Del 3 af historien om den Nye Pops kronede dage røg i syltekrukken, men historien skal fortælles færdig. Og det bliver den her. Den begyndte i øvrigt med Del 1, og fortsatte med Del 2.
Man skal kigge mellem linierne sommetider. Eller i dette tilfælde under linierne. For midt i juni 1982, mens Adam Ant styrede en top 10, der også indeholdt Soft Cell, Madness, ABC, Duran Duran, Kid Creole og endda fjollede gamle Gary Numan, udkom der en single, som slet ikke rørte top 40. Det var med to meget kække unge mænd fra Londons forstæder, George Michael og Andrew Ridgeley, hvoraf den ene skulle vise sig at have lidt mere langtidsholdbarhed end den anden.
Debuten, den ekstremt selvsikre ‘Wham! Rap’, var lidt af en programerklæring, ikke at det var helt åbenlyst. hvad den egentlig erklærede. På den ene side er den totalt asocialt affærdigende over for arbejderklassen, som dengang var ramt af omfattende fyringer og arbejdskampe over det meste af landet – “Hey, jerk! You work! This boy’s got better things to do.” På den anden side er den en blank indrømmelse af, at det er staten, der skal have lov at betale for festen – helt præcist D.H.S.S., Department of Health and Social Security, der sørger for, at han totalt uden at skamme sig fortæller, at han er en ‘soul boy’ og en ‘dole boy’ og har tænkt sig at forblive begge dele.
Det var jo ikke helt det, som Thatchers drenge i London skulle stå for. Og George Michael har da heller aldrig, til sin ære, været ked af at provokere især de mere reaktionære dele af England. Ikke at han gjorde det med sin seksualitet dengang. Han var pivende hetero udadtil, så længe der var en boybandstil at leve op til. I den forbindelse vælger jeg at regne med at linien “I choose … to cruise” ikke handler om hans senere så berømte aftener på Hampstead Heath …
det var os to, der gjorde folks svømmeudflugt til en fiasko ♪
Noget mere flamboyant lige fra første sekund var Boy George. Flamboyant nok til at sætte alt og alle på den anden ende. Bowie var en velfriseret ung herre dengang. Adam Ant var jo bare en fastelavnsfigur. Billy Mackenzie? Hvem?
Men prøv at forklare forældrene omkring begyndelsen af firserne, at man synes, at Culture Club lavede nogle helt fine sange og egentlig var ret interessante – så var der ikke langt til en invitation om at snakke tingene igennem.
George O’Dowd foregav ellers at være sært aseksuel, og påstod i et berømt citat, at han egentlig hellere ville have en kop the end sex. Men han var en fest for aviser og blade i sine spektakulære kjoler og makeup, og desuden var han skarp og morsom.
Ligesom Wham! skulle Culture Club også lige have overstået et par flop i løbet af sommeren, inden de brød igennem. Det gjorde de så med ‘Do You Really Want to Hurt Me’, og den var en fantastisk sang. Og den første af de sange, jeg skriver om her, der rigtig gjorde et indtryk, for den måtte jo nødvendigvis komme i tv, komplet med Mylius, der tog pis på den i Eldorado. Hvad var den om? Var der nogen, der ville gøre ham noget, fordi han havde dametøj på?
Det var mistanken, især når man så videoen, hvor han blev stillet foran en dommer i en ret ejendommelig retssal. Senere viste det sig, at det vist snarere var til hans on/off-kæreste, Culture Clubs trommeslager Jon Moss.
Det ændrede ikke meget på, at vi havde en vildt interessant og udfordrende popstjerne ud over det sædvanlige i Boy George. I hvert fald indtil han skrev den gudsjammerlige ‘The War Song’ et par år efter, og siden røg ud i alt muligt snavs.
Mens Culture Club og Wham! ventede på for alvor at komme i gang, og mens de ikke havde noget imod mere eller mindre at antyde deres sexvaner, så var Imagination allerede blevet en stor ting.
Og se lige deres stil. Hvis de romerske kejsere havde holdt deres fester i Eldorado-studiet, havde det set nogenlunde sådan ud. Leee John, tidligere sanger i gruppen Fizzz, sang en smuk række af ret sexede soulnumre, som han fik hjælp til fra producerparret Jolley og Swain, der fik et lige så stort gennembrud på deres felt.
Inden længe var det Spandau Ballet og Bananarama og “It’s a cruel, cruel summer” og “You are gold!” for dem.
Men de to slog igennem med Imagination, og det skete med en lyd, der virker britisk snarere end amerikansk – mere Soft Cell end Earth, Wind & Fire med kølige keyboards og synth-bund, der har mere at gøre med meget hvidere technopop, end det har med soul. House-folkene i Chicago skulle komme til at låne masser af deres lyd. Andre lånte bare en komplet sang, ikke også, DGP?
Folk brændte klart dengang, og de brændte tit hurtigt ud.
Se på Vince Clarke fra Depeche Mode, der hurtigt fandt ud af, at popstjerneeksistensen ikke var noget for ham, og forlod gruppen allerede, efter at de havde haft et enormt hit med ‘Just Can’t Get Enough’.
Ærlig talt, at han skulle have været uinteresseret i at være popstjerne, er nok svært at sælge til dem, der her 30 år efter stadig kan se ham stå som den ene halvdel af Erasure i et funklende kostume, men det mente han alvorligt.
Det lykkedes ham nu ikke at undgå stjernestatus ret længe, selv om han tog en stor chance og dannede Yazoo med den totalt ukendte og lidet glamourøse sangerinde Alison ‘Alf’ Moyet, der allerede som 21-årig havde sunget i en stribe ordinære pubrock- og punkbands ude i Essex, hvor Depeche Mode også er fra.
I løbet af et år fik de to slidt hinanden godt og grundigt op, men det var da heller ikke meningen, at de skulle lave mere end en single sammen. Det blev ‘Only You’, som formentlig var den første gang, futuristisk synthpop for alvor mødte soul – der var i hvert fald en varme, som man ikke fik på ‘Autobahn’ med Kraftwerk, eller hos Ultravox eller Gary Numan.
B-siden blev skrevet i huj og hast – og var lige så god. Det var ‘Situation’ med den bramfri Moyets dejlig lystne grin i starten. Albummet blev hurtigt lavet færdigt, ‘Don’t Go’ blev endnu et stort hit, lang turné ventede, og inden 1982 var slut, havde Moyet og Clarke ikke mere intern velvilje tilbage til, at de to længere orkede at fortsætte. De fik sat endnu et album sammen for forretningens skyld, men alt det fantastiske var på den første plade Upstairs at Eric’s. Få én af de udgaver hvor ‘Situation’ er på i den fantastiske maxiudgave. Mmmmm, maxiudgaver …
Arme Depeche Mode var i samme omgang nødt til at kæmpe videre med, hvad de havde, hvilket ikke var så skidt endda. Martin Gore, der mest havde gjort sig i lidt keyboards og nogle store blonde krøller, var blevet nødt at skrive alle sangene, og enhver, der var teenager i Europa mellem 1982 og mindst halvandet årti frem vil have bemærket, at det var han ret god til. A Broken Frame, det andet Depeche Mode-album, kom midt i september og havde en tung vemod over sig som ikke mindede så meget endda om candyflossmelodier som ‘New Life’ og ‘Just Can’t Get Enough’, men det er alt for simplistisk at tale om, at Vince Clarke var en gylden kilde til pophits og Martin Gore en supermelankoliker.
Vince Clarke satte allerede Depeche Mode i gang som fremragende mørkemænd med sange som ‘Photographic’ og ‘Any Second Now’ på debuten. Yazoos ‘In My Room’ er weird. Få mig slet ikke i gang med (den uudholdelige) ‘I Before E Except After C’. Og stadig var det fra en plade, der var en poptriumf, Upstairs at Eric’s.
Gores Depeche Mode var lidt mere tilbageholdende med eksperimenterne, da de stadig ikke rigtigt havde fået indarbejdet deres nye supertekniker Alan Wilder, men sangene er så gode, at det formentlig mest er deres rasende flittige jagt på den perfekte krydsning af metallisk synth og ungdommelig opgivenhed, som gør A Broken Frame til lidt af en parentes eller i hvert fald et mellemspil i historien om Depeche Mode. ‘Leave in Silence’! ‘The Sun and the Rainfall’! ‘See You’ og ‘A Photograph of You’ til de ulykkeligt forelskede! Og den her … hvis DR i øvrigt sender koncertoptagelser i dag, så tekster de det da ikke mere, vel?
Så skal jeg nok lade være med at sammenligne den med det absolutte mesterværk, der var kommet to uger inden. Det var New Gold Dream med Simple Minds. Simple Minds er formentlig bedst kendt som nogle folk, der tænkte store tanker om Mandela og Nordirland, solgte stadions ud, og slog igennem med den dér sang fra The Breakfast Club, men glem det en stund.
Allerede inden 1982 havde de udsendt fire et halvt album, der blev stadig bedre uden at være mesterværker (selv om Empires & Dance var aldeles fremragende), og i glimt var Simple Minds fantastiske – singlerne var blændende, især den aggressive hvide discoting de valgte at kalde ‘I Travel’, en rejsedagbog fra den tids dystre og spændende Europa med RAF og Røde Brigader, der sprængte bomber og kidnappede.
Men at de skulle lave et album af så stor skønhed som New Gold Dream, var der kun svage tegn på, mest tydeligt i den glimtende danselyd på ‘Love Song’ og den salige finale ‘Seeing Out the Angel’ på den ellers ret kantede og hårdhændet producerede forgænger Sons and Fascination. Og ikke mindst den smukke instrumental ‘Theme for Great Cities’ fra den plades ledsager, EP’en ‘Sister Feelings Call’.
New Gold Dream er alt andet end kantet og hårdhændet. Den har en drømmestemning over sig, en subtil og poetisk atmosfære som dufter af sommernattens mystik, bål i det fjerne, lunt tusmørke i skovene.
Ordene, der går igen, er ‘gold’, ‘glittering’, ‘burning’, ‘night’, ‘dream’ – hvor deres skotske landsmænd Associates havde en skingerhed i lyd og ord, der klædte dem strålende, var dette ren romantik og så underspillet, som Simple Minds nogensinde skulle blive.
For mig var stjernen Michael MacNeil – keyboardmanden, som skabte det meste af drømmelyden på den mest diskrete facon. Ligesom deres samtidige, de netop opløste Japan, lød Simple Minds’ synthesizere som alt andet end et monofont firser-Casio, der netop var taget ud af indpakningen. Her på New Gold Dream lyder de helt enkelt, som stjernekastere og fyrværkerisole ser ud. Det bliver dog allersødest, på albummet, i det sekund Herbie Hancock træder ind med sit elklaver og hjælper til.
Og her, med det tredie af de rene mesterværker (efter ABC og Associates!) får det lov at ende for nu. Også selv om Kate Bush udgav The Dreaming samme dag, som New Gold Dream kom, 13. september. Det var sådan, folk blev forkælet. Og bare et par uger efter kom Psychedelic Furs’ forrygende Forever Now. Og Ultravox udgav deres sidste ret gode plade, Quartet. Men det er ikke rigtig pop, vel? Og heller ikke rigtig sommer længere.
Og selv om der var masser af popmusik tilbage i briterne, inden det hele blev kedeligt, og Phil Collins overtog herredømmet på jord, så toppede slaraffenlandet altså her i 1982. Så for lige at kvittere har jeg sat en liste af sange sammen, der går fra den mest kridhvide indie til den mest skamløse boybanddekadence. Den siger sikkert mere end alle ordene. Tak, hvis du nåede så langt.
