Pubrock – 8 store fadøl

   


Brinsley Schwarz, Nick Lowe nummer to fra højre.

Brinsley Schwarz, Nick Lowe nummer to fra højre.

Nick Lowe spiller på Amager onsdag aften. Manden, der skrev ’Cruel To Be Kind’, producerede for Elvis Costello og var Johnny Cashs svigersøn!

Men det hele begyndte med pubrock.

Stedet var Nordlondon årgang 1970’erne, og hvis man kunne finde en pub som The Hope and Anchor i Islington, stod der garanteret en flok gutter i jakkesæt og kikset hår og spillede coverversioner af soulhits, r’n’b-klassikere og et par countryballader. Måske noget Little Feat og The Band i højere tempo end ellers.

Stilen fik navnet pubrock, og op gennem 1970’erne var pubscenen udklækningscentral for en generation af britiske musikere og sangskrivere.

Nick Lowe var placeret midt i det hele og kom til at spille en central rolle, da pubrock fandt et publikum uden for London og udviklede sig til en vigtig byggeklods for såvel punkere som singer-songwritere.

Pub rock var pre-punk, post-soul, r’n’b-revival, country i bymidten og masser af god spas. Spillet af en flok kiksede nørder med mere hang til musikhistorie end til imagepleje.

Nogle af dem blev berømte, andre holdt sig til pubberne. Flere erobrede Amerika, en del gik i hundene.

Nick Lowe er stadig produktiv, men hvis han er i det muntre hjørne ved solokoncerten, spiller han sikkert nogle af sine klassikere i Amager Bio. Eller som han engang sagde på Roskilde Festival, da han – alene med en el-bas – præsenterede ’Cruel To Be Kind’: ’This is a medley of my greatest hit’.

Han skylder pubrocken sin karriere, så i anledning af koncerten kommer her en stribe af genrens klassikere.

“Eight pints of lager, love”:

 

Brinsley Schwarz: ‘Surrender to The Rhythm’ (1972)

Nick Lowes gennembrud. I Brinsley Schwarz lancerede han sange som ’(What’s So Funny ’Bout) Peace Love And Understanding’, der siden blev indspillet af bl.a. Elvis Costello og Curtis Stigers (i filmen The Bodyguard). Brinsley Schwarz var pubrockens centrale band, og musikerne spillede senere i mange andre sammenhænge.

 

Dr. Feelgood: ‘Milk and Alcohol’ (1979)

De kom ude fra kysten, fra deltaet ved Canvey Island i Essex, og de havde ild i røven. Så meget ild i røven, at mange punkere havde et nært forhold til Dr. Feelgood. Springet fra The Jam til Dr. Feelgood var snublende kort. Mest af alt var rødderne vilde med r’n’b, som de spillede i samme høje tempo som et garagerockband. Og så havde de i den jakkesætbærende og mundharpeblæsende sanger Lee Brilleaux en frontmand af de sjældne. Han døde i 1994. Den maniske guitarist Wilko Johnson spiller stadig, men er hårdt ramt af kræft. Har dog netop udgivet et album sammen med Roger Daltrey fra The Who og er på turne. Spiller faktisk onsdag aften på KB i Malmö, hvis man er i nærheden af Skåne (og ikke skal til Nick Lowe på den anden side af vandet). SENESTE: Wilkos koncert og turne er aflyst p.gr.a. sygdommen.

 

Nick Lowe: ‘Cruel To Be Kind’ (1979)

Klassikeren med syrlig romantisk sangskrivning, der ikke burde komme fra en engelsk pub, men kunne være skrevet i The Brill Building i New York i 1960’erne. Det er sangen om den håbløst forelskede fyr, der lader sig slå i jorden af kæresten igen og igen. Man skal være ond, for at kunne være sød. Nick Lowe og de andre pubrock-folk er traditionalister, når der handler om sangskrivning, men de gik til pophistorien med ny energi, og de var hverken bange for omkvæd, korsang eller rumklang.  Fra Nick Lowes første soloalbum Jesus Of Cool.

Dave Edmunds: ‘Girls Talk’ (1979)

Dave Edmunds havde hængt ud på pubber og spillesteder siden 1960’erne, da han sammen med Nick Lowe m.fl. dannede liveattraktionen Rockpile. Alle havde forskellige pladekontrakter, så inden de kunne indspille sammen, bakkede de hinanden op på en stribe livlige soloplader. Dave Edmunds havde aldrig helt sluppet 1950’ernes rock’n’roll, og Elvis Costello-sangen ’Girls Talk’ lå perfekt i munden på ham. Musikvideoen er et studie i pubrock-mode.

 

Elvis Costello & The Attractions: ‘Pump It Up’ (1978)

“If it ain’t Stiff, it ain’t worth a fuck!” 

Stiff Records præsenterede sig med et af rockhistoriens bedste sloganer, og ’Pump It Up’ skabte energi nok til at stive et helt pladeselskab af. Nick Lowe producerede de første Elvis Costello-plader for Stiff og fik The Attractions til at lyde som et pubrockband på speed.

 

Squeeze: ‘Another Nail For My Heart’ (1980)

Squeeze kom fra Sydlondon og havde i sangskriverne Difford & Tilbrook et makkerpar, der skar engelskheden i småstykker og serverede den med et romantisk omkvæd. Sjovt nok blev de i en periode store i USA, hvor ’Cool For Cats’ som så mange andre steder i verden, var et kæmpehit.

’Another Nail For My Heart’ har med orgel, energi og humor alle pubrockens kendetegn. Jeg genhørte den forleden til Record Store Day i Malmö. I pladebutikken Rundgång dukkede Squeeze pludselig op mellem nye og gamle punknumre spillet af en ung kvindelig dj med masser af tatoveringer. Det lød perfekt. Pubrock rocks!

 

Ian Dury & The Blockheads: ‘Wake Up And Make Love To Me’ (1977)

Pubrock-favoritten Ian Dury skabte sig et navn med gruppen Kilburn & The High Roads, men han fandt for alvor sin dybt personlige stil sammen med The Blockheads, hvor hans rablende ordremser kombineret med vild sceneoptræden og et meget funky band tog pubrocken på nye eventyr. Ian Dury var gennem livet præget af eftervirkningerne af en poliosygdom, der ramte ham som barn. Han døde i 2000.

 

Graham Parker & The Rumour: ‘Stupefaction’ (1980)

En del af pubrockerne endte med at rykke karrieren til USA. Det var endnu et ’sand til Sahara’-scenarie, hvor de kom med deres hjemmestrikkede udgaver af r’n’b, garagerock og country og fik folk i landet, der havde opfundet genrerne, til at købe musikken som en spændende import.

Graham Parker var en grumpy londoner og med flere tidligere medlemmer af Brinsley Schwarz på holdet, havde han det hårdtslående backingband The Rumour. ’Stupefaction’ er fra 1980-albummet The Up Escalator, der var hans sidste med The Rumour. Bruce Springsteen gæstesang på pladen.

(for mere britisk pubrock med hang til americana, se Joe Jackson. For rockamerikaner i pub-London, se The Pretenders)

 

DANSK PUBBONUS:

Warm Guns: ‘Wonderkids’ (1981)

 

 

Kommentér indlægget