham i Paris, var pladen ude og var blevet taget overraskende pænt imod af den britiske presse (der dog tog pis på titlen). Lidt forbløffende, når den i så høj grad lå til lyttere på den anden side af Atlanten, ikke bare med den meget gammeldags ’Should I Stay Or Should I Go?’, men også noget seriøst funky musik.

Ja, ’Rock the Casbah’ var endda så tæt på disco – i den muterede form, som f.eks. Spandau Ballet også spillede i begyndelsen, at den nærmest var en New Romantic-hymne – og når vi så er inde på New Romantics, så kom der kun få dage inden Combat Rock en plade, der var en ren New Romantic-klassiker. Det var Rio fra Duran Duran, bandet som havde meldt ud at have en ambition om at lyde som fusionen mellem Chic og Sex Pistols. Punk og funk. Og når jeg så nævnte de gode anmeldelser til The Clash – der var endt med at være netop punk og funk – så var anmelderne ikke lige så rare ved Duran Duran. De var faktisk nådesløse. Især NME. ”Jeg var så skuffet over det,” fortalte bassist og pin-up John Taylor i en underholdende Music Weekly for nylig, ”jeg forstod det ikke – jeg troede, de var mine venner …”

Og lytter man til dem i dag, især de tre (ja, alle tre!) første albums, så var det også urimeligt. For Duran Duran spillede eksotisk, fantasifuld og spændende art rock, som lånte kraftigt fra vidunderlige Japan, der på dette tidspunkt var gået i opløsning, men hvis singler blev ved med at dukke op på hitlisterne i UK. Men hvad kunne pressen gøre? Musikken holdt. Jeg sætter Rio en del højere nu end den sommetider sublime, men ekstremt ujævne Combat Rock. Men bandet bad dæleme om en masse af problemerne selv. Både med en attitude, der lignede den ultimative yuppieadfærd, og med deres videoer, der enten kunne ses som fuldt forståelig eskapisme i en grå tid – eller bare som enormt vulgære, om det så var stripperne i ’Girls on Film’ eller de tre videoer, de lavede under solen på Sri Lanka.

Hvis Duran Duran var eskapister, så var Associates og Billy Mackenzie nærmest væsener fra en anden planet. Og hvis Rios kvaliteter skal diskuteres, så er der ikke meget at sige til Sulk, det tredje album fra Billy Mackenzie og Alan Rankine: Det er et mesterværk, deres store bedrift, pladen de snart vidste, at de ikke kunne overgå. Det blev i alle fald det sidste, de lavede sammen. Men hvilken kulmination på to års fantastisk musik.

Det var ikke kun på grund af Billy Mackenzies ufattelige stemme og lige så imponerende (omend også noget foruroligende) udstråling.

Det er selvfølgelig umuligt at forestille sig Sulk og Associates generelt uden den stemme, der danser som en laks hen over musikken uden de store bekymringer for tyngdelovene, dekadent i ’Skipping’, resigneret i udgaven af gamle ’Gloomy Sunday’, nærmest hysterisk på de helt forbavsende ’Bap de la Bap’ og ’Nude Spoons’.

Men det havde lige så meget at gøre med, at Alan Rankine gav den som en skotsk post-punk-krydsning mellem Brian Wilson og Phil Spector – uden ham kunne ’No’ aldrig have lydt så skræmmende, og ’Party Fears Two’, der allerede havde været et hit da albummet kom, så euforisk.

Det hele var præget af enorme lag af lyd, kor fra alle hjørner, trommer der lød som fyrværkeri, der blev sprængt. Sulk lyder ikke som noget andet, og stadig blev den et hit, som det gode, tilgængelige popalbum, det også var.

I del 2 kommer mentale traumer og kondomkøbsproblemer op på førstepladsen, fem skotter og nogle herrer fra Yorkshire når et niveau, de aldrig kan gentage, en dreng i pigemakeup og en pige, der hedder Alf, bliver enorme, og Jokeren får et springbræt til at blive popstjerne. Blandt andet. Kig forbi.

1982 – den Nye Pops store sommer. Del 2.

1982 – den Nye Pops store sommer. Del 3